Lined With Gold

Wikileaks og ytringsfriheden

2010-12-04T10:19:00.005+01:00

Det er trist at se, at nogle af de, der har talt mest højrøstet om ytringsfrihed, nu vil knægte den ved at lukke Wikileaks, der på det seneste har offentliggjort de berømte embassy cables.
Det er klart, det kan være kompromitterende for mange myndigheder med afsløringerne i disse cables, og man kan diskutere det betimelige i, at diplomatiet kommer til at ændre arbejdsform. At det vil ske, er der næppe nogen tvivl om.

Offentlighedens interesse i fri information er dog for vigtig til, at det kan accepteres at lukke sitet ned. Under alle omstændigheder vil de berømte cables blive frigivet til nationale arkiver efter nogle årtier. Wikileaks begrunder selv frigivelsen med argumenterne:

The cables show the extent of US spying on its allies and the UN's turning a blind eye to corruption and human rights abuse in "client states"; backroom deals with supposedly neutral countries; lobbying for US corporations; and the measures US diplomats take to advance those who have access to them.

This document release reveals the contradictions between the US's public persona and what it says behind closed doors and shows that if citizens in a democracy want their governments to reflect their wishes, they should ask to see what is going on behind the scenes.

Den franske industriminister vil forbyde en fransk internetudbyder at hoste sitet. Amazon.com har stoppet for hosting af det efter henvendelser fra amerikanske Kongresmedlemmer.

At telegrammerne til og fra den danske ambassade bliver interessante, hvis de ellers når at blive offentliggjort, er der næppe nogen tvivl om. Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark har talt om "højforræderi" og dødsstraf til de, der offentliggør telegrammerne. De bemærkninger er næppe medvirkende til at mindske offentlighedens interesse for dokumenterne.

Wikileaks har indtil videre fået hjemsted hos en schweizisk udbyder: www.wikileaks.ch.
Man kan også følge wikileaks på Twitter:http://twitter.com/wikileaks

G20 møde

2010-10-25T05:53:00.010+02:00

Kilde: Nationalbanken (Klik på figuren for tydeligere kopi. En pct af det globale BNP = godt 600 mia $).

Det netop overståede G20 møde mellem G20-finansministrene i Sydkorea løste ikke mange problemer. Det blev igen til luftige, højtidelige erklæringer, der dækker over stor intern uenighed.

Der var ellers linet op til store beslutninger inden mødet, idet den amerikanske finansminister Geithner havde rundsendt et brev, hvor han opfordrede til, at der skulle lægges bindinger på størrelsen af tilladte betalingsbalanceunderskud. Med støtte fra sin sydkoreanske kollega blev der under mødet foreslået en grænse på 4 pct af BNP. I tilfælde af en overskridelse af grænsen skulle lande med vedvarende betalingsbalanceoverskud "iværksætte strukturelle, skattemæssige og valutapolitiske indgreb til fremme af deres hjemlige vækst og samtidig støtte den globale efterspørgsel." Lande med vedvarende underskud skulle til gengæld "øge den indenlandske opsparing" og "styrke eksportevnen".

Det ville - hvis det ellers lykkedes - tilsyneladende være en smart måde at få Kina og Tyskland til at hjælpe med at løse USA's hjemmebryggede problemer, der især hænger sammen med en for lav amerikansk opsparingskvote, krigseventyr i Irak og Afghanistan, som landet ikke har råd til, og dårlig industriel konkurrenceevne.

Det lykkedes ikke at tørre problemerne af på overskudslandene. Mødet endte med den sædvanlige intetsigende erklæring om, at G20 vil bestræbe sig på at fremme "markedsbaserede valutasystemer, som afspejler de grundlæggende markedsdeterminanter (fundamentals) og afstå fra konkurrerende devalueringer af deres valutaer". Den første del af sætningen er en slet skjult kritik af Kina for at køre med en undervurderet valuta, og den anden del en slet skjult kritik af en del lande (herunder USA! - selv om det måske ikke ligger i den amerikanske selvforståelse) for at køre konkurrerende devalueringspolitik.

Mødet viste i øvrigt, at Kina ikke er så let at koste rundt med som f.eks. Sydkorea. Kineserne svarer igen på amerikanernes kritik af "undervurderet valuta" ved at sige, at amerikanerne må feje for egen dør. Kineserne har ikke gjort andet end at købe amerikanske statsobligationer, hvad der finansierer amerikanernes underskud - og samtidig holder dollaren oppe og renminbien nede. Det er endvidere, dollarens tiltagende vanskeligheder taget i betragtning, en temmelig risikabel politik, men en politik, der også viser, hvordan de to lande har gjort sig afhængige af hinanden.

I stedet for at øge den indenlandske opsparing, hvad der viser sig at være svært i den konsumbaserede amerikanske økonomi, overlader amerikanerne det til centralbanken, The Fed, at føre krisebekæmpende økonomisk politik, og det er reelt blevet en politik, der går på pengeudpumpning (quantitative easing), hvor Centralbanken køber obligationer og dermed forsyner økonomien med likvider. Det kan øge inflationen, og det kan føre til devaluering af dollaren. Men det kan, som kineserne ikke er sene til at antyde, indebære, at amerikanerne fører den konkurrerende devalueringspolitik, som de beskylder andre for.

Amerikanernes og sydkoreanernes forslag om 4 pct grænsen på betalingsbalanceunderskud er udformet sådan, så de to lande (med henholdsvist overskud og underskud i underkanten af 4 pct) ikke behøver at agere umiddelbart, hvorimod andre lande, hvis forslaget var blevet vedtaget måtte foretage voldsomme indgreb i deres økonomi. Forslaget tager heller ikke hensyn til, at betalingsbalancer kan være sammensat på meget forskellig vis. Der er forskel på lande som Kina og Tyskland med stor eksport af industriprodukter og lande som Schweiz og Storbritannien med stor eksport af finansielle ydelser. Et land som Schweiz har et overskud på 13 - 14 pct af BNP, men det består for en stor af finansielle serviceydelser, som bl.a. er et resultat af kapitalbevægelser, der kan være overordentlig volatile. Norge har et "problem", der hedder et overskud på over 14 pct af BNP, men midlerne investeres for en stor del i "Petroleumsfonden" (en politik, visse andre lande måske kunne lære af!).

Tyskland repræsenterer et andet slags problem. Skal Tyskland selvstændigt bøde for sit enorme handelsoverskud, eller er det eurozonens regnskab, der skal gælde? Der er jo tale om en økonomisk union med fælles valuta, og på et eller andet tidspunkt afskaffes medlemmernes selvstændige valutabalanceafregning formentlig. Det ville svare til, at omverdenen begyndte at besvære sig over Øresundsregionens "betalingsbalanceoverskud", der potentielt kan udvikle sig efter schweiziske proportioner, i stedet for Danmarks og Sveriges mere beherskede overskud.
I tilfældet eurozonen er der tale en situation med næsten ligevægt på den samlede betalingsbalance, men hvor Tysklands konkurrenceevnefordel slår indad på uheldige måder på stagnationalandene i zonen.

Når det gælder de asiatiske lande, har de stadig krisen i 1997-98 i frisk erindring, hvor de internationale kapitalbevægelser tvang flere af dem ud i voldsomme devalueringer og økonomisk kontraktion. De senere års opbygning af overskud og reserver er bl.a. en sikkerhedsforanstaltning imod en gentagelse af en sådan krise i fremtiden. Når globaliseringen bliver ustyrlig, må man træffe sine modforholdsregler.

Det er imidlertid ikke alle, der kan det på effektiv nok måde. Kina kan, fordi landet stadig kontrollerer kapitalbevægelser. Andre kan ikke, og nogle af disse lande har ytret endda meget kraftig kritik inden mødet. Brazilianerne truede med slet ikke at komme. Det var den brazilianske finansminister, der lancerede udtrykket "valutakrig" til beskrivelse af den seneste udvikling i beggar-thy-neighbour politikken med konkurrerende devalueringer. Både Sydkorea, Indonesien og Brazilien har oplevet revalueringer af deres valutaer, fordi indstrømmende kapitalbevægelser har ført til øget efterspørgsel på valutaerne. Der er altså her træk i udviklingen, der bringer mindelser om 1997-98, bortset fra at disse lande netop har en stærkere betalingsbalance og reserveposition end dengang.

Kinas kontrol med betalingsstrøme og kapitalbevægelser er heller ikke uproblematisk for landet. Det kan føre til intern inflationstendens og spekulative bobler på boligmarkedet og børserne. Set i den sammenhæng kan Kina selv have en interesse i at revaluere sin valuta og dermed få en billigere import fra omverdenen. Landet afviser da heller ikke en sådan udvikling. Det forlanges bare, at det skal ske langsomt af hensyn til udviklingen i de stærkt eksportafhængige kystregioner.

Farvelfærd UK?

2010-10-20T06:49:00.005+02:00

Kilde: National Statistics

Man kan forholde sig på forskellige måder til de voldsomme beskæringer af britisk velfærd, der vil blive annonceret i dag. Det kan ses som et foreløbigt farvel til den mest keynesiansk inspirerede krisestyringspolitik, der længe er set i noget land, jvf figuren ovenover, der viser (venstre side) budgetunderskuddet i pct af BNP og i højre side den britiske statsgæld i pct af BNP. Maastrichtkriterierne er vist som optrukket streg. De voldsomme underskud og gældsopbygning er naturligvis også andet end bevidst keynesiansk krisemanagement. Det er også de automatiske budgetvirkninger af en økonomisk krise, der har ramt Storbritannien ekstra hårdt, fordi landet i den grad var sporet ind på finansielle ydelser som vigtig erhvervssektor.

Briter er åbenbart høfligere end franskmænd. Der var en fagforeningssponsoreret demonstration i går imod nedskæringerne, der var en bleg afglans af demonstrationerne i Frankrig. Ed Milliband, den nye Labourleder, der tidligere havde meddelt at ville deltage, mødte ikke op. Han har travlt med at pleje sit nye image som ansvarlig midterpolitiker og kunne derfor ikke tåle at skulle slås i hartkorn med venstredrejede og demonstrerende fagforeningsfolk - selv om det ironisk nok var dem, der hjalp ham til magten ved at kaste fagforeningsblokvotes til ham på Labourkongressen, hvor han blev valgt til partiformand.

Omfanget af nedskæringerne blev afsløret i går igennem vicefinansministerens "gaffe", hvor han viftede med papiret med beskeden om den halve mio offentlige jobs, der vil ryge. The gaffe (fortalelsen) har muligvis været bevidst, et forsøg på at tage skraldet i to omgange, så det bliver lettere at få det til at glide ned.

Vittige briter har omformuleret David Camerons vision for det britiske samfund fra the Big Society til the Big (business) Society. Troen på at civilsamfundet har så kraftige restitutive evner og evner til at organisere samfundsmæssige forandringer af den skala, han har forestillet sig, er i bedste fald naiv. I stedet kommer han til at ramme store dele af sit eget bagland, de såkaldte SME'er (Smal and Medium Sized Enterprises), den erhvervskategori, der ellers skulle løfte landet ud af krisen. Disse virksomheder vil blive ramt hårdt af de offentlige nedskæringer, idet de er underleverandører til det offentlige. Arbejdsløsheden vil altså komme til at stige kraftigt, ikke alene som følge af fyringerne af offentlig ansatte, men også p.g.a. virkningerne af nedskæringerne på den private sektor.

Nedskæringerne bliver større end selv dem, Margaret Thatcher stod for. De vil få det til at knirke yderligere i regeringskoalitionen af Konservative og Liberaldemokrater. De sidste vil miste vælgere i hundredetusinder til Labour og til De Grønne, der fik valgt deres partiformand Caroline Lucas ind i Underhuset i en valgkreds i Brighton ved valget i maj.

Om det så er farvelfærd UK, er en helt anden sag? Her kan man måske igen kigge på, hvad der skete i Thatcherårene. Trods meget ultraliberal retorik, lykkedes det reelt ikke at skære rigtig voldsomt i velfærden. Den mest liberalistiske del af politikken var privatiseringer. Denne gang tegner det til, at den udvikling i retning ad mere universel velfærd, der er sket under New Labour, vil få et tilbageslag, og man vil se mere means testing, hvor velfærd i højere grad målrettes efter indkomst- og trangskriterier. Det har man allerede set i nedskæringerne på børnepengene.

Det samlede britiske skattetryk har ligget på omkring 38 pct af BNP igennem en længere årrække. Og udgiftstrykket (samlede udgifter i pct af BNP) har ligget på omkring 40. Nu er udgiftstrykket vokset til omkring 48-50 pct, men indtægterne er ikke fulgt med. - Og da slet ikke efter, at krisen satte ind.

Klassekampene i Frankrig

2010-10-19T08:38:00.003+02:00

Det er ironisk, at omkring 160 år efter, at Marx og Engels udsendte skriftet "Klassekampene i Frankrig", ser disse ud til at blusse op igen. Klassekampen er åbenbart ikke død, eller er den?

Under alle omstændigheder ser den ud til at antage andre former. Mens affaldet hober sig op i Marseilles under renovationsarbejdernes strejke, mødes Sarkozy med Angela Merkel og udtaler, at pensionssystemet må reformeres, når befolkningen bliver ældre. Det er logik, så selv bønder må kunne forstå det!

Sagen er imidlertid, at kampene drejer sig om meget andet. Det er pensionsspørgsmålet, som har udløst dem. Men som en af de demonstrerende siger til det britiske blad The Guardian:

"This has gone beyond pensions, it's about our unjust, divided society" (Guardian 19.10.10).
En strejkende renovationsarbejder fortæller om sin løn på 1400 euro om måneden. Le SMIC, Frankrigs lovbefalede mindsteløn, ligger på 8,86 euro i timen, eller omkring 66 Dkr. Det er ikke dårligt i en international sammenhæng, men skal sammenholdes med, at Frankrig er et rigt land med et højt prisniveau. Samtidig har lønmodtagerne måttet se på, hvordan bankerne er blevet undsat med milliardstøtte i EU-landenes forsøg på at redde euroen.

Omkring pensionsalderens længde har der svirret tal om 60 - 62 og 65 - 67. Systemet er skruet sådan sammen, at man skal arbejde et vist antal år (41) for at være berettiget til fuld pension. Ellers skæres der af den. Og grænsen sættes altså op med 2 år.

Som det tager sig ud fra det franske borgerskabs side, Le Patronat, og dets politiske repræsentanter, Sarkozy og flertallet i Nationalforsamlingen, er situationen den, at man ligger i en benhård konkurrence med tysk erhvervsliv - og andre landes erhvervsliv. Derfor krav om en forhøjet pensionsalder. Og Tyskland har allerede lavet pensionsreformer - som også Danmark har gjort det! - Med velfærdsreformen i 2006, der principielt, fra et globaliseringsperspektiv, er den helt "rigtige reform", idet den netop tilpasser pensionssystemet til den ændrede demografi. Men heller ikke det er nok i den globale race towards the bottom, som synes at være blevet den foretrukne form for økonomisk logik.

Kapitalen er blevet internationaliseret, men arbejderorganiseringen er det ikke. Det illustrerer konflikten i Frankrig. Og det er det, der er det nye i forhold til det klassiske skrift fra 1850. Derfor har både Le Patronat og de strejkende/demonstrerende ret, men ud fra forskellige perspektiver.

Krisen forværres af den ulige udvikling i EU. Som man har set det før, har fransk erhvervsliv svært ved at klare sig over for det tyske. Hvor Tyskland har kæmpemæssige overskud på betalingsbalancen, kæmper Frankrig med tilsvarende underskud. Og integrationen i EU gør, at man ikke kan føre sin egen krisepolitik. Det har ført til mere social marginalisering i Frankrig. I den sammenhæng kan man sige, at "klassekampen" burde være sket på EU-plan. Sarkozy mødes med Merkel. Der har ikke været tilsvarende møder mellem den anden parts ledere på tværs af grænserne mellem Tyskland og Frankrig.

Finansiel reform og recession

2010-06-28T06:16:00.007+02:00

Det er vist lidt for ambitiøst at kalde det det, - altså det, der er foregået i G20 og den amerikanske kongres de seneste dage.

Der har væet hæftig lobbyvirksomhed fra finanssektoren over for Kongressens medlemmer op til vedtagelsen af den finansielle reguleringspakke fredag den 25. juni, og det endelige resultat viser, at man reelt udskyder - eller uddelegerer - vanskelige beslutninger. Der skabes nye føderale reguleringsagenturer, især den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som får overladt en del af opgaverne, bl.a. at skulle forudse, om nye finanskriser er under opsejling. Det bliver et såkaldt Systemic Risk Council (Råd for Systemiske Risici) under the Fed, bestående af højtrangerende embedsmænd og politikere, under den amerikanske finansministers ledelse, der skal stå for denne opgave.

Der oprettes et agentur til forbrugerbeskyttelse, der skal sikre, den almindelige bankbruger ikke kommer i klemme.

Det føderale finanstilsyn (Securities and Exchange Commission) får udvidede beføjelser til at regulere hedge fonde og kreditvurderingsvirksomheder (Standard and Poors, Moody's m.fl.)

Bankernes muligheder for at spille i det finansielle Kasino med deres egne penge begrænses.

Endelig kommer der øget regulering af derivativer, de såkaldte finansielle instrumenter (credit defalut swaps, futures, etc, altså instrumenter, der hviler på bagved liggende papirer og aktiver. Præsident Obama har erklæret, at disse "instruments of mass destruction", som Warren Buffett har kaldt dem, skal "out in the open". Det lyder synmpatisk og indebærer ideelt set, at der skal notering til, lige som på en børs. Men om det reelt bliver til noget, er nok mere end tvivlsomt.

Den internationale finansgruppe, International Services Group, har advaret politikerne om, at der pilles 3 pct af den mulige vækst de nærmeste år, hvis både disse og de på G20 mødet fremlagte forslag til regulering af finanssektoren gennemføres. Og det er argumenter, få politikere tør sidde overhørig! Mere afgørende er dog nok, at de stærkeste emerging economies (BRIK-landene) er imod for skrappe reguleringer, som vil ødelægge deres banksektorers muligheder for at gøre sig gældende i det gode globale finansselskab, hvor guldkuglerne støbes. G20 er ret beset ikke andet end en diskussionsklub, hvor "beslutningers" iværksættelse afventer national beslutning i de respektive parlamenter og regeringsorganer.

G20's lame-duck tilgang til løsning af de globale problemer har vist sig med al tydelighed denne gang. Beslutningen om øget finansiel regulering er reelt udskudt til næste topmøde i Sydkorea i november.

Den såkaldte Baselkomité, der sætter reguleringsstandarder for BIS og dermed det internationale banksystem, har arbejdet med udformning af en ny Basel-aftale om finanssektoren, hvor bl.a. spørgsmålet om størrelsen af bankernes egenkapital som andel af den samlede balance indgår. Dette spørgsmål er overordentlig centralt for at undgå en ny krise. Under pres fra banker og glade politikere var kravene til bankernes egenkapital blevet undermineret op igennem El Doradoårene fra sluthalvfemserne og begyndelsen af det nye århundrede. I en sådan grad, at nogle europæiske banker ikke havde meget mere egenkapitaldækning end lidt over 3 pct. Det var medvirkende til både finanskrise og bankpakker, fordi denne grad af finansiel polstring var alt for lidt til at undgå banknedbrud.
På dette afgørende punkt ser politikerne igen ud til at blive gidsler for bankkapitalen.

Op til vedtagelsen af loven i Kongressen i fredags havde den republikanske senator Susan Collins, der hjalp Demokraterne med at få lovpakken igennem Senatet, stillet forslag til ændring til loven, som ville kræve, at kun egentlig egenkapital (aktiekapital og overførte reserver) skulle kunne indgå i bankers grundkapital (Tier 1 kapital). Bankerne udførte voldsom lobbyvirksomhed for at undgå denne amendment til loven. Og Obamaadministrationen udtrykte bekymring for, at bestemmelsen kom ind i loven. Den ville i stedet foretrække, at det blev overladt til regulatorerne (og måske Baselkomitéerne) at fastsætte reglerne for grundkapital.

For Paul Krugman, kommentator på New York Times og Nobelprisvindende økonom, er det skriften på væggen for den tredje depression, som vi ser nu. Den første depression var panikken i 1873 og frem, den anden var i 1929-33, og nu altså den tredje, som viser sig med den double dip recession, som han mener vil gå i gang nu p.g.a. den uforstandige politik, han mener G20 lægger op til med deres koordinerede formindskelser af budgetunderskud fra 2013.

Den største fare for økonomien er ifølge Krugman ikke den inflation, der bliver en følge af underbudgettering på statsbudgetterne, men den deflation, der vil komme, hvis der ikke underbudgetteres. Krisen er udtryk for, at udbuddet er for stort. Det vil presse priserne. Hvad deflation kan føre til, så man i 1930'erne.

Krugman ser den samme finansielle ortodoksi, som prægede økonomer og ledende politikere i trediverne: Underbudgettering var af det onde. Markederne skulle overlades til sig selv.

Det er dog et spørgsmål, om de to perioder uden videre lader sig sammenligne. Verden ser meget anderledes ud i dag i forhold til 1930'erne. Globaliseringen er betydelig mere fremskreden i dag. Det er ikke i dag så let at styre nationale valutaer og nationernes statsbudgetter, herunder at finansiere statsgæld, som det var dengang, hvor en økonomi i højere grad kunne lukke af over for omverdenen.

En anden anderledes faktor i dag er de dynamiske økonomier i Asien. Det kan ikke uden videre tages for givet, at de ikke vil kunne trække resten af Verden med op i deres vækstkonjunkturer.

Men én ting har Krugman ret i. G20 har ikke ydet en specielt imponerende indsats m.h.t. at komme med konstruktive forslag til finansiel reform og overvindelse af recessionen (eller den tredje depression?, - hvis Krugman får ret).

Made in Washington?

2010-05-11T05:12:00.010+02:00

(Kilde: Nationalbanken. Kvartalsberetning. Figuren viser dansk konkurrenceevneudvikling på centrale eksportmarkeder)

Ifølge New York Times er den store lånepakke på 750 mia euro, der indtil videre har skubbet den europæiske lånekrise i baggrunden, delvist made in Washington efter en telefonsamtale mellem præsident Obama og Angela Merkel. Amerikanerne er bange for smittefaren forbundet med den europæiske krise.

Det er ikke sikkert, at selv denne gigantiske lånepakke og andre remedier taget i anvendelse, kan løse krisen. Den egentlige årsag til krisen er, at eurozonen - og EU's økonomier i det hele taget - ikke fungerer som det, den amerikanske økonom Robert Mundell kalder et "optimalt valutaområde". Der er for store forskelle i teknologisk udviklingsniveau og konkurrenceevne, samt opfattelse af betydning af fiskal og budgetmæssig disciplin. Som sædvanlig er det tyskerne, der er the odd man out. Problemet i denne sammenhæng er imidlertid, at det er samme tyskere, der er toneangivende.

Figuren ovenover illustrerer problematikken. Man ser, hvordan dansk eksportindustri har tabt markedsandele i forhold til tysk i de senere år. Det er formentlig endnu værre for de endnu blødere sydeuropæiske økonomier. Derfor er problemerne ikke løst med lånepakkerne. De vil højst udskyde og formilde dem. Så længe tyskerne fortsætter deres omkostningsridt og vinder konkurrenceevne i forhold til de blødere økonomier, vil de betalingsbalancemæssige ubalancer, der ligger bag valutakriserne, fortsætte. Tidligere, dvs før euroens fødsel, blev de løst ved, at de blødere økonomier kunne devaluere deres valutaer.

Blandt andre remedier indgår valutaswaps mellem dollar og euro. Den amerikanske centralbank, The Federal Reserve, har genindført en ordning med valutaswaps, som gør, at de europæsieke økonomier ikke behøver at løbe tør for dollars. Endvidere får Den europæiske Centralbank, ECB, mulighed for at købe obligationer på markedet. I modsætning til Bank of England og Federal Reserve får ECB imidlertid ikke mulighed for at udvide pengemængde via obligationskøb. Obligationskøb, f.eks. at de svage landes statsobligationer, skal modsvares af likviditetsopsugning andre steder. Det er ret afgørende. Det er netop via pengeudpumpning ("quantitative easing"), at man i USA og Storbritannien har fået mulighed for en vidtgående keynesiansk pengepolitisk stimulanspolitik imod krisen. At det ikke har kunnet lade sig gøre at give ECB denne mulighed, skyldes igen tyskerne. Og i den sammenhæng nævnes ét navn: Axel Weber, chefen for den meget fiskalkonservative Bundesbank, - og i øvrigt kandidat til at efterfølge Trichet som chef for ECB.
Det er jo interessant at se, at både Storbritannien og USA kan køre med budgetunderskud, der liggger mellem det spanske, portugisiske og det græske. Og de to lande kan gøre det, uden det koster på renten. Markederne har tiltro til deres finanspolitik og valuta, fordi de kan devaluere valutaen og på den måde genoprette konkurrenceevne. De svage euro-lande er låst fast i en skruestik, hvor de ikke har denne mulighed.

Tyskerne vil have euroen som en stærk valuta, - koste hvad det vil. Det kunne muligvis være en farbar politik, hvis eurozonen kun omfattede det nordlige Europa.

Amerikanerne ansporede til, at der skulle laves noget, der virkelig var afgørende denne gang. Ellers kan finansmarkedernes "lemming-adfærd" ikke brydes, skriver New York Times. Problemet er imidlertid, at der er mere i det end "lemmingeadfærd". Der er nogle strukturelle ubalancer i den europæiske økonomi, der ikke løses ved at smide mia af euro efter disse problemer.

Selv om beløbet er stort, er det også et åbent spørgsmål, om man på længere sigt opnår ret meget. Der er jo ikke bygget en ny institution op med overnationale magtbeføjelser. Der er vedtaget en ambulanceudrykning, hvis et land som Spanien kommer i problemer, men det er op til de enkelte EU-lande at frigive pengene. De vil blive lånt ud til en relativt høj omkostning for landet, der låner pengene. Det vil ikke umiddelbart gøre det lettere for det pågældende land at løse sine budget- og betalingsbalanceproblemer. Man kan også spørge, om det egentlige formål ikke er at redde storbankerne. De ligger inde med betydelige beholdninger af "dårlige" obligationer, som potentielt kan føre til konkurs.

IMF står for ca. 1/3 af finansieringen (250 mia euro). IMF vil formentlig kun frigive lån til gengæld for "reformer" af økonomien. Hvad "reformer" er, kan man få et indtryk af ved at se på de krav om strukturtiltag, som IMF tidligere har stillet som betingelser for at give lån. IMF får øget indflydelse på den økonomiske politik og i det hele taget den økonomisk-politiske diskurs i Europa. Moody's og Standard&Poors kommer til at udpege taberne, og IMF kommer til at stille diagnosen og skrive recept på den rette medicin.

Finanskrisens statsbankerotfase?

2010-04-28T10:59:00.006+02:00

Egentlig er det græske scenarie logisk nok. Det kommer oven på en boblekonjunktur, hvor renten fik lov til at falde alt for meget i forhold til den økonomiskie aktivitet på det græske marked. ECB-renten var for nogle af randøkonomierne kunstigt lav i årene inden finanskrisen.

Den truende statsbankerot er forårsaget af et underskud på statsbudgettet på over 12 pct, som nervøse investorer ikke længere tør finansiere. Den græske obligationsrente for toårige statslån er steget til over 20 pct i dag, og reelt er handelen med dem nærmest gået i stå efter, at Standard&Poors i går reducerede dem til junk bond status. Ifølge Bloomberg i dag risikerer ejerne af græske obligationer et samlet tab på over 265 mia $.

Det virkelige rædselsscenarie er en spredning af krisen til Portugal og Spanien, der har næsten lignende statsunderskud. Det er ikke sandsynligt, at Tyskland, de andre euro-medlemmer og IMF vil komme med de enorme redningspakker, der i givet fald vil være nødvendige for at undgå den eventualitet. Det antydes af analytikere, at Grækenlands reelle behov for tilførsel af penge ligger på 150 mia euro over tre år.
Det er langt mere end de hjælpepakker, der er på vej. Og hvis Portugal og Spanien har parallelle behov, drejer det sig om beløb, der er totalt urealistiske, - i hvert fald set med germanske øjne.

Hvis statsbankerotterne får lov til at rulle, kan det nemt føre til en slem double dip recession.

Det er vel intet mindre end finanskrisens statsbankerotfase, der står for døren? De globaliserede og forbundne økonomier medvirker til forværring af problemerne - når den fornødne internationale solidaritet og styringsformåen netop mangler - idet kapital kan flyde så let rundt, og investorer rundt omkring hidser hinanden op. Under II. Verdenskrig var der adskillige af krigsøkonomierne, der kunne køre med langt større statsbudgetunderskud end dem, CLub Medlandene kører med, men det kunne lade sig gøre, fordi økonomiernes styrinsmåde var anderledes dengang. Det sætter et spørgsmålstegn ved den keynesianske krisestyringsfilosofi, idet det viser dens begræsninger i en globaliseret økonomi - uden de fornødne overnationale styringspotentialer. Der er da også økonomer, der forventer, at det snart kan blive England og USA, der står for tur. De to lande har underskud, der ikke ligger langt under de nævnte landes. Det er ikke sikkert det hjælper at have reservevaluta, hvis kineserne klipper silkesnoren til dollaren.

Den græske gældskrise giver spekulanter store muligheder for lette gevinster. WSJ.com beskriver i en artikel, hvordan hedgefonde samlet til en middag på Manhattan udvekslede ideer om, hvordan man kan drage nytte af et fald i euroen til paritet med dollaren. Fondene hjælper nu kunder med investeringer i denne mulighed. Det drejer sig konkret om såkaldte put options, altså en ret til at sælge, i dette tilfælde euro futures, til en bestemt pris på et bestemt tidspunkt i fremtiden.

Wall Street i ny finanssag

2010-04-17T19:56:00.007+02:00

Goldman Sachs bliver nu anklaget af USA's finanstilsyn (Securities and Exchange Commission, SEC) for at have påført investorer tab på over 1 mia$ i 2007-08 gennem salg af dårlige huslån, subprimelån, til dem. Investorerne vidste ikke, hvad det var de købte. Det viser sig nu, at Goldman Sachs fik gode råd af Bush' senere finansminister Hank Paulson og dennes investeringsfirma til at skrue lånene sammen. Og samme Hank Paulsons firma scorede senere knap 4 mia$ på at vædde imod lånene ved at tegne credit default swaps.

De lån, Goldman udbød, er af typen CDO'er (Collateralized Debt obligations). Det er såkaldt pakkede huslån, altså prioritetslån (af subprimekategori), der er omdannet til nye obligationslån og derefter solgt videre. Det er lån, der er ret så uoverskuelige for investorerne, idet det er svært at vurdere sikkerheden bag. Den var temmelig lille, da det drejede sig om subprimelån.

Goldman Sachs benægter at have gjort noget ulovligt. Sammen med Morgan Stanley er den eneste tilbageværende investeringsstorbank på skansen efter, at de amerikanske investeringsbanker Bear Stearns og Lehman Brothers blev ofret på finanskrisens alter. Goldman Sachs er USA's største bank. Det går strygende, ikke mindst efter, at den amerikanske stats har pumpet milliarder af skatteyderpenge ud i den såkaldte bailoutpakke i støtte til bankerne. Det går så godt for Goldman, at banken var i stand til sidste år at betale ikke mindre end 16 mia $ i "compensation" (bonus og aktieoptioner) til de ansatte.

Goldman faldt over 10 pct i værdi på børsen i går, da SEC's sagsanlæg blev kendt, og der blev derved tørret over 13 mia $ af virksomhedens børsværdi. Det fik for øvrigt de brede amerikanske aktieindeks til at falde over en bred kam, og det har ført til frygt i amerikanske børskredse for, at sagen kan få principielle konsekvenser for forholdet mellem Wall Street og den amerikanske stat. Hertil må man sige: det var da også på tide. Det er forbløffende, at man har kunnet køre videre med business as usual samtidig med, at mange andre amerikanere døjer under krisens virkninger. Ifølge Wall Street Journal har sagen medvirket til at bringe præsident Obama på krigsstien igen over for Wall Street. Han truer med at nedlægge veto imod en reguleringslovgivning over for finansverdenen, der ikke er skrap nok. Hvad det så vil sige? Foreløbig ser meget ud til at have været teatertorden.

Det var sådanne lån og transaktioner, der var med til at gøre den økonomiske krise værre, end den ellers ville være blevet, idet de dårlige lån indgik i de store bankers balancer, og de dermed ikke turde låne penge til hinanden. En forudsætning for, at man kommer videre og ikke løber ind i nye kriser af lignende eller værre karakter, vil være, at der kommer gennemsigtighed på markedet, og at der ryddes op i de fantasifulde finansielle instrumenter.

Den "interne devaluerings" vej til tilpasning

2010-04-01T15:15:00.009+02:00

(Klik for større udgave af fig. Øverste figur viser på venstre skala lønstigninger, højre skala arbejdsløsheden)

Den amerikanske økonom Marc Weisbrot, der er ansat i tænketanken CEPR (Center for Economic Policy Research) har en tankevækkende analyse af Letlands økonomiske nedtur oven på finanskrisen.

Det lettiske BNP er faldet med ikke mindre end 25 pct. Arbejdsløsheden er over 22 pct. Landet er reelt ribbet for metoder til at føre økonomisk politik. - Altsammen fordi man har valgt at føre fastkurspolitik i forhold til euroen. Det gør, at man i stedet må anvende "intern devaluering" til at klare tilpasningen. Og tilpasningen bliver meget langsommere, end hvis man kunne have valgt en egentlig devaluering.

En "intern devaluering" består i en skrap deflationspolitik - lavere lønninger, lavere priser, der skal genoprette landets konkurrenceevne. Den slags tilpasning tager tid. Hertil kommer skræmmescenariet: Det lykkes ikke at holde valutakursen, og en devaluering gennemtvinges som følge af pres fra valutaspekulanter, når de trækker deres penge ud i et tempo, der gennemtvinger en nedskrivning af valutaen via et finansielt sammenbrud.

Kan Letland sammenlignes med Danmark, som også fører fastkurspolitik? Det er et interessant spørgsmål. Den danske økonomi er overfladisk set noget stærkere. Det danske BNP fald og arbejdsløshedsstigning har ikke samme omfang som det lettiske. Men derudover er der bestemt også ligheder i udviklingen, jvf forløbet af overenskomstforhandlingerne.

En af måderne, hvorpå det lykkedes USA at overvinde noget af krisen 1929-33 var, at man lod dollaren devaluere over for guld i 1934. Det var en kraftig devaluering, der bedrede amerikanernes afsætningsmuligheder i udlandet.

For flere lande har det været en prestigesag at kunne blive tilknyttet euroen hurtigt. Det har også gjort landet attraktivt som mål for kapitalbevægelser. Bagsiden af medaljen har været, at den lave rente og de udenlandske penge har pustet til bobler på aktie- og ejendomsmarkedet, hvis virkninger man vånder sig under nu. På den led ligner situationen i Danmark den i Letland.

Haitian Tragedy

2010-01-16T06:57:00.008+01:00

Anybody who sees the images from Haiti is deeply moved by the tragedy. When it comes to explaining it, opinions diverge. Of course, it is a natural disaster. But there are different ways in which a country is ready to face an earth quake. The scale and manner of house destruction depends on building codes. And in this field Haiti is miserably lacking. It is all due to a complex of problems that can be boiled down to one, ultimately: Desperately deep poverty. With a GDP per capita of 6-700$ Haiti is one of the poorest countries, not only in the Western Hemisphere, but in the world.

N.Y.T. columnist David Brooks writes:

Why is Haiti so poor? Well, it has a history of oppression, slavery and colonialism. But so does Barbados, and Barbados is doing pretty well. Haiti has endured ruthless dictators, corruption and foreign invasions. But so has the Dominican Republic, and the D.R. is in much better shape. Haiti and the Dominican Republic share the same island and the same basic environment, yet the border between the two societies offers one of the starkest contrasts on earth — with trees and progress on one side, and deforestation and poverty and early death on the other.
As Lawrence E. Harrison explained in his book “The Central Liberal Truth,” Haiti, like most of the world’s poorest nations, suffers from a complex web of progress-resistant cultural influences. There is the influence of the voodoo religion, which spreads the message that life is capricious and planning futile. There are high levels of social mistrust. Responsibility is often not internalized. Child-rearing practices often involve neglect in the early years and harsh retribution when kids hit 9 or 10.
We’re all supposed to politely respect each other’s cultures. But some cultures are more progress-resistant than others, and a horrible tragedy was just exacerbated by one of them.

Many dilemmas and puzzling, inexplainable facts of development!

However, there are many other explanations than the ones raised by Brooks. The cultural influences, for instance the view of life that vodoo and related syncretic religions carry with them, are deeply felt, but they are caused to a large extent by the low level of education and socio-economic development.

There's the puzzle of the different development in the two halves of the island. Brooks forgets, however, that the Dominican Republic - in spite of being more affluent than Haiti - is also a poor developing country. It may have a higher GDP per capita, but it is not nearly as developed as the rich countries - or Barbados for that matter. What is easy for Barbados, - i.e. attracting foreign investment and tourism, is a lot more difficult for larger countries like Haiti and the Dominican Republic. The development model that the US and Western aid agencies have more or less forced upon Haiti has not worked. The Dominican Republic has proved more fit for maquiladora production than Haiti. In both cases it leads to a continuation of structural underdevelopment with an unequal exchange of economic value that is detrimental to the poor country and advantageous to the rich countries.

Haiti's plight proves the neoliberal dogma of free trade wrong. Or, it is at the very most a mixed blessing. So close to the USA, so low wages, so low trade barriers, and still development does not come. Haiti became independent in 1804, only a few years after The United States got its independence. The white settlers in America protected their infant industries against British industrial merchandise. Haiti was indebted to the French in an attempt to gain recognition and had to pay loans back for many decades. It was kept open to foreign trade and had to fulfil a role as a purveyor of raw materials and sugar.

In the beginning of the 1950s less than 100.000 people lived in Port-au-Prince. Today there are about 2 million. All these people did not come there for gainful employment, because there was no gainful employment. They came there because the situation in the countryside was even worse after deforestation and soil exhaustion. The tragedy was not exacerbated by culture but rather by the kind of dependent economic development and neocolonial plunder that the country has been exposed to.

It is correct that the neoliberal development model has worked better in The Dominican Republic but it can hardly be described as a success there either. In both countries the main form of income is remittances sent by nationals working in the US. In The Dominican Republic GDP per capita was 4300 $ in 2008. In Haiti it was 660. GDP growth was much higher in the former, due to both a high level of remittances from over a mio. Dominicans in the US and to a fairly successful maquiladora and tourist economy. However, the increasing exports of manufacturing goods have been followed by increasing imports of food because of the break down of traditional agriculture. In Haiti's case total exports were only 420 mio$ in 2007. Haiti also has to import a lot of food, even though the country cannot afford it. Is that due to "cultural resistance to progress"? Surely not. Vodoo is a symptom of low socio-economic development, not its cause.

We have to look for the causes of the low socio-economic development in the country's history, including the recent neocolonial past. There has been a history of American interference - and occupation. However, the Americans did not see a necessity of removing Papa Doc and Baby Doc (who ruled the country from 1957-86) from power. Perhaps they were seen as preferable to a regime like the one in Cuba next door. But they were hardly conducive to development:

Under guidance from Washington, Baby Doc Duvalier opened the Haitian economy up to U.S. capital in the 1970s and 1980s. Floods of U.S. agricultural imports destroyed peasant agriculture. As a result, hundreds of thousands of people flocked to the teeming slums of Port-au-Prince to labor for pitifully low wages in sweatshops located in U.S. export processing zones.

This is a completely different discourse than Brooks', a more realistic one. A discourse that takes the socio-economic conditions and history into consideration. Perhaps it oversimplifies a bit. The flood of migrants to the city has probably also been due to the demographic pressure.
In the Dominican Republic there were a lot more investments in infrastructure, which led to more domestic business and more upmarket foreign investment.

Red Alert: Bubbles Ahead!!

2010-01-12T11:12:00.005+01:00

Come with me, and we will blow
Lots of bubbles, as we go;
Bubbles bright as ever Hope
Drew from fancy -- or from soap;
Bright as e'er the South Sea sent
from its frothy element!
(Thomas Moore)

Economistforsiden i sidste nr af bladet siger det klarere end nok så mange ord: Der er en væsentlig risiko for, at nogle store finansielle bobler er under opsejling, advarer bladet. Det hænger især sammen med de voldsomme pengeudpumninger, der har fundet sted i et forsøg på at bekæmpe krisen. Både den amerikanske og den britiske centralbank har pumpet store pengebeløb ud og kører med lavrentepolitik. Hertil kommer de store stimulanspakker, der skal øge efterspørgselen. Det har ført til underskud på over 10 pct af BNP i de to lande. Hertil kommer betydelige underskud i andre lande. Bladet mener bl.a., at det er aktiemarkederne, der er steget for meget.

Der er også sket stor pengeudpumpning i Kina som følge af de store kinesiske betalingsoverskud og den kinesiske stimulanspakke. Derfor forventes der at være en risiko for bobler på både det kinesiske ejendoms- og aktiemarked.

Hamlet i det Hvide Hus II - Wimp or Warrior?

2010-01-10T09:41:00.008+01:00

(Figuren viser orienteringslinjer/fixpunkter i den amerikanske udenrigspolitiske diskurs ifølge FP. Det er Wilson ud mod venstre. Hamilton mod højre. Begge disse herrer er samtidig opad i retning mod globalismepilen. Nedad mod populisme/lokalisme befinder Jefferson og Jackson sig)

"Karklud eller kriger?" - det er det spørgsmål, det amerikanske udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Policy stiller om Barack Obama i sit seneste nr. Bladet mener, han lider under Carter-syndromet, altså mere karklud end kriger. Præsidenten tørrer op efter sig ude omkring i Verden og forsøger at forbedre denne v.h.a. tale om menneskerettigheder og styrkelse af det multilaterale element i den internationale politik.

Det er naturligvis et temmelig fortegnet billede af, hvad Carter egentlig stod for. Det er nok især i hans pensionisttilværelse, han har udviklet sig i den retning, hvor han f.eks. har opfordret til, at Hamas skal inddrages i forhandlingerne om Palæstinas fremtid, og hvor han i det hele taget er en af de internationale statsmænd, der mest utvetydigt er gået ind for en anstændig behandling af Palæstinaproblematikken.

Men der er ingen tvivl om, at amerikanerne strides om fortolkningen af de udenrigspolitiske udfordringer, og hvilken diskurs der vil være den bedste. Diskurskampen er vigtig. Det har været et problem for Barack Obama, at han konstant får hæftet etiketten "Wimp" på sig fra højrefløjens side. Den går lige ind hos en stor del af den offentlige opinion (og dermed også hos Obama selv), når trætheden over den siddende præsident begynder at sætte ind, og han falder i meningsmålingerne.

I artiklen i Foreign Policy kommer debatten om Wimp/warrior præsidenten op på et højere niveau, end man ellers ser i en stor del af den amerikanske debat.

Til spørgsmålet om det er en ny Carter, der er på vej, siger bladet, at det vil afhænge af, på hvilken måde det lykkes Obama at forlige sin indre Jefferson med sin indre Wilson. Bliver han en koldblodet realist eller en idealist med et blødende hjerte? Bladet sætter fire orienteringspunkter op for, hvordan den udenrigspolitiske diskurs har udfoldet sig i USA siden landets grundlæggelse. Retningslinjerne er de fire giganter i amerikansk historie: Alexander Hamilton, Woodrow Wilson, Thomas Jefferson (præsident 1801-09), og Andrew Jackson (præsident 1829-1837).

Hamilton var landets første finansminister. Han gik ind for en stærk føderal regering, der indretter et stærkt militær og som forfølger en realistsk global politik. Den amerikanske stat skal gå efter at fremme økonomisk udvikling og den amerikanske kapitals interesser, både hjemme og i udlandet. Woodrow Wilson, der var USA's præsident under I. Verdenskrig, og som kom med de berømte 14 punkter til Versailleskonferencen efter krigen, er enig i behovet for en stærk global politik, men vil i højere grad fremme den via demokrati og menneskerettigheder, som det f.eks. kom til udtryk i vedtagelsen af planen om Folkeforbundet (der imidlertid blev forkastet af Senatet). Jeffersonianere er imod den globalistiske koncensus. USA skal ikke forpligte sig længere end bukserne kan holde. Den nationale sikkerhedsstat med et stærkt militær skal nedtones. Jacksonianerne er ifølge Foreign Policy de tryghedssøgende og populistiske Fox News TV-kiggere. De er mistænksomme over for den hamiltonianske big business-linje, Wilsoniansk "god vilje" politik, men de er også imod Jeffersoniansk svaghed.

Obama ses nu som en modstræbende Wilsonianer/Jeffersonianer, som vi kendte ham fra præsidentvalgkampen, der tvinges ud i en stillingtagen til det komplekse amerikanske imperiale cirkus af internationale aftaler, basesystemer, det hele krydret med dårligere opinionsratings, en populistisk folkelig opinion og krav fra et militært-industrielt kompleks derhjemme. Denne cocktail - eller den måde, han lod sig påvirke af det - forklarer dels, at han måtte vandre rundt i Det hvide Hus i et par måneder og overveje McCrystalrapportens mål for troppeforstærkninger i Afghanistan, samt glidningerne i retorikken fra præsidentvalgkampens taler om, hvordan USA skal trække sig ud af Irak og til Nobelfredspristalen om "retfærdig krig".

Den seneste udvikling er Detroit-fly-bombemandens påvirkning af retorikken. Efter flere dages møder med sine sikkerhedsrådgivere i Det hvide Hus kommer Obama ud med udtalelser, der rykker ham længere væk fra den wilsonianske pladderhumanisme og over imod en mere hamiltoniansk linje. Han gør, hvad han kan for at stryge den uheldige "wimp"-mærkat af sig. I sit svar på kritik af en for forsigtig linje, siger han "we are at war against al-Qaeda".

Den wilsonianske multilateralistiske linje kommer især frem i talerne i Cairo 6.4.09 og talen om atomnedrustning i Prag. I Cairo siger han f.eks.:

Så længe vort forhold defineres af vore forskelle, vil vi forstærke de, der sår had frem for at så fred, de, der fremmer konflikt snarere end det samarbejde, der kan hjælpe vore folk på begge sider til at nå retfærdighed og velstand. Og denne cyklus af mistænkelighed og uenighed må bringes til afslutning.

Obama kommer ikke til at leve op til denne målsætning ved at tale om at være i "krig med Al-Qeada". Dermed er ikke sagt, at man skal føre dialog med Al-Qeada, men man risikerer, at man just falder i den fælde, disse terrorister har sat op for det sekulære Vesten.

Det er forståeligt (og nødvendigt), at man vil bekæmpe terrorisme. Men hvordan bør det gribes an? Der er en socio-økonomisk baggrund for terrorisme, som kan være vanskelig at fange og ikke mindst formulere i en politisk diskurs over for offentligheden. Det er her, problemet ligger i forhold til amerikansk populisme, og just her, præsidenten skulle have stoppet op. Et af USA's store retoriske fejlgreb siden 2001 har været omtalen af terroristbekæmpelse som "krig". Det har mudret folkeret og internationale retsbegreber, herunder krigens regler i Genevekonventionerne, til.

Den traditionelle politologiske diskurs om amerikansk politik, som den kommer til udtryk i Foreign Policy artiklen er imidlertid også forfejlet. Realisme og idealisme bør ikke ses som modstående størrelser, som der kan vælges imellem i førelsen af politikken, men forskellige måder, hvorpå supermagten varetager sine interesser på og udvikler en politisk diskurs til det. Wilson var idealist, fordi det var en mere behændig måde at føre stormagtspolitik på i forhold til de europæiske kolonimagter på den tid. Det var ikke kun for folkenes blå øjnes skyld, at man ville indføre princippet om folkenes selvbestemmelse i de 14 punkter. Det var en behændig måde for amerikansk big business, der på det tidspunkt var ved at blive dominerende i Verden, at komme til fadet på i en situation, hvor de europæiske kolonimagter var ved at have udspillet deres rolle. Og ikke mindst fordi, man konkurrerede med et fremstormende Tyskland om at komme først til dette fad.

Did We?

2010-01-02T14:55:00.007+01:00

(Source: Eurostat. Click on it for larger version)

Have they done it, the women? Have they achieved full gender equality? That seems to be a pertinent question now at the beginning of a new decade.

The weekly The Economist does not seem to be in doubt about it. It quotes statistics showing that women's labour market participation is equalt to men's in a few of the rich countries. And women are still on their way up. Women er now in a majority in most university courses. In the coming years they may challenge men in the few remaining male bastions, like the board rooms and top CEO positions in private companies.

It is, however, questionable if they really did it. Take a look at the figure above. It shows male and female part time labour participation in EU countries. Part time work is very common among women. In leading "female labour participation" countries like Denmark and Sweden it is up to 25 - 30 per cent of women who have part time jobs.

What is characteristic of most part time jobs?
Low pay, limited career options, marginalised position in the work place, risk of dismissal. It is not such a big treat. The pay is often limited. That means that it is impossible to support a family on the income from a part time job. Women working part time become dependent on men, just like the old days in patriarchal society.

So it is only in the eyes of The Economist that the women "did it". A lot of middle class women with professional jobs and careers have got vastly increased opportunities. And that's real progress. On the other hand, uneducated, working women, women in menial job positions haven't done so well. They are still underpaid compared to men. They are still dependent on men because they work shorter hours.

En svag aftale

2009-12-21T08:33:00.014+01:00

Det er utroligt så forskellige vurderinger, der er af Københavnserklæringen, som blev resultatet af Klimatopmødet i København. Det sete afhænger i høj grad af øjnene, der ser. Grønne NGO'er er skarpe i deres fordømmelse af aftalen. De ville gerne have noget betydelig mere vidtgående og betydelig mere forpligtende. Og rigtigt er det da også, at man med aftalen risikerer ikke at holde sig på 2 grader temperaturstigning, men meget vel kan ende på 3 grader - med katastrofale konsekvenser.

New York Times skriver på lederplads positivt om aftalen i København. Man er glade for "endelig at have fået en præsident, der tager klimaproblemerne alvorligt":

Det, der er opnået i København, er ikke trivielt, når man tager sagens kompleksitet og forskellene mellem rige og fattige lande i betragtning". Præsident Obama fortjener en stor del af æren for det. Han ankom i det øjeblik, forhandlingerne var ved at kollapse, brugte 13 timer i non-stop forhandlinger og spillede hardball med kineserne. Da tiden var ved at løbe ud - fik han med hjælp fra Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika en aftale igennem, som alle, bortset fra en håndfuld lande, de 193 lande accepterede.

"Accepterede". Ja, men nok en stiltiende form for accept. Den blev taget "til efterretning" i mødelederens opsummering. Udover prisningen af deres præsidents bedrifter hæfter avisen sig ved det "dramatiske tilbud om 100 mia $ i hjælp fra de industrialiserede lande til de fattigere lande til at hjælpe dem til mindre forurenende energikilder og til at hjælpe dem i kampen mod tørke og andre påførte klimakatastrofer".

Det er korrekt, at dette beløb (fra 2020) ikke er uden betydning - hvis pengene i øvrigt kommer til udbetaling. Man skal lægge mærke til aftalens ordlyd og de juridiske smuthuller der ligger i den. For det første defineres en kontekst, inden for hvilken pengene kan komme til udbetaling. For det andet nævnes adskillige finansieringskilder, hvoraf de private formentlig forbindes med CO2-kvotesystemet og off-setting, hvad der giver de vestlige multinationale selskaber fortsatte muligheder for teknologisk og investeringsmæssig dominans i de fattige lande.

Landene bestemmer selv, hvilke reduktionsmål de vil lægge ind. Hermed er aftalen svagere end Kyoto-protokollen, hvor reduktionsmål angivet i protokollen var bindende for landene.

Ifølge en pakistansk avisleder er aftalen ikke noget at råbe hurra for. Pakistan er et land med over 170 mio mennesker. Det er et af de meget fattige lande. Pakistanerne kommer til at høre til ofrene for en dårlig og utilstrækkelig klimapolitik:

a select group of countries came up with an ‘accord’ that is not obligatory and was simply ‘noted’ by other delegates in a final resolution. Indeed, it is questionable whether the so-called deal even enjoys UN endorsement. Warming caps have been agreed upon but how these are to be achieved remains a mystery. Substantial funds have been promised to developing nations to help them cope with the fallout of climate change but this pledge (løfte) too is short on detail. What we have been told, in effect, is that there is no option right now other than going about business as usual and subjecting the planet to a slow death. And yes, then we’ll talk some more in Mexico in November 2010.

The unkindest cut for many developing countries is that they will be hardest hit by climate change even though their emission levels are negligible on the global scale. Take the case of Pakistan. Our contribution to global warming is almost irrelevant, yet we are already facing the reality of erratic weather (uberegneligt vejr) that is playing havoc with an agro-based economy (skaber kaos i en landbrugsbaseret økonomi). Sea levels are rising and vast swathes of arable land (store områder af opdyrkelig jord) have been lost to intrusion, for reasons of climate change as well as reduced flows downstream of Kotri. Our glaciers are melting at a rapid rate, which means inundation in the medium term (oversvømmelse på mellemlangt sigt) and ultimate drought (i sidste ende tørke). It must be accepted, sooner than later, that there is no Planet B. A global solution needs to be found.

Hvordan har det kunnet gå til, at man har fået en sådan klimaaftale?

Svaret ligger nok i, at de to supermagter USA og Kina - på trods af en masse teatertorden og trakasserier - har været enige m.h.t., at en forpligtende klimaaftale ikke er i disse tos interesse. De udleder tilsammen over 40 pct af de globale udledninger af CO2. De har ikke ønsket at gå glip af mulig økonomisk vækst p.g.a. skrappe miljøreguleringer. Det har været realpolitik, der har været ført.

Man kan også være mere venlig over for aftalen og se den som et udslag af Global Politik som "det muliges kunst". Det er svært for 192 nationer at blive enige om en forpligtende klimaaftale. Enhver begyndelse er - ja , netop en begyndelse og må respekteres som sådan. Og København kan måske ses som en begyndelse i højere grad end Kyoto, fordi alle har i det mindste taget aftalen ad notam. Ugebladet The Economist skriver:

FN's klimaproces har i mere end et årti været forhekset af en todelt splittelse mellem udviklede lande og udviklingslande. Under Kyoto-protokollen var det kun udviklede lande, der forpligtede sig til at beskære emissioner; udviklingslande kom ikke med sådanne løfter. Det var hovedgrunden til, at Kyoto led nederlag, fordi USA ikke ville acceptere en traktat, der ikke krævede noget af lande som Kina, og Kina insisterede på, at den rige verden skulle bære hovedparten af den nødvendige omkostninger forbundet med at begrænse emissioner.

Der kan være lidt i denne argumentation. Men den er kun delvist rigtig. Bag USA's modstand lå også effektiv lobbyvirksomhed fra olieindustrien og andre brancher.
Når Københavnskonferencen ikke førte til mere, hænger det nok sammen med, at vægtige spillere som USA og Kina opretholdt deres gamle holdninger. - Og at de to i virkeligheden denne gang så en fælles interesse i at lande aftalen der, hvor den landede.

Sammenbrudte klimaforhandlinger munder ud i "Københavnserklæringen"

2009-12-19T09:37:00.018+01:00

Ved Berlinkonferencen i 1884 delte de europæiske stormagter Afrika op imellem sig. Det var det, der gik under betegnelsen "the scramble for Africa" ("Det vilde, uorganiserede kapløb om Afrika"). Nu har man fået en slags det 21. århundredes gentagelse, der kan kaldes "kapløbet om at nyde godt af retten til at fylde atmosfæren med CO2". På denne måde sammenligner den britiske skribent George Monbiot forløbet af Københavnskonferencen 2009 med Berlinkonferencen 1884. Det kan have en vis berettigelse. På den anden side må man sige, at der netop i København opstod magtspil, der viste, at det postkoloniale mønster i dag er noget anderledes. U-landene fik faktisk denne gang - måske med hjælp fra Kina og Indien - manifesteret, at Verden ikke længere er så let at dele op i colonisers og colonised

Den multilaterale institution FN kom dog til at spille fallit i forsøget på at regulere adgangen til den fælles alminding, the Commons, atmosfæren.

Inden præsident Obama tog afsted fra København om aftenen den 18. december, havde USA sammen med Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika - og nogle lande på sidelinjen - forhandlet en erklæring igennem, The Copenhagen Accord, som imidlertid ikke umiddelbart blev godkendt af en række lande på COP 15 plenarmødet. Det skete først i løbet af formiddagen den 19, hvor FN's plenarforsamling vedtog at tage The Copenhagen Accord til efterretning. Forløbet var en hån imod det globale demokrati i FN. Det frustrerede både EU, der er foregangsområde med hensyn til som den eneste at have udviklet et bindende reguleringsregime for fossile brændsler, og en række af de fattigste u-lande. Det svenske EU-formandsskab og kommissionsformand Barroso blev kørt helt ud på sidelinjen af Kina og et USA, hvis præsident havde travlt med at komme hjem en sen fredag aften.

Selv om Kina er med i The Copenhagen Accord, må man sige, at det ikke lykkedes at få "banket Kina og G77-landegruppen på plads".
Det vedtagne dokument er ikke meget andet end en række hensigtserklæringer uden bindende juridisk virkning. Det indeholder bl.a. to tomme skemaer, hvor landene selv kan skrive reduktions- og afbødningsmål ind.

Aftalen indeholder et system til overvågning af fremgangen i nationale mål, men forpligtelserne er løst formuleret, og det skal ske med "national suverænitet respekteret".

Aftalen sætter som mål en maksimal stigning i de globale temperaturer på 2 grader i 2050 i forhold til niveauet før industrialiseringen. Langsigtede reduktionsmål er ikke formuleret.
Det er ikke nok til at sikre østater imod at forsvinde under havets overflade; og det er ikke nok til at forhindre klimakatastrofer i mange af de fattige lande.

Det interessante ved dette dokument er annekslisten over reduktioner og finansiering (Table 1), hvor landene fastlægger de reduktionsmål (Annex 1) og afbødningsforanstaltninger(mitigation) i Annex 2, som de hver for sig ved konferencens slut mener at kunne gå med til. USA vil som Annex 1 land reducere CO2 med 14 - 17 pct i forhold til 2005 (hvad der kun er ca 4 pct i forhold til 1990) Kina vil som Annex 2 land øge effektiviteten af sin brug af fossile brændsler med 40-45 pct i 2020 i forhold til 2005. Det er en frivilligt pålagt forpligtelse, som ikke hindrer landets fremtidige økonomiske vækst, men kun fastlægger rammemål for vækstens energieffektivitet.

Hertil kommer de beløb til afhjælpning af ulandenes økonomiske omstilling og kamp imod virkningerne af klimaændringer, som henholdsvis EU, USA, m.fl. vil forpligte sig til for perioden frem til 2012, samt den længereløbende finansiering på 100 mia$ årligt fra 2020.

Et af de mest synlige og ambitiøse resultater er vedtagelsen af en plan til redning af regnskovene.

Der er som helhed langt fra dette dokument og til en virkelig forpligtende international klimaaftale.

En amerikansk avis (N.Y. Times 19.12.09) kommenterer konferencens forløb sådan:
The messy compromise mirrored the chaotic nature of the conference, which virtually all participants said had been badly organized and run.

Det er ikke ligefrem topkarakter for den kunstneriske udførelse. Det er let af skyde på det danske formandsskab. Det kunne tidligere have taget med i forberedelserne, at magtrelationerne i verden har ændret sig, så man ikke havde ført aktivistisk udenrigspolitik ved at sidde og råbe fra den amerikanske præsidents jakkelomme og fremlagt tidlige traktatudkast, hvor de modstående interesser og synspunkter fra de andre "parties" (u-landsgruppen) ikke var inkluderet.

Når det er sagt, så ville enhver ledelse af foretagendet kunne være kommet til kort, fordi interesserne ikke lod sig forlige. Enten har man ikke anset klimatruslerne for tilstrækkelig videnskabeligt dokumenteret, eller også har man ikke kunnet overbevise nationale politiske systemer om alvoren i dem. Det sidstnævnte har især været et amerikansk problem. Det er for nemt bare at tage bind for øjnene og fortsætte sin livsform med firhjulstrækkere og opvarmede svømmepøler.

Der er to supermagter og et duopolært internationalt system nu, og den store gruppe af u-lande (G77, der består af 130 lande) er derfor ikke så let at baske rundt med mere, fordi den kan støtte sig til det stadig stærkere Kina, men også til stærke u-lande som Indien og Brasilien. Det viser G77 gruppens reaktion på "The Danish text", den lækkede tekst, der var forberedt af Danmark (og formentlig inspireret af bl.a. USA og Storbritannien) til at skulle tvinges ned i halsen på u-landene.
Samtidig kan G77 gruppe landene imidlertid også blive (mis)brugt af Kina i denne voksende stormagts spil.

Dramaet Stjernespillerne
The "Danish text leak"

Klimatopmøde og retten til at blive hørt

2009-12-16T21:59:00.011+01:00

Det er ikke et pænt skudsmål, Danmark får i dagens Guardian over behandlingen af de demonstrerende ved klimatopmødet og førelsen af forhandlingerne ved mødet. Avisen gør opmærksom på, at den allerede for en måned siden kommenterede politiets udvidede beføjelser i det, der herhjemme er kendt som "lømmelpakken", til at tilbageholde demonstranter og foretage præventive anholdelser. Man fik det svar, at "de nye politibeføjelser ikke på nogen måde vil påvirke fredelige demonstranter". Det mener Guardian ikke er korrekt efter man har set, hvordan demonstrationerne er forløbet: "Synet af 1000 aktivister, der holdtes fast ved temperaturer i timevis uden grundlæggende rettigheder vil klart udstille de danske myndigheders argumentation. Det samme gør rapporter om peberspray brugt mod demonstranter, der er indespærret i bure."

En af bladets egne korrespondenter, der tog billeder ved en demonstration, kom i karambolage med politiet. Han spurgte, hvilken lov, der blev anvendt, og fik at vide: "It doesn't matter, you have no rights, you must do what I say or you will be arrested."

Arrestationen af den tyske aktivist Tadzio Müller, talsperson for Climate Justice Action, udstiller måske i særlig grad det betænkelige i de nye politimetoder. Manden blev arresteret - ikke for noget han havde gjort - men på en formodning om, at han vil anstifte til vold og uroligheder! Det er ikke et retssamfund værdigt at arrestere folk på det grundlag.

Det var ikke særlig mange, der deltog i Climate Justice Action aktionen, der skulle have åbnet Bellacentret for demonstranterne. Kun nogle få tusinde. Om det skyldes politiets hårdhændede metoder, der har skræmt folk væk, kan man ikke vide. Forhandlingerne derinde blev ikke afbrudt.

Det var dog ret omsonst, idet forhandlingerne gik i stå - mere eller mindre af sig selv. En lettere frustreret Lars Løkke Rasmussen udtalte "procedure, procedure, procedure!" Bag procedureuenigheder gemmer der sig imidlertid ofte substantielle uenigheder om indhold. Det var også tilfældet her. Forhandlingsledelsen burde have taget udgangspunkt i de substantielle uenigheder mellem i- og u-lande.

Det er ikke ukendt at komplicerede FN-forhandlinger udvikler sig på den måde. I dette tilfælde har formandsskabet dog heller ikke optrådt særlig heldigt m.h.t. at forstå kompleksiteten i de forskellige positioner og handle derefter. Man har helt åbenbart undervurderet u-landenes nye styrke - og dele af disse landes forhandlingsposition. Derfor startede formandsskabet med at lave et papir, det berygtede "danske papir", der lækkede, og som helt åbenlyst var et tidligt forsøg på at strikke et forlig sammen, der især tog hensyn til de rige vestlige landes interesser. Papiret gjorde op med Kyoto-protokollens fastlæggelse af forskelle i rige og fattige landes emissionsforpligtelser.

Det lader til, at det danske formandsskab - og andre rige lande, på hvis vegne Danmark fremlagde papiret - heller ikke har forstået det afgørende ulandsargument omkring "ecological debt", "klimagælden", der hænger sammen med, at de rige lande har industrialiseret og dermed har stået for 75 pct af udledningen af CO2. De fattige lande har 75 pct af befolkningerne og har stået for en langt mindre udledning af CO2. Det er deres tur til at industrialisere og blive "udviklede". For at dette kan ske kræver det betaling for omstilling til grønnere teknologi, - altså kort sagt: Betaling af den økologiske gæld. Det er al ære værd, at EU-landene kunne mødes og enes om 2,4 mia euro til dette formål hvert af de kommende tre år. Det er bare alt for lidt. De andre rige lande skal med om bord, og beløbet bør være væsentligt større. Og endelig bør der ikke være tale om omfordeling af u-landsbistand, man giver i forvejen, men om nye penge. Ellers er den økologiske gæld ikke betalt, og så kan man ikke forvente, at u-landene vil bidrage med de fornødne emissionsreduktioner.

Formandsskabet var igen den 16. ude med et papir, der vakte furore i ulandsgruppen. Gruppen fremførte kritik af, at denne nye forhandlingssammenskrivning ikke byggede på de forhandlingssessioner, der havde siddet og arbejdet, men var som "dumpet ned fra den blå himmel", som en ulandsforhandler udtrykte det. Oplægget til kompromis afspejlede tilsyneladende mere et traditionelt vestligt syn på løsningsmulighederne end et syn, hvor u-landssynsvinklen blev inddraget til denne landegruppes tilfredshed. U-lande er ikke længere så lette at baske rundt med, som de har været tidligere. Så gik de danske embedsmænd i gang med at skrive om; og det tager noget tid. Man var nu ved at være oppe på en forsinkelse på snart et døgn i forhandlingsprocessen.

Det er ikke alene Danmarks ry som et land, der sætter menneskerettigheder og ytringsfrihed højt, der er på spil. Det drejer sig også om folks ret til at blive hørt i et anliggende, der vedrører deres egne og deres børns fremtid. I iveren efter at få en aftale igennem, synes man at overse, at det ikke er ligegyldigt, hvad aftalen indeholder:

Attempts to stop the voices of the protesters do not only ride roughshod over Denmark's reputation for upholding civil liberties, they also threaten to foist an unjust and ineffective climate deal on the world. The lives and livelihoods of millions of people across the world are at stake. They have a right to be heard. Silencing them is a crime of unimaginable proportions.

Aktivistisk udenrigspolitik

2009-12-10T06:26:00.005+01:00

Denmark is fully aware of the importance and sensitivity of Tibet-related issues and attaches great importance to the view of the Chinese government on these issues. Denmark takes very seriously the Chinese opposition to meetings between members of the Danish Government and the Dalai Lama, and has duly noted Chinese views that such meetings are against the core interest of China, and will handle such issue prudently. In this regard, Denmark reaffirms its One-China Policy and its unchanged position that Tibet is an integral part of China. Denmark recognizes China’s sovereignty over Tibet and accordingly opposes the independence of Tibet. (Verbalnote om det dansk-kinesiske forhold overbragt de kinesiske myndigheder repræsenteret ved den kinesiske ambassade i København og det kinesiske Udenrigsministerium i Beijing).

Uanset hvad man ellers måtte mene om det betimelige i at mødes med Dalai Lama på højt regeringsniveau (der er så mange religiøse ledere, at statsministeren i så fald kunne få travlt), må man sige, at den danske regering udviste et vist mod ved at gøre det. Tibetanerne er en klemt etnisk gruppe.

Så meget mere forsmædeligt er det da også at se det danske tilbagetog. Ja, ikke alene et tilbagetog, men et totalt knæfald for kineserne. Så vidt man kan forstå, er denne note blevet forhandlet på højt niveau mellem Kina og Danmark. Man kan forestille sig, at der er udøvet en vis lobbyvirksomhed fra diverse erhvervsinteressers side. Så meget desto mere gælder det om at stå fast og ikke bøje sig for en stormagts pres. Hvis man mener noget med at føre udenrigspolitik, hvor kamp for værdier, herunder menneskerettigheder og folkenes selvbestemmelsesret/beskyttelse af etnicitet står i centrum, så bør man ikke vakle i en situation som denne. Jvf følgende definition af dansk udenrigspolitiks fokus i den globale politik:

Den globale dimension i vores udenrigspolitik skal fokusere på:

■At styrke den internationale retsorden med FN som den centrale ramme

■At kæmpe for menneskerettigheder og dialog mellem kulturer

Udenrigsminister Per Stig Møller har sagt, at det jo blot er en bekræftelse af den et-Kina politik, Danmark hele tiden har ført. Javel, men der er forskel på at have accepteret et-Kinapolitikken og så få den banket ud i runer på denne måde. Og man skal lægge mærke til, at der ingen som helst forbehold er. Man burde have forsøgt at have fået en formulering ind om, at en accept af kinesisk overhøjhed over Tibet samtidig som en forudsætning må indebære en respekt for demokrati og mennneskerettigheder og en vidtgående beskyttelse af denne befolknings minoritetsrettigheder m.h.t. sprog og kultur fra den kinesiske centralregerings side.

Finanskrisen revisited

2009-12-04T09:03:00.007+01:00

(Det økonomiske Råd. BNP-udvikling i Danmark, USA og EU. E09 rapport)

....et kraftigt økonomisk opsving i USA, i første omgang hjulpet af skattelettelser og en meget lempelig pengepolitik spredte sig til resten af verdenen samtidig med, at den kinesiske økonomi voksede i betydning.

Den amerikanske økonomi blev stærkt båret af optimisme og købelyst hos den amerikanske forbruger, mens den kinesiske økonomi fik sin styrke gennem en imponerende eksportvækst og massive erhvervsinvesteringer. USA fik et meget betydeligt underskud på betalingsbalancen, som finansieredes i betydeligt omfang af overskud i Kina, og i de olieproducerende lande, som nød godt af en kraftig vækst i verdensøkonomien. Likviditeten i det finansielle system verden over blev billig og rigelig. Jagten på afkast tog mange former, og risikovilligheden var stor.

Denne udvikling påvirkede også os her i Danmark. Som en lille og åben økonomi nød vi godt af det internationale opsving. Den rigelige likviditet i de internationale kapitalmarkeder betød, at bankerne kunne supplere de traditionelle indlån med låntagning i udlandet, som basis for stærkt stigende udlån. Ved siden af traditionel erhvervsfinansiering bar udviklingen præg af opsving i nybyggeri og modernisering – ikke mindst på boligområdet. De gunstige konjunkturer betød også, at aktiviteterne i den finansielle sektor i stigende grad gik ud over landets grænser, hvor der foretoges opkøb af banker i hidtil uset omfang.

Mange bankers stigende låntagning i udlandet gjorde sektoren afhængig af fortsat adgang til international likviditet.

De rigelige og billige lånemuligheder gav ekstra kraft til opsvinget. Det danske opsving næredes af eksport, privatforbrug og investeringer, og fik samtidig medløb af offentligt forbrug. Dansk økonomi nåede grænsen for egen formåen i slutningen af 2007, uafhængigt af den begyndende finansielle krise, og var selvstændigt på retur, da Lehmann Brothers kollapsede i september 2008 og hensatte de finansielle markeder i chok og gav stødet til den økonomiske krise. Det afgørende finansielle stød kom til os udefra. Men vi havde selv gjort os sårbare, da krisen ramte. Vi kan ikke forhindre nye kriser, men vi kan og skal tage ved lære af det, vi har været igennem.

Når vi kigger tilbage over den seneste halve snes år, er det åbenbart for enhver, at udviklingen på ejendomsmarkedet i Danmark forstærkede konjunkturforløbets op- og nedtur. Og dermed bidrog til de vanskeligheder, vi kæmper med i dag. (Uddrag af nationalbankdirektør Nils Bernsteins tale for Finansrådet 30.11.09)

Det er en glimrende analyse og gennemgang, der her laves af nationalbankdirektør Bernstein, af de senere års økonomiske globalisering, frie kapitalbevægelser og deres virkning på Danmark. Det er en udvikling, der har været vild, anarkistisk og uregerlig - og den er tilsyneladende kommet fuldstændig bag på økonomiske beslutningstagere.

Det er ikke underligt, at Nils Bernsteins tale om den danske økonomis tilstand og dårlige tilpasning til disse vilkår har fået en del kommentarer med på vejen, herunder også fra regeringen. Selv om kritikken fra Bernstein er noget indpakket, er der ingen tvivl om, at der er stærk kritik af regeringen for, at den har medvirket til at lade konjunkturen løbe løbsk. Det drejer sig ikke alene om, at den danske økonomi nåede kapacitetsgrænsen i slutningen af 2007, som Bernstein bemærker. Virkningen af dette var bl.a. en stigning i omkostningsniveau, som økonomien lider under nu i form af alt for kraftigt fald i produktion og eksport. Men det drejer sig også om, at udviklingen på boligmarkedet blev stimuleret af indførelsen af afdragsfrie lån i 2003 og af stoppet for ejendsomsværdibeskatningen. Det satte gang i huspriserne og førte til en stigning i friværdier, der blev omsat i en kraftig forbrugsfest.

Man kan imidlertid undre sig over, at Nationalbanken ikke også erkender, at den selv har en vis medskyld i, at det kom så vidt. Hvis bankens opgave, ifølge lovgivningen, er at sikre et stabilt pengevæsen, så kan varetagelsen af denne opgave i en globaliseret tidsalder med åbne grænser og kapitalbevægelser ikke begrænses til de traditionelle pengepolitiske instrumenter. Rentefastsættelsen er delvist spillet af hænde, når man "skygger euroen" gennem den "faste kronekurs", og renten derefter fastsættes af den Europæiske Centralbank. Og påvirkning af bankernes udlånsvirksomhed giver ikke længere mange muligheder for stramning af pengepolitik, når bankerne kan gå ud på de internationale lånemarkeder og låne billigt. I den situation måtte man have råbt kraftigere vagt-i-gevær over for pengerigelighed og lemfældig udlånspraksis til ejendomssektoren. Det ejendommelige er, at man har set situationen med rigelig likviditet fra udlandet gentage sig de seneste måneder, uden at det har ført til reaktioner.

Det rejser spørgsmålet, om staten overhovedet er i stand til at kontrollere de åbne kapitalmarkeder? Foreløbig har man i både USA, Storbritannien - og Danmark, smidt milliarder ud til redning af banker, men uden at være i stand til at gennemføre den nødvendige reguleringslovgivning, der skulle fjerne risikoen for nye kriser. Britiske aviser skriver i dag, at de samlede garantier og understøttelser til finanssektoren løber op i 850 mia£. Regningen til skatteyderne udgør omkring 131 mia£. I USA drejer det síg også om gigantiske beløb. "Too big to fail" er blevet en joke, man burde have nøjedes med at reservere til isbjørne stillet over for truslerne om climate warming. Appliceret på banker har denne opskrift ført til statsunderstøttelse af yderligere fusioner og konsolideringen i sektoren.

I USA har en nagende tvivl om egen og The Feds (USA's nationalbank) evne til at regulere finansmarkederne også bredt sig. Senatets finanskomitè har haft Ben Bernanke i høring om fornyelse af hans mandat som nationalbankdirektør for en ny periode. Under denne høring har han erkendt, at krisen kom bag på den amerikanske centralbank. Han havde "ikke forventet en krise af det omfang".

"Stillet over for stigende huspriser og risikabel pakning af prioritetslån, undlod The Fed at handle", bemærkede en af senatorerne. Han tilføjede, at The Feds efterfølgende forsøg på at gøre noget effektivt igennem den astronomiske understøttelse af enkelte storbanker ud fra "too big to fail" strategien har øget risiciene i systemet.

Det kan se ud til, at der er travlt ved håndvasken. Det er altid et første skridt til en løsning, at problemerne erkendes. Når man ser på tiltagene til ny reguleringslovgivning giver det ikke optimisme med hensyn til, at problemerne løses. De er fulde af huller og muligheder for undvigelser.

Symbiotisk G2

2009-11-18T20:02:00.007+01:00

(Underskud i samhandel USA/Kina. Mia $. Kilde:US-China Business Council)

Det er ikke kun parforhold og familier, der er præget af symbiotiske forhold. Det kan forholdet mellem lande også være. Det kan blive farligt, når følelser er præget af ambivalens.

I sådanne forhold kan det indimellem være svært at sige tingene lige ud. Det er det også i den store symbiose mellem de to supermagter USA og Kina om det gensidige økonomiske forhold. Under det meste af præsident Obamas lange besøg i Kina i den forløbne uge har den ømtålelige økonomiske relation ligget som en konstant understrøm under samtalerne. Når det bryder op til overfladen, bliver det voldsomt. Det startede allerede inden Obama gik ud af Airforce One og satte foden på landjorden.

Ved en konference i Beijing angreb Liu Mingkang, chef for Kinas banktilsyn, USA's pengepolitik på en måde, der ville have været utænkelig for bare et par år siden. USA's lempelige pengepolitik med udpumpning af dollars og kunstig fastsættelse af en meget lav rente vil, sagde han, kunne fyre op under endnu en spekulativ boble, som vil kunne få alvorlige konsekvenser for den globale økonomi. Den lave rente og lette adgang til penge fremmer investeringer i aktier og ejendomsmarkeder. Med en rente på mellem 0 og 1 skal der ikke meget fantasi til at se, hvordan forskellige investeringer i aktier og obligationer rundt omkring i Verden vil kunne give et mere interessant afkast. Når pengene imidlertid ikke investeres i produktion, sker der en oppustning af papirværdier, altså endnu en boble, som, når der går hul på den, kan udløse et nyt fald, og dermed en double dip konjunkturnedgang, der kan blive af længere varighed. Det vil kunne true den gryende konjunkturopgang i "emerging markets".

Det bliver til den såkaldte "carry trade", når investorer låner massivt i dollar og bruger pengene på investeringer med højere afkast i andre lande.
Det er bl.a. Danmark, der er et mål for disse hede penge. Danske realkreditobligationer og længereløbende statsobligationer er interessante, dels. p.g.a. et relativt pænt afkast, og dels fordi den danske valuta er bundet til euroen og dermed ligger fast. Den danske valutabeholdning var i oktober på 376 mia kr, en stigning på over 180 pct på et år. Det kunne vi tilsyneladende være glade for, men det er et problem, når det er penge, der puster mere luft i en boble, der allerede er ved at blive for stor.

Kineserne er ikke selv uden skyld i, at man er endt i denne situation. De har igennem flere år oparbejdet et stort betalingsbalanceoverskud i forhold til USA, der har sammenhæng med en relativt lavt sat kurs på den kinesiske valuta. Kommentarerne er nok også udtryk for frygt over værdien af deres investeringer i dollartilgodehavender på længere sigt.

Pengerigeligheden kan føre til inflation. Og hvad ordkrigen mellem de to symbiotiske kombattanter fører til, kan man kun gisne om. Men der er allerede angivet et tema med tendenserne til optrapning af protektionistiske foranstaltninger.

Er den kinesiske valuta farligt undervurderet?

2009-11-16T08:32:00.005+01:00

Paul Krugman, en af USA's ledende økonomer, er ude med den helt store pegefinger over for den kinesiske valutapolitik i sin klumme i New York Times. Den kinesiske valuta er farligt undervurderet, siger han.

Kina er i stand til at styre valutakursen, da renminbien ikke er fuldt konvertibel, og kapitalstrømme ind og ud af Kina er reguleret. Hvor Kina tidligere har ladet valutaen stige langsomt i værdi, sattes denne stigning ud af kraft nogenlunde samtidig med krisens gennemslag i 2008. Så det kan tage sig ud som et eksempel på det, økonomer kalder beggar-thy-neighbour politik: Man forsøger at få fordele på naboernes bekostning ved at holde valutaen kunstigt lavt, så eksporten favoriseres. Der er dog ikke meget tvivl om, at hovedparten af det store underskud i samhandelen mellem USA og Kina i sidste lands favør, skyldes amerikanernes egen politik: For lav opsparing i husholdningerne, lav produktivitetsudvikling og dårlig konkurrenceevne. En stor del af handelen foretages i øvrigt af filialer af amerikanske multinationale, der har outsourcet produktion til Kina.

So picture this: month after month of headlines juxtaposing soaring U.S. trade deficits and Chinese trade surpluses with the suffering of unemployed American workers. If I were the Chinese government, I’d be really worried about that prospect.

Unfortunately, the Chinese don’t seem to get it: rather than face up to the need to change their currency policy, they’ve taken to lecturing the United States, telling us to raise interest rates and curb fiscal deficits — that is, to make our unemployment problem even worse.

Lidt kan der være om snakken, men ovenstående svada er en overdreven konklusion, hvor Krugman lægger op til China-bashing, en amerikansk disciplin, der, når den udfoldes maksimalt, ikke lover godt for international afspænding og samarbejde. Man kan diskutere, hvem der bør belære hvem, men når kineserne siger, at USA skal begrænse (curb) deres budgetunderskud (fiscal deficits), er det ud fra en forståelig frygt for, hvad der vil ske med den næsten trillion $ af amerikanske statsobligationer, de har været så uforsigtige at købe, hvis budgetunderskuddene fører til inflation og muligt sammenbrud af dollaren.

Det er primært USA selv, der kan gøre noget for de mange arbejdsløse amerikanere. Selvfølgelig bør den kinesiske valutas værdi i højere grad afspejle relativ konkurrenceevne, men selv hvis dette sker, vil de amerikanske problemer næppe være overvundet. Den amerikanske mangel på konkurrenceevne er meget mere end et spørgsmål om relative priser.

Droneangreb og international retsorden

2009-10-21T17:40:00.012+02:00

"Hvad vi ikke ser og hører, behøver vi ikke at have ondt af", synes at være mottoet for meget af offentlighedens omgang med krigene i Afghanistan og Pakistan.

Mens man er optaget af optællingen af stemmer i plasticbokse efter det mislykkede valg i Afghanistan, er CIA måske stille og roligt ved at ændre den internationale retsorden, som FN og andre internationale organer ellers har forsøgt at bygge op i de seneste årtier. - I hvert fald, hvis de oplysninger ellers står til troende, som fremlægges af det amerikanske magazin The New Yorker, hvor man interviewer Jane Mayer om CIA's covert operations og droneangrebene i Pakistan.

Det er ikke længere kun Al Qaeda, der er mål for disse. Pakistans protester over angrebene er bragt til tavshed ved, at mål, som favoriseres af de pakistanske myndigheder, er kommet ind i billedet. Det gælder f.eks. Taliban lederen Beitullah Mehsud, der var "fjende af den pakistanske stat", og som blev sat ud af spillet tidligere i år via et droneangreb.

Ifølge interviewet er antallet af droneangreb øget betydeligt, siden Barack Obama kom til magten. Det samme gælder definitionen af, hvad der er legitime mål for angreb.

Jane Mayer er også inde på, at de pågældende operationer er en gråzone, idet man i kraft af, at CIA er en "civil organisation", ikke er underlagt de samme regler om transparens, der gælder, når det er militæret, der laver operationer. Derfor er det mørkelagt over for offentligheden, hvad grundlaget for udvælgelsen af mål er, samt hvad det er for juridiske responsa, der evt. ligger til grund for en eventuel legitimering af aktiviteterne. Operationerne rejser nye typer af juridiske problemer. Kan udlændinge f.eks. under henvisning til, at det er en krigssituation være berettiget til efter international ret at gå til modangreb? spørger Mayer:

Why do you think the Obama Administration chose to rely more on drones?

Basically because they can. It’s sort of the least bad option. They can’t get into the tribal areas of Pakistan where a lot of Al Qaeda suspects are thought to be hiding, but they can see them with these drones. So it’s the only way they can get at them.

But there are all kinds of unintended consequences. For one thing, these missile strikes could scatter Al Qaeda, and cells could move to other parts of Pakistan, maybe down toward Karachi, where the population is denser. There have been reports of people already starting to move there.

Also, if the United States can legally kill people from the sky in a country that we’re not at war with, other countries will argue they can do the same thing. And the people using those joysticks in Langley and the deserts of Nevada could now be considered under international law to be engaged in warfare, which means they can legally be retaliated against. It’s a new horizon.

Styringen af droneflyene minder i øvrigt lidt om traditionelle computerspil, hvor man kan sidde med et joystick og i fantasien udrydde mennesker og dyr. Flyene har velvalgte navne som Predator (rovdyr) og Reaper ("Manden med Leen"). Man kan synes, det er lidt komisk, at voksne mennesker sidder og sætter "alien combatants"/"legitimate targets", eller hvad man nu ellers kalder målene, ud af spillet på samme måde som deres 10-årige børn gør det i fantasien derhjemme foran husalteret.

Mere alvorlige er dog de længerevarende konsekvenser for den internationale retsorden, som New Yorker artiklen kun strejfer. Angrebene rører ved grundlaget for Genevekonventionerne og FN's menneskerettigheder. Når droneflyene rammer deres mål, eksekveres der "domme", ikke alene for formodet skyldige terrorister, men også for de civile, der ryger med i købet som "collateral damage". Det sker samtidig med, at USA's øverstkommanderende i Afghanistan, McCrystal, i interviews taler om, at det er helt afgørende med den civile indsats for at vinde hearts and Minds. Argumentationen i interviewet går på, at man reelt nu gør det modsatte: Befolkningen i Pakistan bliver vrede, når civile rammes. Folk flygter fra de områder, hvor "the targets" befinder sig, hvorved de spredes ned mod Karachi og de store befolkningscentre i Pakistan. Det kan føre til en destabilisering af det store land.

Under sit nylige besøg i Pakistan blev USAs udenrigsminister stillet spørgsmålet, om droneangrebene er terrorisme? Det mente hun ikke, ifølge Associated Press, at de var:

Clinton said she could not comment on "any particular tactic or technology" used in the war against extremist groups in the area.
The use of Predator drone aircraft, armed with guided missiles, is credited by U.S. officials with eliminating a growing number of senior terrorist group leaders this year who had used the tribal lands of Pakistan as a haven beyond the reach of U.S. ground forces in Afghanistan.

During an interview broadcast live in Pakistan with several prominent female TV anchors, before a predominantly female audience of several hundred, one member of the audience said the Predator attacks amount to "executions without trial" for those killed.

Another asked Clinton how she would define terrorism.

"Is it the killing of people in drone attacks?" she asked. That woman then asked if Clinton considers drone attacks and bombings like the one that killed more than 100 civilians in the city of Peshawar earlier this week to both be acts of terrorism.

"No, I do not," Clinton replied.

Terrordefinition er en del af en diskurs, og det er i dette tilfælde politikeren, der ikke behøver at blive modsagt, som bestemmer diskursen.

Is it really a War of Necessity?

2009-10-20T05:29:00.011+02:00

Ifølge CNN holder præsident Obama igen møde i Det hvide Hus med sit War Council. Spørgsmålet, der spøger, er stadig, om det er værd at sende yderligere 40.000 amerikanske tropper til Afghanistan?

Obama er åbenlyst blevet fanget af sin egen smarte retorik. "It's a war of necessity. Not of choice", har han sagt. Dermed har han også svært ved at afvise det, når topgeneralen kræver flere tropper.

Det bygger imidlertid på åbenlyst forkerte præmisser. Har man én gang accepteret dem, behøver man heller ikke acceptere den fortsatte udledning af konklusionen, at Afghanistan-krigen er en "nødvendig krig".
Det er en argumentation, der er kendt også fra den hjemlige debat. Hvis ikke vi gør noget derovre, kommer problemerne hjemme hos os selv i form af øget terror.

Afghanistan bliver et "Safe Haven" for terrorister, påstås det. Det bygger på tvivlsomme antagelser om, at der er en forbindelse mellem Taliban og Al Qaeda, hvilket ikke er bevist med henblik på den nuværende situation og fremtiden. Talibankilder har afvist, at de indebærer en sådan trussel for Vesten, en erklæring, der selvfølgelig kan være propaganda. Men den kan også udtrykke, hvad nationale modstandgrupper også andre steder har givet udtryk for. Det, besættelsesmagten ser som terrorisme, er den fattiges modstandskamp imod besættelse. Og når besættelsen ophører, ophører modstanden, eller den ændrer karakter og retning.

Taliban er en samlebetegnelse for mange forskellige grupper med forskellige opfattelser. Når det er opportunt for de krigsførende parter, indrømmer man da også dette og differentierer mellem "gode" og "dårlige" talibaner, jvf f.eks. følgende omtale i The Independent af kampene i Sydwaziristan:

....yesterday senior officials revealed that the army is differentiating between "good" militants and "bad", and has reached agreements with "good" militants not to get involved in the battle as troops focus on attacking fighters formerly loyal to Baitullah Mehsud, the Taliban commander killed by a US drone strike this summer.
"Good" militants, for Pakistan, are those who limit their attacks to neighbouring Afghanistan as opposed to those behind the recent barrage of suicide attacks and assaults inside Pakistan. The military has entered into verbal non-aggression pacts with militant leaders such as Maulvi Nazir and Hafiz Gul Bahadur to ensure they remain neutral.

Spørgsmålet om, hvem der er "gode" og hvem der er "dårlige" Taliban, kan være forskelligt for den pakistanske hær og for NATO. Fra vestlig side har der også indimellem været tale om, at nu skulle man prøve at forhandle med forhandlingsvillige dele af Taliban. Taliban kan altså opfattes som forskellige, og der er forskellige grader af dæmonisering af dem. Malalai Joya, kvindeligt medlem af parlamentet, kalder dem dinosaurer, hvad der, kvindesynet taget i betragtning, kan være en relevant betegnelse, men overdreven dæmonisering gør det svært at skelne mellem forskellige elementer.

Stephen Walt fra Harvard argumenterer overbevisende for, at det er de færreste Talibanfolk, der ser hen til Al Qeadas visioner om et kalifat fra Mellemøsten til Fjernøsten, som skal udbrede islam til resten af Verden via Jihad. At slå dem sammen med Al Queda er derfor ikke uden videre særlig frugtbart:

Det er et kraftfuldt argument, at der kan henvises til den nationale sikkerhedssituation, når der skal anmodes om tropper til Afghanistan. Det er nærliggende. Der er jo næppe nogen, der har til hensigt at sætte den nationale sikkerhed over styr og dermed komme til at virke upatriotisk.
Men kigger man argumenterne nærmere efter i sømmene, falder den grundlæggende påstand sammen. Terroristerne, der har opereret i Vesten, kommer ikke derovrefra, men er snarere folk, der er frustreret over deres ophold i Vesten, og som bliver yderligere ansporet til et negativt syn ved at betragte NATO's krig i Afghanistan og koalitionen af frivilliges krig i Irak.

Afghanistan som safe Haven forhindres ikke via den førte politik - snarere tværtimod. Man skaber flere terrorister igennem den krig, der føres. NATO-tropperne ses af den lokale befolkning som fremmede besættelsestropper, som man ønsker skal ud af landet. Det gør, at der opstår en bredt funderet modstandsbevægelse, - altså en bevægelse der er bredere funderet end Taliban i snæver forstand. Det er da også derfor, der er mange, der taler om "oprøret", "The Insurgents" o.lign. i en erkendelse af, at billedet ikke er så ensidigt.

Som Walt også er inde på i videoen, har USA involveret sig i et pt umuligt moderniseringsprojekt i et land, hvor der ikke er en centralmagt, man "kan sætte sig på" og bruge som udgangspunkt for styring af landet. Et udefra påført nationsbygningsprojekt lader sig vanskeligt realisere et sted som Afghanistan, der aldrig har haft en stærk centralregering.

Hvis krigen er "nødvendig", må det være en "nødvendighed", der kommer af andre bagvedliggende grunde end de anførte.

Link:
New Yorker interview med Jane Mayer om Droneangreb i Pakistan

Demise of the Dollar?

2009-10-08T09:27:00.006+02:00

Robert Fisk has made a bit of a stir with his article in The Independent under this headline. Stock markets have wobbled. The views in the article have been repeated many places, and the article has been translated into other languages.

It should not come as a surprise to anybody that the dollar is under pressure. It has been so for a long time. It is a reflection of US federal budget deficits and balance of payments deficits. Even though the latter seem to be improving, problems are still big, and global economic power is shifting towards Asia. According to Congression Budget Office projections the total budget deficit 2010-19 will be more than 7 trillion $. Who'll buy the corresponding number of treasury bonds?

Those who finance the deficits, mostly arabs in the Gulf region and the Chinese Central Bank, are getting wary of further buying of American treasuries, - with the risks of losses considered.

Hamlet i Det hvide Hus

2009-09-27T05:45:00.010+02:00

Det er nogle svære valg m.h.t. krigen i Afghanistan, præsident Obama står overfor. General McCrystals anmodning om flere tropper sætter sagen på spidsen. Obamas beslutning om yderligere 21.000 amerikanske soldater blev taget for længe siden, faktisk som afslutning på en valgkamp, hvor Afghanistan skulle "på plads" og defineres som politisk projekt i forhold til den umulige Irakkrig. Beslutningen bringer antallet af amerikanske tropper op på 68.000 i løbet af efteråret.

Yderligere 40.000 amerikanske tropper, som det menes McCrystal vil have, gør krigen til en anden slags krig og gør den potentielt afgørende for Obamas muligheder for at fortsætte i en valgperiode mere.

Krigen i Afghanistan er allerede ved at blive gjort til hans krig. Hvedebrødsdagene i Det hvide Hus er overstået, og man skal til at beslutte sig for, hvad denne umulige krig egentlig er til for. Det værste ved den - set ud fra både et NATO-perspektiv og et amerikansk perspektiv, er, at missionens egentlige formål er uafklaret. Den hidtidige troppeforstærkning blev forsvaret med, at den var nødvendig for at få momentum i krigen og af hensyn til sikringen af det afghanske valg. Det første er ikke lykkedes, og valget har vist sig at være en fiasko på enhver måde. - Og det efter, at obama havde kaldt det en "rimelig succes". Landet er ikke blevet demokratisk, kvinderne går stadig i burka, og tabstallene stiger.

Den britiske leder Gordon Brown - og andre med ham - har set en exitstrategi i "afghanisering" af krigen. Afganerne skal trænes til både at overtage den militært og oplæres i "civic duties", så de også kan udvikle korruptionsløs regering og administration efter vestligt forbillede. Denne strategi har også vist sig umulig. Afganerne i regeringshæren er dårlige soldater. I modsætning til Taliban har de ikke noget at tro på. Det fremkalder deja vue fra Vietnam - som mange ting i Afghanistan i øvrigt gør.

Mange amerikanere spørger sig selv, hvorfor det er liberal-demokratiske præsidenter, der bringer USA ud i "postkoloniale, imperialistiske krigseventyr", mens det tilsyneladende er republikanske præsidenter, der bringer landet ud af disse quagmires (Nixon i Vietnam)? Det skyldes måske realistiske republikaneres større sans for real-politik? Det var også den republikanske præsident Eisenhower, der advarede imod det "militær-industrielle kompleks", kombinationen af industrielle og militære pressionsgrupper, der definerer rammerne for politisk beslutningstagning i Det hvide Hus, og som Hamlet, alias Obama, har ladet sig besnære af i iveren efter at blive præsident.

Det er selvfølgelig en noget forsimplet forklaring. Men det er ikke ualmindeligt at forklare amerikanske udenrigspolitiks tilblivelse ud fra en elitemodel eller en model for konkurrerende eliter. Der er tale om det, man kalder interlocking elites. Man kan forestille sig økonomiske, politiske og civilsamfundseliter, der rækker ind over hinanden som et sæt af koncentriske cirkler. Politikken bliver til i det politisk-sociale spændingsfelt, som sættes i værk ud fra en økonomisk-historisk situation, der igen bestemmes af paradokser i den globale økonomis udvikling i de senere år og den måde, staterne har reageret på den på. Det drejer sig ikke mindst om den økonomiske svækkelse af USA, kombineret med det enorme militære build-up, landet har foretaget efter II. Verdenskrig. Det skaber et spændingsfelt mellem økonomi og politik, som De Neokonservative udnyttede, og som nu er baggrunden for spændingerne i udformningen af Obamas udenrigspolitik.

Det er noget af essensen i den analyse, den britiske skribent John Rees fremlægger i denne video fra Reuters Islamkanal:

Det er en udgave af den velkendte imperial overstretch hypotese. Man glemmer imidlertid, at Hamlet kan beslutte sig for at træde i karakter. Det vil måske også ske i denne situation. Præsidenten kan vælge at træde ind i en af de koncentriske cirkler og lægge sit vægtlod der. Det har ofte været den militære, og der er også kilder, der forklarer det nuværende vægelsind og "deadlock" ved uenighed i den militære elite.

På andre områder end Afghanistan har den amerikanske præsident dog udvist betydelig beslutsomhed. Det gælder f.eks. det nylige G20 møde, der munder ud i en ophøjelse af G20 til det dominerende globale organ for koordinering og aftaler mellem de ledende magter i Verden. Hertil kommer amerikanske forsøg på at fordele pladserne i IMF på en ny måde, så USA bevarer sin vetomagt i Den internationale Valutafond, europæerne køres ud på et lavere indflydelsesniveau, og Indien - og især Kina - tildeles et større antal pladser i Valutafondens bestyrelse. Det er i alt 4 - 5 pct af stemmerne, der fordeles om i 2011. Herved kan Kinas ønsker om større magt imødekommes, hvad der er en forudsætning for landets større økonomiske deltagelse i form af indskud i fonden.

Size of multipliers

2009-09-06T10:32:00.011+02:00

(Source: Romer and Bernstein: The Job Impact of the American Recovery and Reinvestment Plan).

There's a lot of discussion about the size of the multipliers in the Obama administration's stimulus plan. In their paper of Jan. 09 Christina Romer, now chairman of the president's Council of Economic Advisors, and Jared Bernstein, Chief Economist of the Office of the Vice-President, gave some numerical estimates of the impact of an increase in government spending on GDP and employment in the United States, figures above.

This seems to be somewhat in line with how an economist like Paul Krugman estimated the multipliers in articles and blog posts in January 2009.

It is an interesting fact that the unemployment figures have already passed the figure set up in the Romer Bernstein article. That might validate Krugman's assumption that the 776 bn$ stimulus package is not sufficient. Another possible hypothesis may be that the multipliers do not work as expected.

We seem to be running into the debate between freshwater economists and saltwater economists.

Robert J. Barro of Harvard University does not believe there is a multiplier at all. Government spending may at most create perhaps 0,8 per cent increase in GDP by means of a 1 per cent GDP increase in government spending, - and then only in war time. He does not find any evidence of a multiplier at work:

The explanation for this magic is that idle resources -- unemployed labor and capital -- are put to work to produce the added goods and services.

If the multiplier is greater than 1.0, as is apparently assumed by Team Obama, the process is even more wonderful. In this case, real GDP rises by more than the increase in government purchases. Thus, in addition to the free airplane or bridge, we also have more goods and services left over to raise private consumption or investment. In this scenario, the added government spending is a good idea even if the bridge goes to nowhere, or if public employees are just filling useless holes. Of course, if this mechanism is genuine, one might ask why the government should stop with only $1 trillion of added purchases?.

Robert Lucas, Nobel winning economist, has also questioned the existence of the government spending multiplier. He thinks the estimates of Obama's economists are much too large.

The multiplier is not verified as an empirical truth in Keynes' own work. It may follow logically from the inherent logic in the model of the consumption function (the inverted rate of consumption in Keynes' model of a closed economy without government spending and taxation). It is explained in a more detailed way by a Keynes contemporary and Keynes disciple, Mr Richard Kahn. He uses a model of money circulating freely in the economy. Spending by A generates income with B, who spends the income on C, and so forth. It might stimulate resources that would otherwise lie idle. It is, however, circular reasoning inside the postulates of a closed model.

In a recent new large article in the New York Times Krugman attacks the "freshwater economists". Contrary to his January writings he is, however, careful this time not to make estimates of the size of multipliers. He attacks the "perfect market" hypothesis of the freshwater economists. His defense of Keynesianism is based on the virtual collapse of the freemarket model. In the face of that collapse, he argues, you have to look towards government to stimulate the economy. There is no other option, when monetary policy has run out of tricks (near zero interest rate, Liquidity trap/stagnation case). Keynes, however, did not want to abolish the market economy. On the contrary, as a conservative, he was interested in making it work better:

Keynes did not, despite what you may have heard, want the government to run the economy. He described his analysis in his 1936 masterwork, “The General Theory of Employment, Interest and Money,” as “moderately conservative in its implications.” He wanted to fix capitalism, not replace it. But he did challenge the notion that free-market economies can function without a minder, expressing particular contempt for financial markets, which he viewed as being dominated by short-term speculation.

The Obama Team's Romerian multipliers are questioned by a set of American economists using another simulation of the economy: New Keynesian versus Old Keynesian
Government Spending Multipliers, by John F. Cogan, Tobias Cwik, John B. Taylor, Volker Wieland. February 2009.

They argue that the stimulus is weakened by the fact that consumers will take future increases in taxes into consideration when making consumption choices, thus reducing their consumption when they see the necessity of having to pay for all the prínted money some time or other.
Likewise enterprises will take into consideration that they'll have to pay increased interest on loans when the Central bank starts raising the interest rate again.

Consumer expectations and corporate investment planning will probably have a lot of impact. In the larger world - outside computer simulated models - many factors will influence the outcome. It may be increasing difficulties of financing the mounting American government debt, weakening of the dollar, etc. Even the large American economy is far from being a closed economy. Its level of activity is determined by many external factors, like the demand for American products from overseas customers in Asia and Europe. In case of further devaluation of the dollar a lot of stimulus of the American economy may come from these sources. And perhaps not least from the emerging economies in Asia which seem to have decoupled from the Western economies.

Skattestoppolitikken har begrænset handlemuligheder og reformer under krisen

2009-08-21T13:49:00.007+02:00

Det er interessant at se, hvordan VK-regeringen pt fastlåses i sine handlemuligheder af skattestoppet. Denne skattepolitik går tilbage til VK-regeringens start i 2001, og den er ofte beskrevet som en af regeringens store succeser, fordi den har låst et tilsyneladende ubønhørligt stigende skattetryk fast.

Til støtte for denne påstand er det bl.a. blevet fremført, at de offentlige budgetter har en tendens til asymmetri indbygget. De, der lobbyer for udgifter til trængende grupper er stærkere end de, der ivrer for lavere skatter. Popularitetssøgende politikere, der gerne vil genvælges, støtter sig til de førstnævnte og er dermed med til at drive udgiftsstigningerne op - i øvrigt sammen med de såkaldte "budgetmaksimerende bureaukrater", der gerne vil udvide deres ressorts, og som også er en del af denne teori.
Det drejer sig i korthed om den såkaldte rational choice teori, hvor man analyserer sig frem til politikernes adfærd som bestemt af ønsket om genvalg. Det "rationelle" at gøre i den sammenhæng formodes at være at støtte sig på de største vælgersegmenter. Man antager uden videre flot, at vælgerne ikke er i stand til at tage langsigtede samfundshensyn, når de stemmer. Vælgerne formodes at være lige så egoistisk optaget af deres lille private pengepung, som politikerne formodes at være egoistisk optaget af genvalg.

Hvis man skal give teorien ret, kunne man sige, at skattestoppet måske i virkeligheden er populisme i forhold til det allerstørste vælgersegment, nemlig alle de, der gerne vil spare lidt på skatten. - Og det er stadig de fleste, selv om man ofte ser nogle hævde det modsatte.

Skattestoppet skulle altså være et effektivt modtræk imod asymmetrien i de offentlige finanser.

Når man kigger på verden uden for Danmark, ser teorien ikke ud til at have meget hold i virkeligheden. Det gælder f.eks., når man ser på udviklingen i EU-landenes offentlige budgetter, som EU lige har kortlagt.

Det ser ikke ud til, at der i den betragtede periode har været meget opdrift i de offentlige budgetter i EU-landene. Tværtimod. Hvad man derimod vil kunne se om et år eller to, når man laver en ny statistik, er nok en betydelig opdrift i disse budgetter. Her vil det imidlertid hænge sammen med noget helt andet end asymmetri i forhold til interessentgrupper. Budgetterne vil nemlig vise opadgående vækst i forhold til BNP som følge af den økonomiske krise og de stimulanspakker, den har ført til. Danmark er derimod et land, der ikke har lavet voldsomt store stimulanspakker. Det har samtidig været pakker, der har forsøgt at tage sig store ud igennem udbetaling af f.eks. SP, mens de investeringer i grøn omstilling af økonomien, som flere lande har brugt mange midler på, stort set ikke er brugt i Danmark. Skattestoppolitikken har formentlig en del af skylden. Den har gjort det oplagt at løsgive penge, der ligger gemt i opsparingsfonde som SP, mens den har modvirket, at man har kunnet finde midler til reelt øgede udgifter i det offentlige, f.eks. til grøn omstilling.

I øvrigt har rational choice teorien bundet sig op på udprægede korttidsanalyser. Hvis man analyser offentlige versus private/markedsmæssige udgifter/indtægter i et længere tidsperspektiv, vil man se, at rational choice ikke kan forklare ret meget. Det går f.eks. helt imod teorien, at USA bruger næsten dobbelt så meget på sundhed som andel af BNP som Storbritannien uden, at det har ført til højere niveau i sundhed, levealder etc. Det er private interesser, The American Medical Association og forsikringsselskaber, samt hospitalssektorens stærke organisationer, der har optrådt som effektive lobbyister, der har formået at gennemtvinge en meget asymmetrisk fordeling af samfundets ressourcer.
I England er der ifølge amerikansk terminologi "socialist medicine", hvor man netop skulle vente et opadgående, asymmetrisk tryk på udgifterne via det politiske system. Der har imidlertid været et meget stærkere opadgående tryk i det mere private, markedsøkonomiske amerikanske system.

Demokratisk legitimitet?

2009-08-16T10:16:00.007+02:00

Der afholdes valg til præsidentposten i Afghanistan den kommende uge. Efter diverse Talibanaktioner er der en del tvivl om, i hvilket omfang det lykkes at få lokket afghanerne til stemmeurnerne. Det er lykkedes for Taliban at sprede betydelig frygt. Hertil kommer, at Taliban kontrollerer dele af landet, og i valgdistrikter i disse områder er det umuligt at afholde valg. Der er foreløbig brugt over en mia kr på valget, og dette beløb bliver betydeligt højere, hvis det bliver nødvendigt med en 2. omgang (i så fald omkring 1. oktober). En kandidat skal have over 50 pct af stemmerne i første valgomgang for at blive valgt. Ellers skal der en anden valgomgang til.

Gennemførelse af valget er helt afgørende for den amerikanske strategi. Det er nødvendigt for at legitimere Afghanistanaktionen over for den amerikanske offentlighed.

Et demokratisk valg i et land, hvor der aldrig har været lavet en folketælling, er svært at føre ud i livet på en ordentlig måde. Og det bliver ikke nemmere af, at næsten halvdelen af valgdistrikterne er eller potentielt kan blive arenaer for væbnede konflikter. Der kan ikke bare sendes valgkort ud i et sådant land. Vælgerne skal registreres. Det går nogenlunde med mændene, men er svært når det gælder kvinderne. Efter pashtunsk skik kontrollerer mændene, i hvert fald på landet og i mindre byer, kvindernes udgang fra hjemmet, og oplysningerne om, hvor mange kvinder der er i husstanden. Derfor er kun 35 pct af de registrerede omkring 16 mio. vælgere kvinder.

Den vestlige demokratimodel beror på en forestilling om, at man individuelt foretager et politisk valg som vælger. I det afganske stammesamfund agerer man kollektivt som medlem af et kollektiv (stamme, slægt, familie). Det er mere blokke af stemmer, der afgives end individuelle stemmer. Den, der skal vinde, skal have god kontakt til - og kontrol over - de, der råder over stemmeblokke.

Det er meget forudsigeligt, at Hamid Karzai vil vinde valget, men måske ikke med nok stemmer i første valgomgang. Det er ikke helt ved siden af at betragte ham som en vestlig marionet. Amerikanerne har imidlertid et noget besværligt had-kærlighedsforhold til ham. De er afhængige af at kunne bruge ham i denne konkrete situation, men er samtidig klar over, at han ikke er ideel som demokratiforkæmper, idet hans styre og person er omgivet af alt for meget korruption og nepotisme. Men han er den, der pt mest effektivt råder over og styrer igennem koalitionerne af krigsherrer og etniciteter.

Valget tjener både symbolske og "pædagogiske" funktioner for amerikanerne. Symbolikken er, at folkets stemme bliver hørt, uanset all the shortcomings i repræsentativitet og effektive valgprocedurer. Det pædagogiske ligger for det første i, at det afghanske folk skal opdrages til et demokrati efter vestligt mønster. Her indskriver amerikanerne sig i en lang vestlig tradition for, hvordan man opdrager oprindelige folkeslag efter vestlige modernitetsforestillinger. For det andet ligger det i, at de demokratiske valgprocedurer er et middel til at bringe kvinderne frem i samfundet. - Ud af hjemmen og burkaerne og ind i skoler og arbejdspladser.

Det er en hæderværdig kamp. Men den støder også på uforudsete vanskeligheder. The Guardian beretter i sin dækning af valget om "lange lister af imaginære kvindelige slægtninge, der er fremtryllet af mandlige vælgere". Valgtilforordnede har nogle steder været lykkelige over at udlevere registreringskort, formodentlig fordi de ønskede at respektere kulturel sensitivitet og således ikke kræve, at kvinder møder personligt frem.

Ifølge en rapport fra Afghanistan Analyst Network, en gruppe af Kabul-baserede udenlandkse eksperter, frygter nogle for, at helt op til 3 mio registrerede i det officielle valgregister ikke eksisterer. Ligeledes skulle tusindvis af registreringskort være købt af vælgere, der er uvillige til at løbe risikoen for at gå til valgurnerne.

Midt under valgkampen har Afghanistans parlament stille og roligt og uden særlig opmærksomhed vedtaget udkast til en lov, der tillader shia-mænd at nægte deres koner føde og underhold, hvis de nægter at adlyde mandens krav om samvær. Denne lov vedtages trods tidligere international modstand imod en lignende lov. Det viser sig, at Hamid Karzai v.h.a. vedtagelsen kan købe sig blokke af stemmer hos konservative stammehøvdinge.

Den nye endelige udgave af den lov, som Karzai tilbød at revidere efter det internationale pres, giver også formynderskab over børn udelukkende til fædre og bedstefædre og kræver, at kvinder skal have tilladelse fra deres mænd, hvis de vil arbejde uden for hjemmet. Det giver endvidere muligheder for at voldtægtsmænd kan undgå retsforfølgelse ved at betale "blodpenge" til en pige, der er voldtaget og har fysiske men efter voldtægten.

Lovteksten er ikke alene i direkte modstrid med internationale traktater, Afghanistan har undertegnet, men også imod landets forfatning. Den skyldes måske udelukkende Karzais ambitioner om at vinde valget for enhver pris. Som Human Rights Watch' Asiden director udtrykker det:

Karzai has made an unthinkable deal to sell Afghan women out in return for the support of fundamentalists in the August 20 election. So much for any credentials he claimed as a moderate on women’s issues.

Sammenligning af sundhedssystemer

2009-08-15T05:35:00.002+02:00

Tallene om sundhed, som refereres af The Independent i dag, taler deres tydelige sprog om den amerikanske sundhedskrise. Det, der måske bliver præsident Obamas første større nederlag, udfolder sig dag for dag med alarmerende fart. Den tidligere republikanske præsidentkandidat Sarah Palin har talt om, at planen er "ond". Den republikanske højrefløj har talt om "dødspaneler" af "offentlige bureaukrater", der skal bestemme over, hvor længe ældre må leve.

Healthcare compared

Health spending as a share of GDP

US 16%
UK 8.4%

Public spending on healthcare (% of total spending on healthcare)

US 45%
UK 82%

Health spending per head

US $7,290
UK $2,992

Practising physicians (per 1,000 people)

US 2.4
UK 2.5

Nurses (per 1,000 people)

US 10.6
UK 10.0

Acute care hospital beds (per 1,000 people)

US 2.7
UK 2.6

Life expectancy:

US 78
UK 80

Infant mortality (per 1,000 live births)

US 6.7
UK 4.8

Source: WHO/OECD Health Data 2009

Obamas sundhedsplan går i en enkel fremstilling ud på, at de ca 50 mio amerikanere, der ikke har sundhedsforsikring, skal have en eller anden form for forsikringsdækning. Det er langt fra at være det, som den amerikanske højrefløj har kaldt "socialized medicine" eller rent ud sagt "socialist medicine". Sådan opfatter de det skandinaviske eller britiske system, hvor størsteparten af sektoren (stadig) er offentligt ejet, og udgifterne betales over skatterne.

Det er i virkeligheden denne finansierings- og ejerform der er medvirkende til at gøre det billigt. I USA går store summer til juridiske slagsmål om forsikringsdækning og højt lønnet sundhedspersonale. Til gengæld giver det amerikanske system større valgmulighed og en på nogle områder mere kvalitativ service (for de, der har råd) end det "socialistiske system".

Briterne er blevet godt fortørnede over, at deres system, NHS (National Health Service) er blevet fremhævet og brugt flittigt i den amerikanske debat som højrefløjens skræmmebillede for, hvor slemt det kan gå. De har imidlertid svært ved at genkende deres eget system i de fremmanede saftige mediebilleder i FOX TV og andre steder, f.eks. billedet af kyniske råd af offentlige bureaukrater, der bestemmer over liv og død, når der skal prioriteres, så udgifterne ikke løber alt for løbsk.

Obama har forsøgt at slå igen mod den stærke sundhedslobby og højrefløjens propaganda via en stort anlagt kampagne, hvor han selv tager rundt i landet til rådhusmøder (town hall meetings). Disse møder har imidlertid backfired, idet højrelobbyen også er mødt op og har kunnet påvirke stemningen mere effektivt. Resultatet er blevet en stillingskrig, hvor der udveksles gruopvækkende historier om sundhedssystemer på begge sider af Atlanten. Det gælder f.eks. dagens Independent-artikel, hvor man har fundet frem til LA Forum, en kæmpemæssig stadion, der er omdannet til en slags feltlazaret for fattige amerikanere, hvor de kan møde frem og få gratis undersøgelser og behandlinger.

Sådan kunne det ske

2009-07-26T06:47:00.006+02:00

(Kilde: BIS. Klik for større billede).

Arbejdsløsheden i Storbritannien er steget til knap 2,4 mio. Den britiske produktion falder for 15. måned i træk. Og alligevel virker det som om, man er ved at komme tilbage til business as usual. Der er tegn på begyndende opgangskonjunktur. Finanssektoren er igen begyndt at udbetale astronomiske honorarer.

Har man lært noget af krisen? Det spørgsmål stiller mange, herunder også den britiske dronning. Og hvordan kunne det overhovedet ske?

Man må sige, at de førende økonomers (fra LSE) svar er både konventionelle og skuffende:

.... as low interest rates made borrowing cheap, the "feelgood factor" masked how out-of-kilter the world economy had become beneath the surface, with some countries, such as the United States, running up enormous debts by borrowing from others, including China and the oil-rich Middle Eastern states, that were sitting on vast piles of cash.

Despite these yawning imbalances, they say, "financial wizards" managed to convince themselves and the world's politicians that they had found clever ways to spread risk throughout financial markets - whereas "it is difficult to recall a greater example of wishful thinking combined with hubris".

"Everyone seemed to be doing their own job properly on its own merit. And according to standard measures of success, they were often doing it well," they say. "The failure was to see how collectively this added up to a series of interconnected imbalances over which no single authority had jurisdiction."

That meant when the reckoning came it was extreme, starting in summer 2007 and culminating in the near-collapse of the entire world financial system after the bankruptcy of Lehman Brothers last autumn.

"In summary, Your Majesty," they conclude, "the failure to foresee the timing, extent and severity of the crisis and to head it off, while it had many causes, was principally a failure of the collective imagination of many bright people, both in this country and internationally, to understand the risks to the system as a whole."

Det er de velkendte forklaringer, der rulles frem: De voksende amerikanske underskud. Kinesernes tilsvarende overskud. De deraf følgende alt for lave lånerenter, som blev yderligere forstærket af Federal Reserves pengepolitik. De heraf opståede spekulative "bobler". Den uansvarlige finanssektor, der ikke kunne overskue de samlede virkninger af de finansielle instrumenter, der var blevet udviklet af geniale matematiske økonomer. - Market failure på avanceret plan, eller menneskehedens kollektive dumhed? Etc.....

Men et eller andet sted er forklaringerne jo skuffende. Der tages ikke afsæt i et forsøg på en forklaring ud fra den globaliserede økonomis struktur. Det er jo her, det nye ligger i forhold til tidligere kriser, som man har jævnført med. Resultatet af, at hver enkelt økonomisk aktør har forfulgt sin egen snævre økonomiske interesse på hurtige elektronisk formidlede markeder har ført til en kollektiv katastrofe med i dag millioner af arbejdsløse og et gigantisk produktionstab.
Som professor Garicano fra LSE formulerer det:

'How come nobody could foresee it?' I think the main answer is that people were doing what they were paid to do, and behaved according to their incentives, but in many cases they were being paid to do the wrong things from society's perspective.

Problemet er bare, at det ikke var "society's perspective", der var mest fremtrædende, når der blev foretaget økonomiske dispositioner. Det fremgår også af BIS' årsrapport 2009, hvor der er en god sammenhængende fremstilling af krisens forløb. BIS (Bank for International Settlements) er centralbankernes fælles institution. BIS hæfter sig ved Lehman Brothers' fald i midten af 2008 som den største udløser af spredningsvirkninger i det finansielle system. Den får for alvor kreditten til at tørre ud. Og det er medvirkende til panikken på aktiemarkederne (jvf figuren ovenover), som fører til negative forventninger og finansieringsproblemer i realøkonomien.

Foranstaltningerne, der er sat ind over for krisen, bl.a. i medfør af G20 topmødet i London i april, har nok haft positive virkninger, men har ikke efter BIS' vurdering kunnet afhjælpe den markedsmæssige dysfunktion helt:

With tentative improvements in key macroeconomic indicators providing further impetus, the S&P 500 rose by 29% between 9 March and end-April, with other major
indices climbing by similar amounts. Emerging market assets also rose during
this period; the gains reflected positive developments in key markets, such as
China, and recovering equity prices in emerging Europe, where broad regional
indices outperformed those in industrial countries. Yet despite these positive developments, continuing financial sector risks were underlined by persistent signs of market dysfunction. Although repeated central bank injections of liquidity and the provision of government guarantees had helped to calm interbank lending and to lower Libor-OIS spreads, observed levels remained substantially higher than before the start of the crisis in 2007, partly because of considerable lingering uncertainties about the scope and effectiveness of government support (BIS Annual Report).

Der står ikke meget her om den stigende arbejdsløshed. Arbejdsløsheden vil formentlig fortsætte med at stige et stykke tid endnu. Krisen er nok lettet lidt m.h.t. de finansielle markeder, og herunder også investeringer i aktier, men virkningerne m.h.t. faldende afsætning og lavere produktion - og dermed stigende arbejdsløshed - vil vedblive et stykke tid endnu. På længere sigt kan det vedblivende enorme amerikanske budgetunderskud komme til at indebære betydelige risici. De kan risikere at føre til et kollaps for dollaren som international reservevaluta. Nogle lande, f.eks. Kina, forsøger allerede at værge sig imod dette ved i stigende omfang at indgå bilaterale handelsaftaler med deres handelspartnere. Så kan de undgå dollar som betalingsmiddel.

Old News?

2009-07-25T08:00:00.004+02:00

Den britiske hofpoet Carol Ann Duffy bliver brugt flittigt af The Guardian til lancering af nyere britisk poesi, senest en række digte om krigene i Irak og Afghanistan og deres påvirkning af offentligheden. Der er flere gode digte her, bl.a. et af Duffy selv. Blandt de mere bemærkelsesværdige er følgende af Daljit Nagra:

Have I Got Old News For You
by Daljit Nagra

You've been mapping the best mortgage
for our first house in these skint times,
recalling the latest tracker rate
you hint we play it safe
with a five-year fixed.

You're by the telly when Dubya flashes up
twitching a smirk in his cowboy gear,
now safely in the past, yet verged
on a mind-blowing
thought.

I'm sorry Love, in the head to head,
my head had gone astray so you were
second best, it's just that I banked
on a dead cert gaffe to raise
us a laugh.

You don't hand me another Bud, but quiz
my smiles at this sniggery ad-lib game
of gags (that won your broken
laughter back then).
I'm thrown

to our courtship years glued to the smoke of Guan-
tanamoww, Eyraaq, and of course Affghanestaan
freed by John Simpson for the Crusades,
way before our daughter
trod the earth.

Demokratisk revolution på islamisk grundlag

2009-06-22T06:16:00.011+02:00

(Klik på billedet for større udgave)

Det ser ud til, at de folkelige protester imod præsidentvalget for nylig i Iran har svært ved at slå igennem. Sikkerhedsstyrkerne er for brutale. Repressionen fra statens magtapparat for stærk. Hvad er baggrunden for denne demokratiske bevægelse?

Iran er præget af en voksende middelklasse i byerne, der ikke længere vil finde sig i det repressive præstestyre. - Eller rettere sagt: De vil ikke finde sig i, at regimet fratager dem deres stemme. For ret beset er det en demokratisk bevægelse på et islamisk grundlag.

Iran kalder sig siden revolutionen i 1979 en islamisk republik. Hidtil har det dog især været det islamiske i navnet, der er slået igennem. Det republikanske har haft vanskeligt ved at vinde frem. Dermed står også demokratiet svagt, som det er demonstreret ved sidste valg, der som bekendt er endt med, at oppositionen kræver genoptælling af stemmerne eller omvalg. Deres kandidat, Moussavi, repræsenterer sammen med Ayatollah Rafsanjani i det øverste præsteskab, en reformfløj. Men Moussavi er selv udsprunget af, og er en del af styret. Han var regeringsleder i 1980'erne og er en del af den gamle garde fra Khomeinis revolution i 1979.

Det er karakteristisk for styret, at præsteskabet, og det vil her sige den øverste åndelige leder Khamenei, har godkendt valget af Ahmadinejad, men at denne godkendelse skaber splittelse i den øverste ledelse af landet. Splittelsen i det iranske samfund, som er udtryk for de nye middellags ønsker om mere frihed, går igennem op i den øverste ledelse, hvor det udspiller sig som en magtkamp. Måske afgøres magtkampen af, hvilken gruppe der bedst kan siges at repræsentere de islamiske værdier. Når Mir Hussein Moussavi kritiserer regeringen, kræver han den type af retfærdighed, som Koranen taler om. I kampen på gaderne bruger både regeringen og oppositionen religiøse symboler og lignelser for at fremstille sig som de, der forfølger en retfærdig islamisk stats mål. Derfor kan man heller ikke sige, at det, oppositionen ønsker, er et vestligt demokrati i traditionel forstand. Det er en udvikling af den iranske samfundsmodel, - blot i en mere demokratisk retning, med mere ytringsfrihed og større deltagelse af kvinder i samfundslivet.

Mir Moussavi beskrives som en tidligere hardliner, der har bevæget sig i demokratisk retning: Han går ind for presse- og ytringsfrihed, og han vil ændre loven, der forbyder private TV-stationer. Han vil ikke gå på kompromis med landets atomenergiprogram, der startede under hans premierministerperiode. Men han vil forsøge at opbygge tillid i udlandet til, at Iran har fredelige hensigter med det.

Moussavis hustru Zahra Rahnavard er en kendt professor i politologi, der beskrives som mere karismatisk end Moussavi selv, og som har stået ved hans side i valgkampen. Hun har været medvirkende i det stærke islæt af øget kvindelig deltagelse i samfund og politik og til at få mange kvinder til at bakke op om hans kandidatur til præsidentposten.

Link:
Mir Moussavis side på Facebook.
Fyldig CNN artikel om Masijmilitsen.

Dilemmaer i britisk post-politik

2009-06-20T08:02:00.005+02:00

The Guardians store interview med Gordon Brown, den britiske statsminister, er afslørende på mange måder, som det bemærkes i kommentaren "Adrift in the mainstream" - "Ude at flyde med hovedstrømmen".

Det interessante spørgsmål er: Hvorfor kan New Labour ikke bryde med en politik, der fremmedgør en meget stor del af partiets vælgere?

Mainstream defineres som nyliberal økonomisk politik. Vælgerne er bekymrede over en finanskrise, der har bragt Storbritannien og andre lande tæt på en økonomisk afgrundens rand. Og man har en premierminister, der erkender dette og samtidig siger, at han ikke ville have, at Storbritannien bragte sig selv uden for mainstream ved at lave en hårdere styring af finansmarkederne. Som han også siger, var hans hårdeste kamp mod dem, der ville deregulere endnu mere! - Som om det er en retfærdiggørelse, at han må så at sige "anbringe sig selv i midten" i forhold til de, der vil have endnu mere deregulering og de, der vil have regulering. Sådan bør klaveret ikke spille! Man bør som politiker sætte et mål ud fra sin dybeste erkendelse og overbevisning - og så gå efter det, uanset hvad vælgere og pressionsgrupper mener.

Avisens kommentar: "... a reflection both of the power of City (Finanskapitalen) and corporate interests (de store virksomheders interesser) in British politics – and the disabling weakness of the labour movement and other countervailing pressures (modstående pressionsgruppers pres). On the other hand, if you never swim against the tide, you don't just fail to make your political mark, but give an object lesson in the futility of politics itself.

Avisen har ret i, at det afslører politiks meningsløshed, hvis en politiker med magt ikke tør svømme imod strømmen. Politik går i den sammenhæng ud på at styre et samfund efter almenvellets interesse. Hvis man blot fromt erkender, at staten er kapitalinteressers forlængede arm, har man tabt dette spil. Selv om Brown erkender, at "free-market solutions can't work", så insisterer han alligevel på at fortsætte statens stiltiende accept af kasinokapitalismen:

Brown still insists that the world of credit default swaps and securitised global loans must continue – just as he clings to the idea that you can beat inequality by helping the poor without hurting the rich. At sige at "frimarkedsløsninger ikke fungerer" er så at sige at tage en verbal free lunch. Det er totalt uforpligtende, fordi udsagnet er uden reelt konkret indhold. Derimod har det konkret indhold for fremtiden, at man lader systemet af fantasifulde finansielle instrumenter (credit default swaps og globale obligationslån) fortsætte, fordi det er det, man kan tjene mia på i City.

Han har nok ret i, som han siger i interviewet, at Labours lave støtte hos vælgerne, ikke er udtryk for stor opbakning til De Konservative. David Cameron appellerer næppe til Labourvælgere med hans forslag til nedskæring af de offentlige udgifter. Sandheden er vel, at de utilfredse Labourvælgere reelt ikke har noget sted at gå hen. Det udemokratiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse gør det umuligt for mindre partier at opnå valg.

Rule Britannia

2009-06-11T16:07:00.005+02:00

Tonight has shown that the mettle of the men and women who created the British Empire, who fought like lions in the furthest corners of the globe, who sacrificed like titans in Flanders, who endured the Blitz and who stormed the beaches of Normandy, is still alive.

Sådan var ordene, da British National Partys, BNPs, leder Nick Griffin fejrede indvælgelsen af to BNP-politikere, herunder sig selv, i EU-parlamentet. Den anden indvalgte var Andrew Brons. De har begge en fortid i National Front, den racistiske bevægelse, der gjorde sig gældende med blandt protestmarcher og kampe i gaderne med antiracister.

I 1997 var Griffin medforfatter til en pamflet, hvor han stillede spørgsmålet, om der var en betydelig zionistisk indflydelse i de britiske medier. Han fik en betinget dom for at uddele materiale, der kan opildne til racehad.

Som det fremgår af billedet, kan det se ud som om kampene i gaderne er genoptaget, idet Griffin indkaldte til pressekonference på the College Green, området foran parlamentet. Han blev dog bombarderet med æg og tvunget til at fortrække ind i en holdende bil. Efter episoden mødte han op på flere mediers redaktioner og beklagede sig under påkaldelse af ytringsfrihed og demokrati over, at han var blevet forhindret i at komme til orde.

Det ser ret indstuderet ud, og man må nok sige, at det ikke har været en heldig måde at demonstrere imod ham på. Det sætter ham i en offerrolle, som han har vist sig at være behændig til at udnytte. Griffin er en ret dreven politiker, uddannet på Cambridge University, velklædt og velartikuleret. Det er meget hans fortjeneste, at partiet fik over 10 pct af stemmerne i det industrielle rustbælteområde i den britiske nordvestregion. Om fortidens konfrontatoriske marcher har han fornylig sagt i et interview, at det var mægtig sjovt at slås med de venstreorienterede, men det var en "forfærdelig dårlig måde at lave politik på". Han er i de senere år gået målrettet efter at maksimere partiets vælgerbasis, hvad der er lykkedes netop i de tidligere britiske industrielle kerneområder, hvor en uuddannet arbejderklasse sidder tilbage og føler sig svigtet af især Labours udvikling til middelklasseparti. Disse vælgere har der ikke været mange tilbud til i "den trejde vej". De har ikke været med i omstillingen til vidensøkonomi. De har ikke erhvervet de kompetencemæssige forudsætninger for det. Det er en omstilling, der for øvrigt viser sig at have hvilet delvist på varm luft, når man tager finanssektorens sammenfald under finanskrisen i betragtning.

Disse vælgere siger ofte, når de bliver spurgt, at de "ikke er racister", men politikerne i London har godt af at lære en lektie. Om det så nødvendigvis er en lektie, der går på, at den britiske "løve" skal rejse sig i al sin magt og vælde og vise fordums storhed igen, er nok tvivlsomt. Det er nok snarere en lektie, der går på, at de ikke vil affinde sig med en ekskluderende, marginaliserende politik, der skiver dem selv af samfundets udvikling.

Hos Griffin er der en storladen retorik, der går langt ud over brød-og-smør politik, og som for øvrigt ville have fået både Churchill og Thatcher til at blegne i deres variant af lysebrun nationalkonservatisme:

“The far left and the Tory types who thought that the British spirit was dead and that they could walk all over 10,000 years of history, tradition, culture and heritage, were wrong. The British lion has awoken, and its roar will now be heard throughout the world".

Det er lige før, man er ved at blive helt glad for, at denne løve er bundet op i NATO og det anglo-amerikanske partnerskab. Det sætter vel visse begrænsninger for dens udfoldelser!

I kabinettet af sære ideer indgår noget, der nærmest ligner en dolkestødslegende om, at Storbritannien er blevet forrådt af globaliseringen. Internationale interesser er kommet ind og har overtaget britiske aktiver via et "privatiseringstyveri" af de fælles goder. En oprydning i og udforskning af dette har han og Andrew Brons tænkt sig skal være en af deres første indsatser. Som indvalgte i Europaparlamentet får de priviligeret adgang også til arkiverne i Westminster, hvor det britiske parlament og de væsentligste ministerier ligger.

"The dissolution of the institutions and property of the British nation into the hands of the internationalists is the single greatest piece of larceny in our history"

Man tør næsten ikke tænke på, hvad denne "analyse" bringer mindelser om. "Internationalists" bringer mindelser om et ord, man ikke vil kunne bringe i anvendelse i den sammenhæng, - ikke mindst når man tænker på Griffins og Brons' antisemitiske fortid. I nazitidens Tyskland var der lignende analyser af internationale finansfolks skyld m.h.t. det økonomiske morads i trediverne og Tysklands betaling af krigsskadeserstatninger.

Racister valgt ind i EU-parlamentet

2009-06-09T10:20:00.008+02:00

(Figuren viser resultatet af EU-parlamentsvalget i Storbritannien. Con: Conservatives. Lab: Labour. BNP: British National Party, etc.)

SECTION 2: MEMBERSHIP
1) The British National Party represents the collective National, Environmental, Political,Racial, Folkish, Social, Cultural, Religious and Economic interests of the indigenous Anglo-Saxon, Celtic and Norse folk communities of Britain and those we regard as closely related and ethnically assimilated or assimilable aboriginal members of the European race also resident in Britain. Membership of the BNP is strictly defined within the terms of, and our members also self define themselves within, the legal ambit of a defined ‘racial group’ this being ‘Indigenous Caucasian’ and defined ‘ethnic groups’ emanating from that Race.

Ovenover er et uddrag af British National Partys (BNP) forfatning. BNP fik valgt to til Europaparlamentet ved valget 4.-7. juni. Det er ganske åbenlyst et racistisk parti, som det fremgår af deres forfatning. For at blive medlem af partiet skal man tilhøre en oprindelig kaukasisk race og "etnisk gruppe" afledt heraf. Man kan forestille sig de problemer, det kan give Europaparlamentet, idet de to medlemmer nu får adgang til at ansætte personale på bevillinger fra parlamentet. Hvis de ansætter ud fra de samme kriterier, som de optager medlemmer til partiet, kommer de til at bryde anti-diskriminationslovgivning i EU.

Når det lykkedes at få valgt to, hænger det bl.a. sammen med Storbritanniens politiske og forfatningsmæssige krise. Labour har haft et elendigt valg, som det fremgår af figuren ovenover. Partiet blev kun tredjestørst efter De Konservative og United Kingdom Independence Party(UKIP). Men også bortset fra udgiftsbilagsskandalen har partiet haft fremgang. Det nyder godt af den almindelige mistillid til de etablerede politikere. Valgmåden til Europaparlamentsvalg, hvor mandater fordeles i store kredse, jvf ovenfor, giver muligheder til partiet, der således fik knap 10 pct af stemmerne i Yorkshire.

Partilederen Nick Griffin, der er valgt ind i Nordvest, er ifølge de britiske medier gået i gang med at samle en gruppe af højrenationale, der kan gøre det muligt at få adgang til parlamentets bevillinger til partigrupper. Hertil kræves 25 medlemmer, der kommer fra mindst 7 lande. I spil er bl.a. det ungarske Jobbik, der angiveligt vil have de 150.000 romaer smidt ud af Ungarn, og det franske Front National. Hvem der ellers er i tankerne til indlemmelse i denne højrenationale gruppe, står hen i det uvisse.

Valgdeltagelsen var lav; kun omkring 1/3 af de britiske vælgere gjorde sig ulejligheden at komme til stemmeurnerne. Det gør det såkaldte europæiske repræsentative demokrati problematisk, idet det jo giver mulighed for ekstreme politiske formationer for at erobre en talerstol til deres politiske projekt - de skal bare sørge for at få deres tilhængere af huse. De kan udnytte den almindelige apati blandt vælgerne, der hænger sammen med, at parlamentet ikke har samme indflydelse som et almindeligt nationalt parlament, jvf det foregående blogindlæg.

Is fascism on the march again?

Europaparlamentsvalg

2009-06-08T15:31:00.011+02:00

(Grafik: BBC)

Resultatet af Europaparlamentsvalget er blevet beskrevet i medierne som en sejr for De Grønne, for Centrum-Højre og for det nationalistiske højre. Det kan man undre sig over i betragtning af den økonomiske recession. Vælgernes reaktion har været at lukke til omkring det nationale. Men det er vel også fordi, Europaparlamentet stadigvæk ikke tages seriøst af vælgerne. Så kan man diskutere, om det stadigvæk er relevant at kalde det for et "Mickey Mouse parlament", som M. Thatcher gjorde. At denne betegnelse måske stadig har en vis aktualitet, er der meget der kunne tyde på. Vælgerne viser mindre og mindre interesse for parlamentet.

Ved det første direkte valg i 1979 var valgdeltagelsen over 60 pct. Og så er det gået ned i en kontinuert lige linje fra valg til valg. Ved valget i 2004 var valgdeltagelsen knap 46 pct, og endelig ved valget 4. - 7.6.09 faldt den til 43 pct.

Parlamentet mister dermed demokratisk legitimitet. Den faldende vælgerinteresse kan undre i betragtning af parlamentets påståede "øgede indflydelse". Er vælgerne ikke klar over det, eller kan de ikke overskue det? Eller har man overdrevet parlamentets påståede indflydelse?

Ja, det har man. Parlamentet har godt nok fået øget indflydelse igennem vetoretten i den såkaldte fælles beslutningsprocedure, der gælder ved vedtagelsen af flere og flere love/direktiver. Men er det udtryk for reel indflydelse?

Man kan forsinke nye loves vedtagelse. Det er ikke udtryk for reel lovgivende magt.

Europaparlamentarikerne er afhængige af deres nationale partier for opstilling og valg. De er derfor ikke særlig motiverede for at gå sammen og opretholde partidisciplin i de europæiske grupperinger. Disse bliver dermed meget løse og har svært ved at sætte en dagsorden. De bliver elitære konstruktioner uden folkelig forankring. Det er karakteristisk, at den britiske konservative leder David Cameron kan tage sine 25 konservative MEP'er ud af den den moderat konservative, kristelig demokratiske gruppe EPP og sætte dem over i en anti-føderalistisk gruppering sammen med polske og andre østeuropæiske konservative. Det er en beslutning i de britiske konservatives top, - ikke en beslutning i det europæiske parti, som derved reduceres til appendiks til den nationale politik.

Da man lavede de direkte valg i 1979 var håbet, at det ville styrke den folkelige opbakning bag projektet. Det er imidlertid nærmest gået modsat, hvad der nok skyldes, at indflydelsen reelt ikke er fulgt med. Den ligger stadig i de nationale regeringer forsamlet i Rådet. Afgørende for at et parlament har indflydelse er initiativretten, dvs muligheden for at foreslå love, og retten til at bestemme over regeringsdannelsen. Europaparlamentet har ingen af delene. Derfor kan man ikke fortænke vælgerne, at de føler sig gjort lettere til grin, når de opfordres til at vælge repræsentanter - til hvad?

I stedet er det blevet en blanding af et protestforum og et forum for formulering af luftige visioner om Europas fremtid. Når det prøver at få indflydelse, må det gang på gang se sig forbigået og ydmyget af de nationale regeringer. Det sidste eksempel var forsøget på at forpurre genvalget af Barroso som Kommissionsformand. Det var umuligt at blive helt enige i den socialistiske gruppe om en modkandidat (Nyrup Rasmussen?), og man blev underløbet af Britisk Labour, idet Brownregeringen også pegede på Barroso, på trods af Europaparlamentarikerne. Hvis det tværnationalt partipolitiske spil havde fungeret, havde Labours ledelse i Storbritannien afventet, hvilke beslutninger PES (Den socialistiske Gruppe) var nået frem til. Det skete ikke.

En historisk tale?

2009-06-04T19:45:00.020+02:00

Barack Obamas Cairotale, som han har holdt i dag på Cairo universitet, omtales som den vigtigste tale siden indsættelsestalen i Washington i januar. Man kan altid diskutere, om den bliver historisk. Det er det nok for tidligt at sige noget om. Det vil også afhænge af, om de mange kønne ord bliver omsat til virkelighed. Der kan ofte være langt fra retorik til virkelighed.

Der er næppe megen tvivl om, at der gøres et seriøst forsøg på at lægge afstand til Bush-æraens mistænkeliggørelser i forhold til den muslimske verden:

I consider it part of my responsibility as President of the United States to fight against negative stereotypes of Islam wherever they appear. (Applause.)
But that same principle must apply to Muslim perceptions of America. (Applause.) Just as Muslims do not fit a crude stereotype, America is not the crude stereotype of a self-interested empire. The United States has been one of the greatest sources of progress that the world has ever known. We were born out of revolution against an empire. We were founded upon the ideal that all are created equal, and we have shed blood and struggled for centuries to give meaning to those words -- within our borders, and around the world. We are shaped by every culture, drawn from every end of the Earth, and dedicated to a simple concept: E pluribus unum -- "Out of many, one."
Now, much has been made of the fact that an African American with the name Barack Hussein Obama could be elected President. (Applause.) But my personal story is not so unique. The dream of opportunity for all people has not come true for everyone in America, but its promise exists for all who come to our shores -- and that includes nearly 7 million American Muslims in our country today who, by the way, enjoy incomes and educational levels that are higher than the American average. (Applause.)
Moreover, freedom in America is indivisible from the freedom to practice one's religion. That is why there is a mosque in every state in our union, and over 1,200 mosques within our borders. That's why the United States government has gone to court to protect the right of women and girls to wear the hijab and to punish those who would deny it. (Applause.). So let there be no doubt: Islam is a part of America.

Man kunne have ønsket, at europæiske politikere turde komme den muslimske verden i møde på samme måde. På det verbale plan udtrykkes et stærkt ønske om integration og om, at forskellige kulturer kan leve side om side i det samme samfund. Obama ligger hestehoveder forud for danske identitetspolitikere i ønsket om at strække hånden ud til en etnisk og kulturel minoritet i det amerikanske samfund for at sikre integration og ligestilling: "I reject the view of some in the West that a woman who chooses to cover her hair is somehow less equal, but I do believe that a woman who is denied an education is denied equality.". Han kommer nok til at provokere mange med den bemærkning.

Han går imidlertid samtidig langt for at sælge de amerikanske værdier. Lige som han ikke vil acceptere stereotyper om muslimer, vil han ikke acceptere deres stereotyper om etniske amerikanere.

Det er et interessant træk ved talen, at Obama ikke tager sit udgangspunkt i en kristen eskatologi, som Bush gjorde, når han bevæger sig op i de højere luftlag for at retfærdiggøre den fortsatte "krig mod terror", men finder argumenterne i muslimernes eget hellige skrift, Koranen. Se f.eks. dette uddrag, hvor han taler om terrorisme:

The Holy Koran teaches that whoever kills an innocent is as -- it is as if he has killed all mankind. (Applause.) And the Holy Koran also says whoever saves a person, it is as if he has saved all mankind. (Applause.) The enduring faith of over a billion people is so much bigger than the narrow hatred of a few. Islam is not part of the problem in combating violent extremism -- it is an important part of promoting peace.

I modsætning til, hvad visse europæiske identitetspolitikere siger, gives der meget klart udtryk for, at terrorismen ikke har sit udspring i islam. Islam kan være mange forskellige ting. Og det er kun en lille minoritet, der laver terror. Det er ikke en iboende del af den muslimske religion. Tværtimod er det sådan, at langt de fleste muslimer tager afstand fra terror.

Men han giver samtidig udtryk for himmelråbende naivitet, når han tror, at USA kan løse de komplekse problemer i den eksplosive trekant mellem Punjab, Waziristan, Kashmir, Indien og Afghanistan gennem en blanding af hård og blød magt:

Now, we also know that military power alone is not going to solve the problems in Afghanistan and Pakistan. That's why we plan to invest $1.5 billion each year over the next five years to partner with Pakistanis to build schools and hospitals, roads and businesses, and hundreds of millions to help those who've been displaced. That's why we are providing more than $2.8 billion to help Afghans develop their economy and deliver services that people depend on.

USA har selv været med til at skabe problemerne i denne region igennem den uigennemtænkte strategi med droneflyenes bombninger og manipulationerne med marionetpolitikere.

Når det gælder Palæstinakonflikten, er det amerikanske dilemma velkendt. Israellobbyen i USA nævnes ikke ved navn. Obama gør sig ti fortaler for to-statsløsningen, som også var den officielle politik under Bush. Men det ser nu ud til, at USA vil gøre et mere seriøst forsøg på at presse israelerne mere betingelsesløst til at opgive udvidelse af bosættelserne på Vestbredden og i Jerusalem. Og det er på høje tid, at det sker. Den arabiske verdens reaktion på talen - og fortsatte accept af præsident Obama - vil langt hen ad vejen afhænge af, hvordan det palæstinensiske problem bliver håndteret.

Det palæstinensiske problem er, som det er blevet sagt, alle mellemøstlige problemers "moder". Århundreder af kolonial undertrykkelse ses afspejlet i dette problem. Tilsyneladende kan Obama dele sol og vind lige:

Threatening Israel with destruction -- or repeating vile stereotypes about Jews -- is deeply wrong, and only serves to evoke in the minds of Israelis this most painful of memories while preventing the peace that the people of this region deserve.
On the other hand, it is also undeniable that the Palestinian people -- Muslims and Christians -- have suffered in pursuit of a homeland. For more than 60 years they've endured the pain of dislocation. Many wait in refugee camps in the West Bank, Gaza, and neighboring lands for a life of peace and security that they have never been able to lead. They endure the daily humiliations -- large and small -- that come with occupation. So let there be no doubt: The situation for the Palestinian people is intolerable. And America will not turn our backs on the legitimate Palestinian aspiration for dignity, opportunity, and a state of their own.

"USA vil ikke vende ryggen til den legitime palæstinensiske forhåbning om værdigheden, lige muligheder og en stat, der er deres egen". Der tales om "dislocation" - men hvad med muligheden for at bringe denne dislocation til ophør, - vende tilbage til forfædrenes landsbyer? Det ville kræve en én-statsløsning. Men det er måske også et spørgsmål om at være realistisk og være i stand til at se en sag fra begge sider:

if we see this conflict only from one side or the other, then we will be blind to the truth: The only resolution is for the aspirations of both sides to be met through two states, where Israelis and Palestinians each live in peace and security

Det mest optimale havde nok været en énstatsløsning, der kunne have muliggjort en palæstinensisk tilbagevending. Men det er blevet urealistisk som følge af fjendskabet på begge sider.
Så vidt man kan se, er det ikke alle i Mellemøsten, der er lige begejstrede for talen.

Lige nu drejer det sig om overholdelse af indgåede aftaler:

The obligations -- the obligations that the parties have agreed to under the road map are clear. For peace to come, it is time for them -- and all of us -- to live up to our responsibilities.

Israel har forpligtet sig til køreplanen for fred og en tostatsløsning. Det blev sidst gentaget ved det af George W. Bush afholdte Annapolismøde i slutningen af 2007, men den konservative Likud regering under ledelse af Benjamin Netanyahu har ikke vist sig villig til at følge i dette spor. USA har her en stor opgave foran sig med hensyn til at få Israel ind på at leve op til de indgåede aftaler.

Om talen bliver historisk, vil nok blive afgjort af, om den bliver til andet end retorik. Hvis USA virkelig går i gang med seriøst at løse f.eks. det palæstinensiske problem, som det er skitseret her, så kan den gå hen at blive historisk, idet den vil blive set som det signal, der førte til forhandlingerne, der førte til fred. Men det står endnu hen i det uvisse.

Kan USA og præsident Obama udvise den rette styrke og det fornødne mod til at løse den palæstinensisk-israelske konflikt? Når man stiller spørgsmålet såden, er det også udtryk for afmagt fra den øvrige Verdens side. Er der nogen, der har svigtet i denne sag, er det EU. EU kunne have haft den fornødne styrke til at foretage sig noget, men har intet gjort. EU har helt ureflekteret fastholdt Hamas på EU's terrorliste, selv om Hamas vandt et demokratisk valg i 2006 og på både godt og ondt er en form for legitim repræsentant for en stor del af det palæstinensiske folk.

.... violence is a dead end. It is a sign neither of courage nor power to shoot rockets at sleeping children, or to blow up old women on a bus. That's not how moral authority is claimed; that's how it is surrendered.
Now is the time for Palestinians to focus on what they can build. The Palestinian Authority must develop its capacity to govern, with institutions that serve the needs of its people. Hamas does have support among some Palestinians, but they also have to recognize they have responsibilities. To play a role in fulfilling Palestinian aspirations, to unify the Palestinian people, Hamas must put an end to violence, recognize past agreements, recognize Israel's right to exist.

Her påtager han sig med et velkendt oratorisk kneb det mod at kalde terroristerne for tøsedrenge, der går efter børn og gamle kvinder. "Det er ikke måden at få moralsk myndighed på. Det er måden at opgive moralsk myndighed".
Det har Obama naturligvis ret i. Men udtalelsen er alligevel en andelse asymmetrisk, når han ikke inddrager den israelske hærs bombninger af civile tilholdssteder i Gaza, en form for terror, der under navn af "krig" blev udøvet imod den palæstinensiske befolkning under december-januar krigen, og hvor menneskerrettighedskrænkelserne blev dokumenteret af FN.
At Hamas overhovedet nævnes, er et fremskridt i forhold til den tidligere amerikanske administration i Washington. Præsident Obama viser dermed, at han formentlig er parat til at inddrage organisationen - hvad der nok vil være nødvendigt for at nå en effektivt virkende fred. Det kan virke som barnemad - og en nødvendighed - for en dansker, men vil næppe blive taget nådigt op af f.eks. højrefløjen i Det republikanske parti - og måske heller ikke af mange demokrater. Men han har nok ret i, at det er det, der skal til for at nå en løsning, der kan blive holdbar. Det bliver imidlertid ikke nemt at få israelerne til at opgive bosættelserne og trække sigt tilbage til grænserne før 1967-krigen. Men hvem ved: - Hvis de kan få en holdbar fred til gengæld?

I sin analyse af talen i The Guardian skriver Jonathan Friedland, at den er baseret på en simpel idé, men en idé, der er gået hen og blevet en radikal idé i Europa og Nordamerika: Respekt for den arabiske og muslimske verden. Obama taler varmt om den arabiske civilisations landvindinger, lige fra algebra til poesi, og han citerer fra Koranen. Pointen er, siger Friedland, at ingen anden amerikansk præsident kunne holde denne tale. Når Bush talte om den arabiske Verden, var han ifølge Friedland enten krigerisk eller patroniserende. Det er Barack Obamas baggrund og hans dybtfølte visioner om at skabe heling i Verden, der gør, at man lytter til budskabet.

....it went deeper than flattery about the great Islamic past. He showed understanding, if not always acceptance, of what one might call the Arab and Muslim narrative. So he spoke of past "colonialism", a word shocking to hear from a US president. He admitted the cold-war use of Muslim nations as "proxies", and confessed to US involvement in the toppling of Iran's elected prime minister in 1953. One analyst noted references to "dignity" and "justice" and against "humiliation", words that resonate in Muslim discourse.

Ifølge Friedland gik det dybere end blot smiger over den islamiske fortid. Der var også en forståelse for den arabisk-muslimske narrativ/fortælling, f.eks. om den "koloniale" fortid. Friedland har nu ikke ret i, at det er chokerende at høre dette fra en amerikansk præsident. Tværtimod har det været et tema for nogle årtier siden, hvor amerikanske ledere tog afstand til europæisk kolonialisme, der holdt nye og potentielle imperiemagter som USA og Japan fra fadet. Men det er korrekt, at omtalen af muslimske nationer som "stedfortrædere" (proxies) under den kolde krig, er en indrømmelse af en kedelig tidligere stormagtsrolle spillet af USA og Sovjetunionen. Det er for øvrigt ikke kun muslimske nationer, der er blevet tildelt, eller som selv aktivt har accepteret, at spille rollen som proxy for supermagten USA!!
Omtalen af den iranske leder Mossadeqs fald i 1953, som offer for en CIA og britisk indsats, er også værd at bemærke. Det er formentlig noget, der vil blive lagt mærke til i Teheran, når man skal tage stilling til amerikanernes oplæg til dialog.

Om talen kan bruges til at realisere præsident Obamas vision om at skabe heling mellem den vestlige og den muslimske verden, er en anden sag, hvorom man nok kan have sine tvivl.
Robert Fisk slutter en analyse af talen i The Independent med at citere Churchill: "Words are easy and many, while great deeds are difficult and rare."

Når virkeligheden melder sig, melder også spørgsmålet sig: Findes der egentlig noget, man kan kalde en "muslimsk verden"? Der er langt fra de saudiske kongepaladser og præsident Mubaraks politistatsmetoder og til hverdagen i Gazastriben, - for langt til, at selv en Obamas glatte retorik kan holde sammen på det. Talen burde måske have været holdt på mere neutral grund. Måske skulle den have været holdt fra en æselkærre i et sønderbombet boligkvarter i Gaza By.

Stor stigning i arbejdsløsheden

2009-05-28T05:55:00.016+02:00

Kilde: Øverste figur: Økonomisk redegørelse. Finansministeriet. Nederste figur: Danmarks Statistik. Arbejdskraftundersøgelsen. Klik på figurerne for større billeder)

At arbejdsløsheden er betydelig højere, end de officielle tal viser, har man længe haft en formodning om. Nu er det dokumenteret i en undersøgelse, Danmarks Statistik har lavet. Det er den såkaldte arbejdskraftundersøgelse, der bygger på kvartalsvise interviews med en stikprøve på 22.000 personer. Disse mennesker ringes op og bliver spurgt, om de er i arbejde. Undersøgelsen viser, at arbejdsløsheden er steget med 53.000 på et år, langt hovedparten af stigningen ligger inden for det seneste kvartal.

De officielle arbejdsløshedstal, jf øverste figur, sminker det reelle billede af arbejdsløsheden på forskellige måder. Det er kun de, der aktivt søger arbejde og er registreret i a-kasse og bistandssystemet, der tæller med. De, der er i aktivering, tæller heller ikke med. De officielle arbejdsløshedstal viste for øvrigt en voldsom stor stigning i arbejdsløsheden i april. I denne måned steg arbejdsløsheden i Danmark med et rekordstort antal. Næsten 11.000 mennesker mistede deres job, og arbejdsløsheden røg op på næsten 93.000.

De tider er længst forbi, hvor en dansk finansminister kunne prale med, at "vi ejer snart hele verden". Nu går det hastigt den anden vej. Den voldsomme stigning i arbejdsløsheden er med til at forårsage denne udvikling. For et par dage siden offentliggjorde Finansministeriet Økonomisk redegørelse. Den viser, at den offentlige sektors budgetsaldo (samlede offentlige udgifter og indtægter i forhold til hinanden) vil gå i minus, og allerede i 2010 vil statens underskud udgøre over 3 pct af BNP. Dermed opfylder landet ikke kritierne for at komme med i euroen. Det er der nu mange andre lande, der heller ikke gør.

Det kan overraske, hvor hastigt det går den modsatte vej. I 2008 havde Danmark et overskud på statsfinanserne på over 60 mia kr. Frem til starten af 2010 forværres statsfinanserne med langt over 100 mia kr. Det skyldes dels de økonomiske stimulanser med skattelettelser, f.eks. Forårspakke II, dels at den relativt veludbyggede danske velfærd giver kraftige såkaldte automatiske budgetvirkninger. Hver gang en fuldtidsansat bliver arbejdsløs, koster det 2-300.000 kr på de offentlige budgetter som følge af lavere skatteindtægter og udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse.

Til forskel fra andre lande, f.eks. Tyskland, har Danmark ikke benyttet sig af lejligheden til at bruge udpumpningen af penge til at sætte gang i en grøn omstilling af økonomien, som det er dokumenteret bl.a. i en undersøgelse fra HSBC. De går i stedet til skattelettelser. Det er kortsigtet. - Og det er ekstra ærgerligt, fordi Danmark er en økonomi, der i forvejen har en relativt veludbygget teknologi på det grønne område. Man er i fare for at falde bagud af dansen, hvis man ikke aktivt sørger for at holde forspringet ved lige.

Regeringsøkonomerne skriver i økonomisk redegørelse:

Selv om BNP således kan begynde at stige igen i efteråret, er det ikke udtryk for at lavkonjunkturen er overstået, og ledigheden ventes at stige i hele perioden frem mod udgangen af 2010. Ledigheden er steget siden juli sidste år og med betydelig fart de seneste måneder som følge af svækkelsen af tillid og aktivitet i efteråret. Tilpasningen vil vare nogen tid endnu, men den hastighed, hvormed ledigheden stiger, ventes at
aftage i løbet af i år og næste år. Ledigheden skønnes at stige fra 3,6 pct. af arbejdsstyrken i år til ca. 5 pct. af arbejdsstyrken i 2010 – overvejende som en konsekvens af det produktionsfald, som er sket, jf. figuren . Det indebærer, at ledigheden stiger til omkring 150.000 personer ved udgangen af 2010. Det er lagt til grund, at produktiviteten stiger kraftigt med 5-6 pct. over de næste par år, således at en stor del af produktivitetstabet i perioden fra 2006-2008 bliver indhentet. Væksten i Danmark ventes at blive højere end i euroområdet på grund af relativt lempelig økonomisk politik herhjemme og store automatiske stabilisatorer........de offentlige finanser svækkes derfor også ret markant og underskuddet i 2010 ventes at udgøre 3¼ pct. af BNP (Økonomisk redegørelse maj 09).

Selv om det lyder slemt nok, er det alligevel et overraskende rosenrødt billede, der tegnes af dansk økonomi her, i betragtning af den internationale krises voldsomhed. Danskerne lever tilsyneladende stadig i bevidstheden om, at de "snart ejer hele verden". I lyset af Danmarks Statistiks undersøgelse er der en voldsom underdrivelse af arbejdsløshedsproblemets omfang. For det andet ventes den kommende opgangskonjunkturs (?) vækst at blive større end euro-områdets p.g.a de store udpumpninger af SP-penge og skattelettelser.

Der tages i denne vurdering ikke hensyn til, at den danske konkurrenceevne er svækket de senere år som følge af det kapacitetspres i økonomien, der er gået forud, og som redegørelsen selv dokumenterer ('øverste figur). Det er et kapacitetspres, der hænger sammen med den overdrevent stimulerende lavrentepolitik og de nye låneformer på ejendomsmarkedet fra 2003.

Fra finanskrise til afsætningskrise

2009-05-26T05:21:00.005+02:00

(Verdenshandelens udvikling. Januar 2005 = 100. Kilde: Nationalbanken)

Hvad er det fore en krise, der er i gang? Det kan man se meget forskellige opfattelser af, afhængig af, hvem der taler om krisen. Der et stort "naming game" i gang. Vi har pt en økonomisk krise, men der er også en slags krise i den økonomiske diskurs om, hvad det er, der foregår. Oprindelig hed det sig, at det var en subprimekrise, der blev udløst af dårlige amerikanske huslån. Siden udviklede det sig til en finanskrise, der skyldtes et overophedet boligmarked og smarte finansielle instrumenter, der var løbet løbsk, så finanssektoren gik "lånekold".

Når man ser på figuren over verdenshandelens udvikling ovenover, er der ingen tvivl om, at krisen nu kan beskrives som en global afsætningskrise. Det er blevet en krise for globaliseringen. Verdensøkonomien er gået på skrump. Det viser sig i stærkt faldende eksporttal for økonomier, f.eks. Tyskland, Japan og Sverige, der har en stor industrieksport. Men også andre økonomier er berørt, - Danmark dog i lidt mindre grad end de nævnte, bl.a. fordi Danmark har en ret stor serviceeksport og eksport af inputs til den nye grønne økonomi.

Der er nok ikke pt udsigt til, at det udvikler sig til en krise a la den i 1930'erne. De vedtagne økonomiske stimulanspakker og de veludbyggede velfærdsstater lægger en bund under efterspørgselen. Hertil kommer den fortsatte vækst i de to store asiatiske økonomier, Indien og Kina, især sidstnævnte. Som det ser ud nu, fortsætter Kinas vækst i størrelsesordenen 6-8 pct årligt. Dermed er krisen også udtryk for, at den økonomiske balance i Verden er ved at tippe over mod Asien.

Om krisen udvikler sig yderligere, eller det begynder at gå mod bedre tider, vil afhænge af, hvordan landene reagerer på det fald i verdenshandelen, som figuren viser. Hvis der reageres med protektionisme og yderligere negative forbrugerforventninger, som det skete i 1930'erne, kan krisen blive yderligere uddybet. Hvis det globale marked holdes åbent, behøver det ikke at ske.

Indien - det dynastiske elitedemokrati

2009-05-18T07:47:00.024+02:00

(Valgresultat ved valg til Lok Sabha. Kilde: Indian Election Commission og Hindustan Times. INC: Indian National Congress. BJP: Det hindunationalistiske parti Bharatiya Janata Party. Klik for større kopi)

Kongrespartiet er blevet udråbt til sejrherre ved valget i Indien. Partiet er med dets faste allierede, United Progressive Alliance (UPA), gået frem til 261 mandater ud af de 272, der skal til at få flertal i Lok Sabha, Underhuset. Det vil ikke blive et problem at få de resterende mandater til et flertal, idet mange af de mindre partier og uafhængige vil blive lykkelige over at få tilbudt poster og indflydelse til gengælde for at levere stemmer til flertallet.

Fremgangen blandt vælgerne er procentvist ikke nær så stort. Kongrespartiet er gået frem fra godt 27 pct af vælgerne til knap 29 pct. Når det giver så mange flere mandater i forhold til sidst, hvor Kongrespartiet kun opnåede at få godt 140 mandater, skyldes det valgmåden. Der er flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor der gælder first-past-the-post, dvs det parti, der får flest stemmer i den enkelte kreds, får mandatet. Og da stemmerne ofte fordeles meget ud på de mange partier, der stiller op i det multietniske og socioøkonomisk sammensatte land, skal der kun få ryk i pct til at flytte meget rundt med mandaterne. Det er årsagen til, at partierne stiller op i alliancer. Det øger muligheden for valg, at blive first-past-the-post. Den største samlede stemmeblok udgøres af stemmer på regionale partier og uafhængige kandidater (den blå skive i fig. ovenover).

Den såkaldte tredje front, der består af de lokalt forankrede kommunistpartier i Vestbengalen og Kerala, gik tilbage fra 59 til 23 mandater. De leverede parlamentarisk støtte til den siddende Kongresregering frem til forrige år, hvor samarbejdet sprængtes som følge af atomsamarbejdsaftalen mellem Indien og USA. CPI-M (Communist Party of India - Marxist) er bl.a. blevet upopulær i Vestbengalen på at føre en nyliberal økonomisk politik, der skulle bringe investeringer til området, bl.a. ved hjælp af indskrænkninger i strejkeretten og via etablering af frizoner for den internationale kapital. Det har imidlertid været en temmelig begrænset succes, og det førte til et folkeligt backlash, da man satte politi ind imod bønder, der protesterede imod ekspropriation af jord til formålet. Det fik CPI-M til at gå i tænkeboks om denne politik, men da var det for sent. Omvendt var de kommunistiske støttepartier, CPI og CPI-M, tilbageholdende med liberaliseringer på nationalt plan, da Kongrespartiregeringen ville privatisere statsejede virksomheder og deregulere dele af finanssektoren.

I nogle stater er der lokalt forankrede partier, f.eks. den største Uttar Pradesh. Her førte den kommende leder af Gandhi-dynastiet Rahul Gandhi meget aktiv valgkamp, og det lykkedes ham at styrke Kongrespartiets stilling til 21, en fordobling i forhold til 2004-valget, ud af de 80 mandater i staten. De øvrige mandater i denne stat gik bl.a. til det lokalt forankrede lavkaste hinduparti Samajwadi- og Dalit (kasteløse) partiete Bahujan Samaj Party (BSP), som repræsenterer de kasteløse og har magten i staten.

Ifølge Rahul Gandhis blog er han allerede selvudnævnt til at blive Indiens kommende premierminister. "The future leader of India" står der hen over forsiden. Faren Rajiv Gandhi og bedstemoren Indira Gandhi, samt oldefaren Jawaharlal Nehru, var alle premierministre. Manmohan Singh fortsætter foreløbig i embedet, men han forventes at træde tilbage om et år eller to og overlade posten til Rahul.

Kongrespartiet repræsenterer kontinuiteten tilbage til den nationale kamp for selvstændighed, da Indien var en koloni under Storbritannien. Det har stået for modernisering og samling af landet. Under Nehru, der var uddannet i Storbritannien, stod Kongrespartiet for socialisme og økonomisk planlægning. Man satsede på opbygning af sværindustri og anden industri bag beskyttende toldmure.

Under Rajiv Gandhi og en periode, hvor BJP var ved magten i slutningen af 1990'erne og omkring årtusindeskiftet, satsedes på liberaliseringer. Den politik fortsattes af Manmhohan Singh efter valget i 2004.

I de senere år har der været stærk økonomisk vækst i Indien, når man måler det ved BNP. Den økonomiske fremgang har dog haft yderst vanskeligt ved at difundere ned i samfundet. Bangalore og andre centre for globalisering, outsourcing og IT er små isolerede øer i et ocean af fattigdom og underudvikling. Flere hundrede millioner mennesker er henvist til at leve for under 1,25 $ pr dag, Verdensbankens fattigdomsdefinition for ekstrem fattigdom. Der er ringe økonomisk og social mobilitet. Én gang kasteløs/lavkaste - altid kasteløs/lavkaste. Ud over at afgive gyldne løfter og bruge disse mennesker som stemmekvæg, er det temmelig lidt den indiske elite gør for dem.

Infrastrukturen i landet er mange steder meget gammeldags og dårligt fungerende. Der skal gigantiske investeringer til for at gøre noget effektivt ved det.

Valgsejren udløste jubel på Børsen i Mumbai. Aktiekurserne steg 17 pct, og den indiske rupee to pct i værdi. Den indiske forretningselite ser frem til, at den nyliberale økonomiske politik nu kan fortsættes og administreres med sikker hånd af Manmohan Singh og hans efterfølger.

Det kan dog nok blive svært at indfri valgløfterne til den bredere befolkning. Med Kongrespartiets fremgang vil det ikke længere have et alibi for ikke at gøre noget ved problemerne med manglende social mobilitet og manglende investeringer i uddannelser og infrastruktur.

Som valgresultatet ligger, vil Kongrespartiet kunne danne regering uden at være afhængig af et af de store regionale, enkeltstatsligt baserede partier, og uden at være afhængig af venstrekoalitionen, som det havde svært ved at samarbejde med på det udenrigspolitiske felt. Det giver en mulighed for at føre partiets politik igennem. Men samtidig er der heller ingen undskyldninger for ikke at gøre det. Hvis man ikke gør det, kan det føre til yderligere apati i de brede lag, eller en knusende vælgerdom om fem år, når der igen holdes valg til unionsparlamentet i Delhi.

Links:

Det indiske demokrati, hvor de fattiges blokke af stemmer indgår i den politiske elites kyniske kalkulationer og politiske intriger, beskrives meget eksemplarisk og indforstået i Aravind Adigas bog The White Tiger, og leveforholdene for de fattige beskrives derudover i den på nettet tilgængelige novelle the Elephant.

Valgresultat på Rediff News. Samtale med election commissioner.

Dynastisk politik.

Politisk fremmedgørelse i UK

2009-05-17T19:54:00.008+02:00

Bilagssagen kører på fulde omdrejninger i Storbritannien. En opinionsundersøgelse viser, at støtten til de tre gamle partier er på et lavpunkt. Over 40 pct vil stemme på et af de mindre, ukendte partier, eller blive hjemme ved valget til Europaparlamentet i begyndelsen af juni. Men sådan plejer det nu at være ved disse valg. I Storbritannien er der traditionelt en meget lav valgdeltagelse til Europaparlamentet.

Hvis De Konservative kommer til magten ved næste Underhusvalg, og det tyder opinionsmålingerne på, vil der komme en betydelig mere EU-skeptisk regering i landet.

Det er især Labour, der ser ud til at blive "straffet" for bilagssagen, selv om også konservative MP'ere er involveret i betydeligt omfang. Labour er næsten på niveau med Liberaldemokraterne i målingen.

Hvem kan så komme i EU-parlamentet. Bloggeren Guido Fawkes opfordrer folk til at stemme på De Grønne, Det liberalistiske parti Libertas eller UKIP (United Kingdom Independent Party), en stærkt EU-skpetisk liste, der har brugt det meste af sin energi i EU-parlamentet på at gøre grin med det. Men han opfordrer ikke til at stemme på BNP.

Det er et spørgsmål, om utilfredsheden med de to store partier er sådan, at det kan bringe Liberaldemokraterne på banen som parti nr 2, som altså kan fortrænge Labour som det andet parti, der favoriseres af first-past-the-post flertalsvalget? Det er dog nok tvivlsomt. Så skulle det være gået forbi Labour i meningsmålingen.

Det er et alvorligt problem for Storbritannien midt under den økonomiske krise, at støtte i befolkningen er på et sådan lavpunkt. Det er en regering og et politisk system i krise. Mange forlanger et opgør med valgmåden. Flertalsvalget har tendens til at favorisere de udholdende, der vil blive ved i politik valg efter valg efter valg. Det er ikke levebrødspolitikere, befolkningen har behov for i en situation med mistillid til politikere og det politiske system. En del kommentatorer forestiller sig, at forholdstalsvalg vil kunne bidrage til en løsning, måske ikke på hele problematikken, men måske gøre, at vælgerne føler sig bedre repræsenteret.

Det viser sig nu, at den tidligere spindoktor for Underhusets Speaker advarede denne imod den tikkende bombe i parlamentsmedlemmernes måde at lave bilag på, men det blev ikke taget nådigt op.

Om stor enquete blandt Guardians læsere.

Frankrig - den førende kapitalismemodel?

2009-05-11T16:29:00.011+02:00

(Kilde: The Economist (efter OECD og FN). Figuren viser de offentlige udgifter i pct af BNP og den gennemsnitlige levealder)

De forlader den synkende skude! Nu er også det førende britiske finansblad med i flugten fra laissez-faire kapitalismen.

Forsiden af 9. maj-nummeret er prydet af en sejrsskamle, som Sarkozy står på. Ved siden af ham Angela Merkel og siddende nede i et kloakhul kan man lige skimte halvdelen af Gordon Browns hoved. Det er Le modele Francais som sejrherre, Modell Deutschland som nummer to og den angelsaksiske model som nr chock, når det gælder kapitalismemodeller.

Det begrundes bl.a. med, at Frankrig ser ud til at være det land, der kommer mest uskadt igennem krisen. Den franske statsdirigisme har sikret en regulering af finanssektoren, så banksektoren er kommet nogenlunde igennem, uden alle de fallitter og bail-outs, man har set i USA og Storbritannien. I Frankrig stilles der større krav til bankernes egenkapital, end de internationale regler åbner for.

Det samme gælder ejendomsmarkedet. I Frankrig udgør prioritetsgæld omkring 35 pct af BNP (den samlede produktion). I bobleøkonomierne Storbritannien, Irland og Spanien er det 86, 72 og 62 pct. Der er desuden i Frankrig regler om, at låntagere højst må optage lån af en størrelse, så renterne maksimalt kan udgøre 1/3 af indkomsten. Det er regler, som franskmændene blev til grin blandt amerikanere og englændere over i de gode år, men som nu viser sig at have været rigtige.

Det er dog især den veludbyggede velfærdsstat, der sikrer landets økonomi under krisen. Der er en veludviklet sundhedssektor med både private og offentlige tilbud, hvor de sidste omfatter alle. For halvdelen af omkostningerne i USA (sundhedsudgifter i pct af BNP) får man sundhed på et højere niveau, hvad bl.a. levealderen viser. Velfærden fungerer som automatiske stabilisatorer, når økonomien kommer i krise. Arbejdsløshedsunderstøttelsen når helt op på 75 pct af tidligere indkomst, mere end i f.eks. Danmark. Betydelige familiemæssige ydelser er med til at give et relativt højt fødselstal og (nogenlunde) rimelige vilkår for fattige familier. Man kan også nævne, at Frankrig har en af Verdens højeste statsligt sikrede mindstelønninger, le SMIC (Salaire Minimum), på knap 9 euro i timen. Den franske mindsteløn er dermed ca dobbelt så høj som den amerikanske. Og den er 1/3 højere end i Storbritannien.

Staten har en rolle som forsørger, siger bladet. Den omfordeler velstand, og det bevirker, at efterspørgelsen holdes oppe, når der er nedgangskonjunktur. Udover denne velfærdsrolle har staten også en direkte rolle som planlægger og reguleringsinstans. Når det gælder bonusordninger til toppen i det private erhvervsliv og bankdirektørlønninger, følger man heller ikke den anglo-amerikanske kapitalismemodel. Ifølge bladet er disse lønninger nok relativt høje, men de er ikke vokset op i himlen som i Storbritannien og USA.

Planlæggerrollen viser sig i de store statslige infrastrukturinvesteringer, der har givet landet et moderne net af højhastighedstog og en veludbygge uddannelsessektor med gratis universitetsuddannelser. Hertil kommer strategisk planlægning af energisektoren, bl.a. med udbygget atomkraft til sikring af elproduktion og nye investeringer i grøn økonomi.

Der er dog en vis kritik af uddannelsessystemet for at være to-delt med et eliteniveau (les grades ecoles) og et niveau for masserne.

Efter al denne ros kan man stille spørgsmålet, som bladet ikke stiller: Hvordan kan det være, at Frankrig er det måske mest revolutionstilbøjelige land i den vestlige verden? Det trotzkistiske postbud Besancenot har i enkelte opinionsmålinger stået til at få 15-20 pct af stemmerne, hvis der var valg nu. Han har stiftet et nyt parti.
I Frankrig går fyr-og-hyr modellen ikke så smertefrit som i f.eks. Danmark. Der er steder, hvor direktioner er blevet låst inde. Arbejderne har nægtet at forlade fabrikken og acceptere, den ikke kan køre videre længere efter kapitalistiske principper. Der er en meget større vilje til at sige: Det er også vores virksomhed. Det er en virksomhed, vi har været med til at skabe. Hvor kommer denne kollektivisme fra?

Det kan være et relevant spørgsmål, men det er også værd at notere sig, at der er visse eksklusions- og inklusionsprincipper, der gør, at det ikke uden videre er alle, der er omfattet? Det franske arbejdsmarked er meget delt i dem, der er inde, og dem, der ikke er. Og det er en del af baggrunden for de mange protestaktioner på arbejdsmarkedet. Nyuddannede kan have svært ved at finde et fast fuldtidsarbejde. Når man tilhører arbejdsmarkedets B- eller C-gruppe, kan det være vanskeligt at komme ind i A-gruppen.

Frankrig ser nok ud til at klare krisen bedre end Storbritannien og USA, men for den franske underklasse, bl.a. indvandrerunge i forstæderne, er det ikke nogen "rejse på første klasse under krisen". Her er arbejdsløsheden meget høj og de sociale tilbud utilstrækkelige.

Nicolas Sarkozy, Frankrigs præsident, var tidligere tilhænger af friere markedsordninger og deregulering. Han kiggede dengang lidt misundeligt på den anglo-amerikanske model. Krisen har fået ham til at vende på en tallerken. Nu har han gjort sig til fortaler for en "ny kapitalismemodel", en statsinterventionistisk reguleringsmodel, der til forveksling ligner det, man har nået i Frankrig. Før G20 topmødet i London 2. april havde han fået Angela Merkel med på, at de holdt en separat pressekonference før det officielle møde, hvor de to præsenterede kontinentaleuropæernes opfattelse af, hvordan verdensøkonomien bør reguleres. Kritikken af amerikanere og briter blev dog tonet ned under selve mødet af hensyn til, at man ville nå frem til en fælles aftale.

Kaffegrumset økonomi

2009-05-11T07:03:00.005+02:00

En af Politikens store historier i dag 11.5.09 er en økonomisk analyse, avisen har sat i gang sammen med Bjørn Lomborg i den såkaldt Danmarks Konsensus. Denne analyse skulle vise, at der er langt større afkast af en krone i skattelettelser end en krone i offentlige investeringer.

Hvordan man når frem til denne konklusion, får vi intet at vide om. Man er nødt til at acceptere økonomernes beregninger, der til gengæld stilles op med stor autoritet:

Analysen når frem til, at velstanden i samfundet øges med 1,98 kroner for hver krone, der bruges på at sænke topskatten. En krone til offentlige investeringer giver kun 1,28 kroner i øget velstand.

Professor er overrasket»Det er overraskende, at der er en så markant større gevinst ved skattelettelser«, siger professor ved Copenhagen Business School og tidligere økonomisk vismand Jan Rose Skaksen, der har været med til at lave analysen.»Men vores beregninger viser, at de økonomiske fordele ved offentlige investeringer ret hurtigt bliver ædt op af andre ting. Mens der er vedvarende store effekter ved at sænke især topskatten«.

Det er klart, at beregningerne når frem til dette resultat, når man putter nogle forudsætninger ind fra start, der gør beregningerne til selvopfyldende profetier ud fra disse forudsætninger. Man baserer sig på regnearkets eller computerens "autoritet", der jo reelt ikke er andet end udførlige tautologier.

Man antager f.eks. frejdigt, at der er bestemte dynamiske effekter forbundet med skattelettelser og lægger disse til grund for udregninger. Enhver sober økonomisk analyse ved imidlertid, at empirien bag disse antagelser er yderst tvivlsom. Som erfaringen viser, går virkningerne begge veje: Nogle vil arbejde mere, andre vil tilkøbe sig mere fritid, når den disponible indkomst stiger.

Økonomer burde gøre mere ud af deres præmisser, når de lancerer sådanne forudsigelser. De er ofte reelt ikke mere værd end den kiggen i kaffegrums, som kloge koner foretager.

Bilagssag kører videre

2009-05-09T09:06:00.014+02:00

Bilagssagen kører videre i Storbritannien i en grad, så det er meget sandsynligt, det kommer til at påvirke EU-parlamentsvalget i starten af juni. Det er avisen Daily Telegraph, der er kommet med afsløringerne.

Ledelsen af parlamentet har henvendt sig til politiet for at få lavet en politiundersøgelse - ikke af snyderiet for offentlige midler, men af, hvem der har lækket historien:

To all Members
I refer to the publication today of articles in The Daily Telegraph about Members’ expenses apparently based on information held in confidence by the House service.
The advice which I have received is that there are reasonable grounds to believe a criminal offence may have been committed in relation to the way this information has been handled. Having informed Mr Speaker I have today made a report to the Metropolitan Police, asking them to consider the matter.
Recognising individual Members’ concerns, an inquiry line (020 7219 XXXX) has been set up which will be open during working hours and between 10 am and 2 pm on Saturday 9th and Sunday 10th May. A senior member of staff will be on hand to assist Members.
If it would be more convenient, you can e-mail xxxxxxx@parliament.uk supplying contact details and a member of staff will get back to you as soon as possible.
Please note if you or your delegate call the inquiry line you will be required to provide proof of identity through the MP Verify identification system used by the Department of Resources.
Malcolm Jack
Clerk of the House and Chief Executive

Den notoriske blogger Guido Fawkes har modtaget over 1000 indlæg, hvor rasende vælgere kommenterer sagen. Parlaments- og politikerleden næres af Fawkes' kommentar: "Real fear stalks the Parliament of Whores". Brown-regeringen har lagt hovedet på bloggen i bogstaveligste forstand. En folkedomstol er i gang med at fælde dommen over en regering, der gøres til skydeskive for både stort og småt. Det er noget, den kunne have undgået. I stedet kaster den sig ud i en diskussion om offentlig moral, som ikke er til at vinde på det grundlag.

At sige at alle politikere har "prostitueret sig" er en voldsom kommentar, da en del formentlig ikke bevidst har villet snyde, og da folk er i politik af mange grunde, hvoraf det at gå efter personlig vinding kun er et af mulige motiver. Der må jo nødvendigvis i et repræsentativt demokrati være en ordning, der gør det muligt for folkevalgte fra provinsen at kunne varetage mandatet uden at skulle påføre sig store udgifter til transport og ophold.

Gordon Brown har henvist til, at miseren skyldes den måde, "systemet virker på". Det skulle altså angiveligt hænge sammen med, at det er indrettet sådan, at det er svært ikke at snyde. Det gør det dog ikke moralsk mindre anløbent. Det indebærer, at der er én moralsk standard for politikere og en anden for den almindelige befolkning. En af kommentarerne på Fawkes' blog siger da også, at "systemundtagelsen" så også må gælde studenten, der køber marihuana af bander, og den enlige mor og andre, der "tvinges af systemet" til at snyde:

It’s not THEIR fault that they committed fraud. It’s the system that done it.
Obviously, the ’system’ that forces students and others to buy weed off gangs rather than a cornershop, that’s different. The ’system’ that forces single-mothers on welfare less than Brown’s cleaning bill to do a bit of hairdressing for cash-in-hand, that’s different too. And the ’system’ that drives people to commit suicide to escape continual harrasment and threats, that’s just ye olde cut and thrust of politics, don’t be so naive to think it could be otherwise.
That it’s these people who week-in, week-out tell us that we shouldn’t be doing this, that we should be doing that, makes a total mockery of us all. Politics isn’t theatre anymore, it’s satire.

"Politik er ikke teater længere. Det er blevet til satire". Briterne har øjensynligt fået et nyt - eller genoplivet et gammelt - hadeoobjekt. Hvor det før var bankdirektørernes bonusordninger, er det nu politikernes snyd med bilag, der er i fokus for vreden. Det er et emne, der er let tilgængeligt. Diskussioner om den økonomiske recession og den rette økonomiske politik får folk til at gabe kæberne af led. Denne sag, derimod, kan engagere.

Hvad kan konsekvenserne for det britiske demokrati blive? Måske ganske store! På den anden side er folks erindring i sådanne anliggender ofte kort. Tabloidpressens skriverier kan være dramatiske, men er ofte hurtigt glemt igen. Det samme er underholdningen på Youtube, men det er samtidig et symptom på et demokrati i krise, når en væsentlig del af en befolknings daglige underholdning kommer til at bestå i at lave grin med politikerfadæser, politikeres udseende o.lign.:

Som The Independent skriver, virkningerne vil række frem til Europaparlamentsvalget, er der næppe nogen tvivl - og dermed medvirke til at bringe BNP ind i den europæiske varme:

In the short term, the leaders of the BNP must be rubbing their hands with glee. Whenever there is disillusionment with mainstream politics, minority parties attract more votes. The expenses drama is a prelude to next month's European and local elections. It will impact on turnout and make it easier for extreme parties to make their anti-politics pitch.

Som bladet skriver, kan det gå hen og blive en katastrofe for engelsk demokrati. Det er et demokratisk politisk system, der kom ud i voldsomt legitimitetspres under den uelegante måde, Irakkrigen blev tacklet på.

For et par uger siden stillede Gordon Brown forslag i Underhuset om, at en uafhængig revisionskontrol, altså en revision, der ikke var en del af det parlamentarisk-demokratiske organs institution, skulle kigge på MP'ernes udgifter. Det blev afvist. Ligeledes er et forslag om at afskaffe bolig nr 2 blevet afvist. Man kan spørge, om det er et specielt britisk fænomen, at der opstår en sådan afstand mellem de folkevalgte og vælgerne. Det er muligt. Man kan dog nok forestille sig, at noget lignende kan ske andre steder. Det er da heller ikke så mange år siden, der var en bilagssag i Europaparlamentet, der var af et næsten tilsvarende omfang.

Her et link til artikel, hvor der er sammenligning med forholdene i andre europæiske lande.

Britisk politik ramt af bilagsskandale

2009-05-08T11:09:00.006+02:00

"It may be legal, but it looks awful" - det er muligvis lovligt, men det ser forfærdeligt ud, er kommentatoren Michael Whites kommentar til en bilagsskandale, der endnu engang kaster den britiske regering og Gordon Browns lederskab ud i krise.

Sagen drejer sig om offentliggørelse af bilag for udgifter, medlemmer af parlamentet har i forbindelse med deres ophold i London under parlamentssessionerne. Mange af bilagene ser ikke kønne ud, idet de ligner spekulation i ordningerne. Selve statsministeren Gordon Brown har således haft udgifter til rengøring, som han har delt med sin bror, hvor det ser ud som om, broren er understøttet af skatteydermidler. The Guardian har en liste over al denne "sleaze". Et velkendt nummer har bestået i at lave fiddelifut med the second home, som MP's har ret til, når de bor i en vis afstand fra London. Ved at skifte mellem første og andet hjem, kan der udgiftsføres vedligeholdelsesudgifter, som gør, at skatteyderne reelt har været med til at betale for renovering af huse, som øger disses værdi.

The Independent offentliggør historien sammen med en anden belastende historie, der har kørt nogle dage, nemlig at det viser sig, at den økonomiske og sociale ulighed i Storbritannien, herunder antallet af fattige, ikke er mindsket under Labourregeringerne. The Guardian har også en længere artikel om dette.

Det er en officielle data, der viser dette. Man har været forblændet af konjunkturopgangen og finanssektorens ekspansion, men den berømte trickle-down-effect er udeblevet, med det resultat, at uligheden er øget.

Den konservative oppositionsleder David Cameron har klogeligt undladt at forsøge at slå politisk mønt af bilagssagen, idet konservative MP'er også er involveret.

Hvem der derimod ikke holder sig tilbage, er diverse "smear"-bloggere, hvoraf den konservative Guido Fawkes nok er den hotteste og mest yderliggående.

Guide Fawkes er opkaldt efter hovedmanden til det såkaldte gunpowder plot, hvor nogle oprørere forsøgte at sprænge parlamentet i luften i begyndelsen af 1600-tallet. Det er lige ved at navnebroren 400 år efter er ved at sprænge britisk politiks - og især Labourpolitikkens ry for anstændighed i stumper og stykker. Guido Fawkes kan smykke sig af, at det var ham, der afslørede "Smear-gate", sagen om den spin-kommandocentral, som en gruppe Labour-kommunikationsfolk med Adrian McBride i spidsen, indrettede i Westminster. Formålet var at give bloggere som Guido Fawkes igen af samme mønt. Dertil fabrikeredes "historier" om de ledende konservative politikere, herunder også David Cameron. Adrian McBride var så uforsigtig, at han sendte en e-mail rundt til udvalgte folk, hvor nogle af smædehistorierne var beskrevet, og denne mail blev opsnappet af Guide Fawkes og kommunikeret ud. McBride blev fyret, og Gordon Brown tog afstand fra affæren, men den hænger ved i medier og offentlighed.

Nu har Guido Fawkes fået bilagsskandalen som en ny kærkommen sag, der kan bruges til at sværte politikere til. Debatniveauet på bloggen er præget af parlamentslede og generel mistillid til den "politiske klasse" og dens "sleaze". Man er herved med til at give næring til BNP, British National Party. Mange nærer frygt for, at dette racistiske, fremmedfjendske parti vil komme i Europaparlamentet ved valget i starten af juni.

Mytteri i Labour

2009-05-03T08:27:00.010+02:00

Det er kun en måned siden, den britiske premierminister Gordon Brown i spidsen for G20 kunne underskrive en stor aftale om håndtering af den globale økonomiske krise. Nu mødes han af åbent mytteri i sin regering. Kabinetsminister Hazel Blear, der er indenrigsminister for kommuner og regioner, skriver et kritisk indlæg i The Observer om Labours manglende evne til at "connecte" til almindelige mennesker.

Labour har gjort sig uheldigt bemærket i den såkaldte Gurkhas-sag, der drejer sig om afvisning af pensionerede Gurkha-soldaters ansøgning om fortsat ophold i Storbritannien. Og det drejer sig om en sag om Underhusmedlemmers "lommepenge og opholdsudgifter", mens de er i London til møde i parlamentet. Gordon Brown har lagt stort op til reformer af reglerne om disse udgiftsbilag, men har måttet acceptere et forsmædeligt tilbagetog.

Den egentlige anledning er nok, at Labour er 19 pct bagud for De Konservative i meningsmålingerne. Partiet står ikke alene til et tordnende nederlag ved valget til Underhuset næste år, men det kommer måske også til at se BNP (British National Party) komme ind i Europaparlamentet ved valget i starten af juni. I modsætning til Underhusvalget er der forholdstalsvalg til Europaparlamentet. Herved vil BNP få adgang til EU-partipenge, hvad der vil styrke partiet kraftigt i britiske lokalvalg og måske også til Underhusvalget næste år.

Det ser ud til, Hazel Blear fører pennnen -eller kniven - for Blairfløjen i Labour, der er grundigt trætte af det, de opfatter som Browns manglende evne til at nå ud til vælgerne. Han har forsøgt at forklare sin politik i en video på You Tube, hvad der opfattes som useriøst i forhold til tidligere tiders "knocking on doors" som måden at nå ud til den almindelige vælger på.

Hun mener i øvrigt, at Labour skal holde fast i sin økonomiske krisepolitik. Den økonomiske ekspansionspolitik med underbudgettering af statsfinanserne og øget beskatning af de højere indkomster, som der er lagt op til med det sidste budget, er bedre, mener hun, end den sparepolitik ("age of austerity"), som den konservative leder David Cameron har lagt op til. Der er politiske kommentatorer, der mener, at Brown og finansminister Alistair Darling bevidst har lagt en snare ud for Cameron m.h.t. øgningen af marginalskatten på indtægter over 150.000£ til 50 pct. Hvis han "bider på" og kræver denne øgning af topskatten taget af bordet, vil han miste vælgere i den brede arbejderbefolkning. Cameron er dog ikke bidt på.

Det, der er problemet, mener hun, er at få kommunikeret til vælgerne, hvad Labour står for. Det formuleres som noget med at finde tilbage til baggrunden for, at man gik ind i Labourpolitik flere år tilbage, altså færre ministerieudladninger og mere tagen vælgerne højtideligt med de problemer, de har. Det er f.eks. beskrevet meget malende af den anonyme blogger Moston Martyren i en film, A Lament for Moston, der ligger på You Tube.

Moston er et nedslidt arbejderkvarter i Manchester, et sted, der har stemt Labour MP'er ind siden starten af 1960'erne, men nu skal det åbenbart til at være slut, for Labour har ifølge Moston Martyren ført en politik i det lokale byråd, der har kørt kvarteret helt ned og overgivet det til indvandrere. Vælgeropbakningen bag New Labour er således på tilbagetod. Ved et nyligt valg til byrådet fordelte stemmerne sig således:

Manchester Byråd - suppleringsvalg for Moston område. Resultat:

Rita Tavernor (New labour) 1,353
Derek Adams (BNP) 815
Timothy Hartley (Liberal) 696
Phil Donohue (Tory) 558
Karl Wardlaw (Green) 74
(Suppleringsvalg til byrådet 9.4.09)

BNP's kraftige fremgang springer i øjnene. Det er det næststørste stemmetal. Det får dog ikke nogen virkning p.g.a. valgmåden first past the post (flertalsvalg). Det kommenterer Moston Martyren således:

The result was pretty much as I expected - I even predicted as much to the Radio 4 Journalist yesterday. If anything, I think the result shows the sham of Democracy that the 'First past the post' system really is! Nearly double the vote was for people voting against 'New Labour's failed policies' and yet they still get to hold the power strings. Just proves the maxim: If voting changed anything - They'd ban it!

Han/hun har ret i, at det er et demokratisk problem, at valgmåden i dette tilfælde ikke gør det muligt for en vælgerprotest at komme til udtryk i ændret mandatsammensætning.

Moston Martyren skulle efter sigende ikke være BNP-tilhænger, men snarere frustreret Labourtilhænger:

The anonymous Manchester blogger, the Moston Martyr, divides local opinion. Some suspect him of having links to the BNP; he insists he is just an angry ex-Labour voter. But the video he uploaded to YouTube last summer has had a dramatic impact. The camera pans slowly down streets of boarded-up homes and shops, their windows shuttered blankly in steel: a community where nobody lives, much of it since demolished under slum clearance.
It is a lament for a lost way of life, what its author - speaking on condition of anonymity - remembers as a thriving community where people looked out for each other. Nostalgia is a rightwing staple, but he insists his memories are not rose-tinted: "It was always a rough working-class area. But you knew who the baddies were and most people were decent."
His film attacks a council which, he argues, thought regeneration meant building a "shiny new leisure centre", but failed to stop housing being snapped up cheaply by private landlords and rented out to problem tenants. Those residents who could get out, he says, sold their houses for as little as £3,000.
But the way his film brackets together asylum seekers with "druggies and antisocial families", while dwelling on shots of young black men on street corners, was a godsend to the BNP. He reflects, at the least, an intimate understanding of what drove their supporters. (The Guardian)

Mostonmartyren er med sine stærke direkte vidnesbyrd med til at fortælle historien - som også New Labour i sin moderniseringsiver har haft svært ved at erkende - om de mange mennesker, der er blevet hægtet af den udvikling, som globaliseringen var med til at skabe i Storbritannien siden Big Bang på Londonbørsen i 1986. New Labour satsede på en økonomisk ekspansion, der nu for en stor dels vedkommende viser sig at være varm luft, efterhånden som jobbene forsvinder i Canary Wharf og andre af finanssektorens kontorpaladser.

What should a Central Banker do?

2009-04-30T21:39:00.012+02:00

What do you do when the national "Fed chief" is attacked by a leading opposition politician? Run to his rescue? Hardly relevant. He can fend for himself, which - perhaps unusually for a central banker - is what he has done?

This week Social Democrat and former finance minister Mogens Lykketoft attacked the chief of the Central Bank Nils Bernstein in daily paper the Politiken. It's a follow-up on economic commentators. Lykketoft thinks that Mr Bernstein has been too laid back in his attitude to and handling of the economic recession - and the bubbles in the housing market leading up to it. The Danish government has not done enough to fight the crisis, according to Lykketoft. And the central bank governor is arguably supporting this lax attitude.

The housing bubble has had a pernicious impact, leaving more than 140.000 Danish families in negative equity in their homes. In 2003 the Danish parliament eased borrowing options by introducing interest-only loans. Otherwise the housing market has been very regulated with financing limits up to 80 pct of the equity value of a house or flat. The easing of loan conditions caused the bubble to explode, especially for flats in Copenhagen. It was helped along by the strong economic performance of the Danish economy from 2003-07. The pricking of the bubble has been equally dramatic.

Today the latest unemployment figures were released, showing an increase in Danish unemployment of American proportions, relative to population size. Some 10.600 Danes lost their jobs in March, taking unemployment to more than 80.000 workers. That's not a high rate compared to other European countries, nor to the American figures. But the increase is eerie after normal Danish economic performance criteria.

Well, do we just have to sit back and wait for the economic weather to improve? That seems to be Mr Bernstein's attitude. He is raised in the neoliberal economic tradition, where you wait happily for the free market to correct itself. Lykketoft, on the other hand, is more like a reformed Keynesian: Meaning that he is not content with taking the laid back position in this matter. After 7 - 8 years on the opposition bench he is on the war path.

Denmark is a small, open economy, which makes it difficult to take drastic stimulus measures. It'll just create jobs in neighbouring countries instead of expanding domestic employment. So what do we do? We have to wait for the turn-around in the American economy and other economies with which Denmark trades most actively? What you can do, however, is to begin the green transformation of the economy that seems to be the natural option favoured by sensible folks. By investing in green jobs, the economy will be "fit" and ready for the coming upturn.

Denmark has tied the krone to the euro. That leaves very limited space for action for the Central Bank. It has to follow the interest rates set by the European Central Bank. The consequence was a Danish interest rate that was much too low, considering the strength of the economic upturn. Hence the housing bubble. Perhaps central bankers ought to see their role in a more expansive way, so that the financial sector at large is taken into account in the fixing of monetary policy?

Labil situation i Pakistan

2009-04-26T10:27:00.007+02:00

Hvad er det egentlig, der foregår i Pakistans nordvestlige hjørne?

New York Times har i et par velresearchede artikler forsøgt at kaste lys over det.
Mange undrer sig over, hvordan det er lykkedes oprørere at tage magten ikke alene i Swat-distriktet, men også Buner, der ligger tæt på hovedstaden Islamabad.

Da oprørerne angreb en politistation i dette distrikt for et år siden, blev de mødt af hårdnakket modstand. De lokale bevæbnede sig og hjalp politiet med at få nedkæmpet angrebet. I år er det gået helt anderledes, og det rejser spørgsmålet om, hvor længe den pakistanske regering evt. beholder kontrollen over landet.

I løbet af kort tid her i slutningen af april erobrede Taleban Buner. Oprørerne kom hurtigt ind i hundredevis og fik ved en blanding af magt og list kontrol over området. Sympatisører blev mobiliseret. Man "foregav at ville forhandle", som avisen beskriver det. En lokal forretningsmand forsøgte at bevæbne nogle af de lokale, men det slap han ikke godt fra. Han måtte senere lide den tort, at oprørerne tankede op på hans benzinstationer uden at betale. Ingen turde andet end at adlyde.

Det har ført til skarpe amerikanske reaktioner. USA's udenrigsminister kritiserer den pakistanske regering for at "abdicere" over for truslen fra Taleban. Det er ikke mærkeligt, at det også optager Det hvide Hus. Begivenhederne i Pakistans Buner- og Swatdistrikterne viser, at situationen i Pakistan er flydende og i den dynamisk tilstand af mulig forandring.

Oprørernes øgede opbakning i befolkningen hænger nok sammen med den ændrede amerikanske strategi med at gå efter andet end Al Qeadamål med de ubemandede dronefly, samt oprørernes evne til at udnytte de sociale spændinger i det pakistanske samfund. Situationen på landet er præget af dybe skel mellem en "lille gruppe af velstående godsejere og deres jordløse daglejere og fæstebønder". Det er en samfundsstruktur med nærmest feudale træk:

Ifølge avisen beretter folk, der er flygtet fra Swat, at Taleban fjerner godsejerne fra ikke alene deres jord, men også den sociale og politiske magt, de har siddet på. Det er en magt, der har været udøvet med brug af korruption og ofte retsløshed for de fattige. De jordløse bønder bliver bevæbnet og indrulleret i modstandsbevægelsen.

Det er en taktik, der ikke er ukendt fra tidligere perioder i historien, hvor befrielsesbevægelser har anvendt lignende metoder. Det er måske en begyndende social revolution, som oprørerne har sat sig i spidsen for:

“This was a bloody revolution in Swat,” said a senior Pakistani official who oversees Swat, speaking on the condition of anonymity for fear of retaliation by the Taliban. “I wouldn’t be surprised if it sweeps the established order of Pakistan.”

Store dele af Pakistan beskrives som feudalt. Efter den alt for hovedkuls opsplitning af det indiske subkontinent i Pakistan og Indien i 1947, stod man med et Pakistan, der i modsætning til Indien fortsat havde en lille overklasse på landet, som opretholdt sine landbesiddelser over for landløse, der var i nærmest feudale afhængighedsforhold. Det drejer sig om en stor del af befolkningen i det hovedsagelig agrare samfund.

Der er blevet talt meget om jordreformer i Pakistan, men reelt er det ikke lykkedes for de svage regeringer, der har forsøgt at styre landet, at gennemføre dem. Der er aldrig blevet etableret ordentlige sundhedsydelser eller uddannelser for landbefolkningen i Pakistan. Denne del af uddannelsesproblematikken for de fattige har man ikke hørt ret meget om i vestlige medier. Som helhed er det et uhyre kompliceret billede, som det fremgår af en Human Rigths Watch iagttager:

Class, sectarian and ethnic fault lines run throughout Pakistan. The Taliban and the army's assorted other militant proxies, now acting in a loose coalition, sense an unprecedented historical opportunity to enhance their influence across the country. The overwhelmingly rightwing media continue to deify the Taliban and to present terrorism as a function of the state's failure to reach a compact with fellow Pakistanis. US drone attacks on Pakistan have exacerbated deep-rooted anti-Americanism.

But the dangers outlined above, though serious, present only half the picture. For the Pakistani state, effective or not, is alive and well in much of Punjab and Sindh. Many are obsessed with the "rule of law" and constitutionalism as witnessed in the lawyer's movement to restore deposed chief justice Iftikhar Chaudhry

Det er altså stadig et spørgsmål, om opbakningen bag Taliban rækker længere end bjergregionerne?

Problemerne i Pakistan illustrerer endnu engang hele forvirringen omkring mål og midler i det omfattende Afpak-problemkompleks. Det er efterhånden en lang vej, man er gået fra Bush' kamp for "frihed og demokrati" i Afghanistan over mere begrænsede sikkerhedspolitiske målsætninger og nu til en målsætning, der vel nærmest kan beskrives som et forsøg på at forhindre, at kontrollen over pakistanske atomvåben ikke falder i hænderne på en blanding af oprørere, hvis identitet man dårligt nok kender.

Konjunkturgæt og fremtidskig med Google Trends?

2009-04-20T06:21:00.007+02:00

Hvornår er finanskrisen/recessionen slut? Hvornår kommer den næste konjunkturopgang? Hvornår den næste nedgang?

Normalt bruger man forbrugerforventningsindeks, indkommende ordrer, byggeaktivitet, internationale handelsdata, arbejdsløshedsprocenten o.lign. til at forudsige konjunkturforløb. Det er sommetider dårlige indikatorer, fordi de er tilbageskuende. Man mangler et redskab, der er fremadskuende.

Det har Google måske leveret - i hvert fald hvis man skal tro Googles egen cheføkonom Val Varian, der også er professor i økonomi ved Berkeley University. I en længere artikel, Predicting the Present with Google Trends, der linkes til her, sammenfatter han sammen med Hyunyoung Choi nogle af erfaringerne med Google Trends som økonomisk projektionsværktøj. Nu skal man selvfølgelig være på vagt over for et par ansatte, der måske vil rose deres arbejdsgiver til skyerne, men det ser unægteligt ikke uinteressant ud.

Et interessant spørgsmål: Kan man bruge Google Trends til forudsigelse af f.eks., om en konjunkturændring er på vej? Det kan man muligvis godt.

Google trends sammenfatter webtrafikken i Google for bestemte søgeord. Se f.eks. den figur, der viser søgning på "recession". Den giver kraftigt udslag allerede ved årsskiftet 2007-8, altså inden recessionen "officielt" gik i gang. Det viser naturligvis kun en masse personers optagethed af fænomenet, men da der er meget psykologi i udviklingen af recessionstendenser, kan det ikke afvises, at det kan have en effekt.

Den anden figur viser søgning på "B&O" i hele verden. Der kan søges både på All Regions (Hele Verden) og på underregioner. Den faldende søgning kan være udtryk for faldende interesse for produktet hos forbrugerne. Det har man også set i virksomhedens faktiske afsætningsudvikling.
I figuren over søgning på B&O er anvendt en 12 mdrs periode. Man kan indstille tidsperiode til at starte i 2004 og i øvrigt indstille på en lange række tidsintervaller.

Man kan undersøge, hvordan det går med interessen for meget udbredte masseforbrugsvarer, f.eks. biler, som det gøres for Ford-biler i den ovenfor citerede artikel, og dermed måske konkludere noget om, hvordan det vil gå med den kommende afsætning af disse varer, der har betydelige virkninger på underleverandører og dermed på den økonomiske konjunktur.

Når man f.eks. søger på BMW og Volkswagen, vil man se stærkere udslag for den første i nedadgående retning ved krisens start. Det stemmer meget godt med den faktiske afsætning af de to produkter, hvor BMW som luksusproducent blev ramt relativt hårdere af de negative forbrugerforventninger end Volkswagen, der går efter et bredere markedssegment, og som producerer mindre energiforbrugende biler.

Det er muligt at gemme dataene som kommaseparerede filer og altså få dem over i excel regneark til evt bearbejdning.

Varian og Choi hævder, at inkorporering af sådanne tal i økonometriske modeller har øget disses forudsigelseskraft.

Kamp for demokrati i Thailand

2009-04-13T20:27:00.010+02:00

(I fængsel for lese majeste)

Hvad foregår der egentlig i Thailand? Det kan være vanskeligt at danne sig et billede af ud fra de danske mediers dækning - lige pt i hvert fald.

Der er imidlertid en thai blogger, der ved ret besked om nogle ting. Men han er måske ikke helt objektiv, når han skal bedømme Kongehusets rolle. Han er nemlig i den noget mærkelige situation, at han for nogle måneder siden måtte flygte til Storbritannien, fordi han blev tiltalt for at bryde den såkaldt lese majeste lov, der forbyder kritik af det thailandske kongehus. Hans navn er Giles Ji Ungpakorn.

Han mener, kampen mellem de røde t-shirts og de gule er en konflikt, der drejer sig om indførelse af og respekt for demokratiet i Thailand. Når militæret åbner ild mod demonstranterne i rødt, er det for at "beskytte interesserne for de konservative eliter, der har regeret Thailand de sidste 70 år."

Hvad vi har set i Thailand siden slutningen af 2005, er en voksende "klassekrig mellem de fattige og de gamle eliter. Det er naturligvis ikke en ren klassekrig", skriver Giles Ungpakorn. Som følge af et vacuum på venstre fløj har populistiske politikere som milliardæren Thaksin Shinawat kunnet gå ind og fylde tomrummet ud og levere noget ledelse, der til en vis grad har kunnet imødekomme de fattiges ønsker om forandring. Men også kun til en vis grad. De røde skjorter, der ifølge bloggeren, er de urbane og landlige masser, udgør et flertal i vælgerkorpset. De vandt da også vlaget, som efterfølgende ikke blev respekteret af militæret. De vil ikke finde sig i at få deres demokratiske ret tilsidesat. Deraf voldsomheden i protesterne. De har nu startet en ny bevægelse for "nyt demokrati", som skal sætte en stopper for generalernes og kongepaladsets diktatur:

They started out as passive supporters of Thaksin’s Thai Rak Thai government. But they have now formed a brand new citizens’ movement for what they call “Real Democracy”. For them, “Real Democracy” means an end to the long-accepted “Quiet Dictatorship” of the Army generals and the Palace. This situation allowed the generals, the King’s advisors in the Privy Council and the conservative elites to act as though they were above the Constitution. Les majeste laws and intermittent repression have been used to silence opposition. Ever since 2006, these elites have blatantly acted against election results by staging a military coup, using the courts to twice dissolve Taksin’s party and by backing Yellow Shirt Royalist mob violence on the streets. The present mis-named Democrat Party government was manoeuvred into place by the Army.

Most of those in the Red Shirt movement support Taksin for good reasons. His government put in place many modern pro-poor policies, including Thailand’s first ever universal health care system.

Støtten til Taksin er altså bl.a. begrundet i, at han faktisk har ført en politik til fordel for de dårligere stillede, bl.a. m.h.t. at starte det første universelle sundhedssystem i landet.

Rødskjorterne kan ifølge bloggeren ikke betragtes som marionetter for Taksin:

Yet the Red Shirts are not merely Taksin puppets. There is a dialectical relationship between Taksin and the Red Shirts. His leadership provides encouragement and confidence to fight. Yet the Red Shirts are self-organised in community groups and some are showing frustration with Taksin’s lack of progressive leadership, especially over his insistence that they continue to be “loyal” to the Crown. Over the past few days, the Red Shirts have shown signs of self-leadership to such an extent that the old Red Shirt politicians are running to keep up. A Republican movement is growing.

Gulskjorterne er ifølge Giles Ji Ungpakorn konservative royalister:

The Yellow Shirts are conservative Royalists. Some have fascist tendencies. Their guards carry and use firearms. They supported the 2006 coup, wrecked Government House and blocked the international airports last year. Behind them were the Army. That is why troops never shot at the Yellow Shirts. That is why the present, Oxford and Eton educated, Thai Prime Minister, has done nothing to punish the Yellow Shirts. After all, he appointed some to his cabinet. The aims of the Yellow Shirts are to reduce the voting power of the electorate in order to protect the conservative elites and the “bad old ways” of running Thailand. They see increased citizen empowerment as a threat and propose a “New Order” dictatorship, where people are allowed to vote, but most MPs and public positions are not up for election. They are supported by the mainstream Thai media, most middle class academics and even NGO leaders. The NGOs have disgraced themselves over the last few years by siding with the Yellows or remaining silent in the face of the general attack on democracy. Despite being well-meaning, their lack of politics has let them down and they have been increasingly drawn to the Right.

Billedet af Kongehuset er dog heller ikke entydigt. Kongen er svag ifølge Giles Ji Ungpakorn:
"Når vi taler om "Paladset", er vi nødt til at skelne mellem Kongen og alle de, der omgiver ham. Kongen har altid været svag og manglet demokratisk indstilling. Paladset er blevet brugt til at legitimere tidligere og nuværende diktaturer. Som en "stabiliserende kraft", har Paladset hjulpet til med at stabilisere elitens interessevaretagelse. Kongen har aldrig haft modet til at fosvare demokratiet eller stoppe militærets vold. Den umådeligt velhavende Konge er også imod enhver omfordeling af velstand. Dronningen er ekstremt reaktionær. De, der virkelig har magt i Thai-eliten, er hæren og højstående statslige embedsmænd."

Kampen for demokrati i Thailand er interessant ud fra et udviklingsperspektiv. Thailand er et land, der har haft en hastig økonomisk udvikling. Middelklasse og byerhverv vokser hastigt. Det gør det naturligt med krav om øget demokrati. I dette tilfælde er de fattige på landet imidlertid også med.

Giles Ji Ungpakorn har leveret bidrag til belysning af, hvad der foregår i landet. Hvis man vil vide mere, kan man også anbefale The Economists artikler. De er velinformerede og forsøger, i modsætning til de fleste andre vestlige medier, faktisk at analysere lidt mere i dybden, hvad der foregår i landet. For øvrigt har Economist også været udsat for, hvad der sker ved lese majeste, majestætsfornærmelse. Bladet kan ikke længere købes i landet.

Læs også, hvad en professor i politologi ved Chulalongkorn University skriver i New York Times:

Westerners think of Thailand as a democracy, ruled by the will of the majority. In reality, our country is governed by an establishment made up of the monarchy, military and bureaucracy. Elections are held, but if the establishment doesn’t like the winning party, the government is dissolved. Unable to rely on the ballot box, people take to the streets.

Minister for socialt sammenhold bekymret for krigsførelsen i Afghanistan/Pakistan

2009-04-12T06:07:00.009+02:00

Hvordan skaber man socialt sammenhold i et land? Dumt spørgsmål. - Man gør det da bare til et ministerieområde og udnævner en minister til at tage sig af det! Sværere behøver det ikke at være. Og det skal selvfølgelig være en person af indvandrerbaggrund. Hvor svært kan det være?

Det har man gjort i Storbritannien. Ministeren for social kohæsion (sammenhængskraft) hedder Sadiq Khan, og han er for øvrigt den første muslim der er valgt ind i Underhuset, valgt i en London valgkreds. Før han blev minister, var han ude for at blive aflyttet af det britiske politi.

Sadiq Khan tager nu bladet fra munden i et opgør med Storbritanniens udenrigspolitik i det afghansk-pakistanske område. Han mener, at Storbritannien skal tage afstand fra den amerikanske krigsførelse med ubemandede dronefly, da det skader billedet af Storbritannien, og hvad landet står for, blandt muslimer af pakistansk baggrund i Storbritannien, men også pakistanske unge i det hele taget.

Selv om robotkrigen er "amerikanernes egen" (det er dem, der har "ejerskab" til den), blandes tingene sammen i de unges bevidsthed. Det er ikke så mærkeligt, mener Khan, eftersom Gordon Brown netop har understreget, at man er tæt allieret med USA i kampen mod terrorisme i Pakistan.

Efter at have holdt møder med unge på universiteter i Pakistan er han ikke i tvivl om, at man bør tage afstand fra USA's krigsførelse:

"I listened to the anger and pain over the challenges that young people growing up in Pakistan face, including the anger and frustration over US drone attacks". De unge opfattede briterne som medansvarlige for disse angreb.

Det stiller krav til udenrigspolitikken, også i Danmark. Man bør sige fra over for disse angreb, der ikke virker efter hensigten, men tværtimod skader realiseringen af det mål, man vil arbejde henimod.

Afpak: Udvidelse af krigen i Afghanistan og Pakistan

2009-04-07T15:03:00.012+02:00

"Afpak" kaldes USA's nyudviklede strategi for krigen i Afghanistan og Pakistan. Det er for det meste gammel vin på nye flasker, men der er dog et ændret fokus: Krigen er ved at blive en krig i Pakistan.

New York Times citerer ledende folk i Obama-administration for, at angrebene på militante kræfter i Pakistan ved hjælp af ubemandede dronefly vil blive optrappet. Det er endda muligt, angrebene vil blive sat ind også i et nyt område længere inde i landet.

Det understregede, sagde de, det af Obama formulerede mål om at “disrupt, dismantle and defeat” Al Qaeda in Pakistan and Afghanistan, as well as to strike at other militant groups allied with Al Qaeda" ("ødelægge og nedkæmpe Al Qaeda i Pakistan og Afghanistan, og slå til over for militante grupper, der er allieret med Al Qaeda").

Præsident Obama har sat sig som mål at tilintetgøre Al Qaeda, hvad der unægteligt kan være en god idé, men måden det skal gøres på, fremkalder bekymring flere steder. New York Times-artiklen citerer således den demokratiske senator Carl Levin:

Senator Carl Levin, a Michigan Democrat who heads the Armed Services Committee, acknowledged last week that “the price is very heavy” when missile strikes mistakenly kill civilians, but he said the strikes were “an extremely effective tool.”

Pakistanske kilder taler om øget anti-amerikanisme som en følge af droneangrebene:

“You will be complicating and compounding anti-Americanism here,” said Talat Masood, a retired Pakistani general and military analyst in Islamabad. “How can you be an ally and at the same time be targeted?”

Talat Masood stiller det relevante spørgsmål om, hvordan Pakistan på samme tid kan være allieret med USA og være mål for angreb? Det er her, det egentlige dilemma for USA - og NATO - ligger med denne form for krigsførelse. Ifølge en artikel i The Times er kvinder og børn også ofre for droneflyenes missiler, og de skulle sammen med bombardementer udført af det pakistanske militær have ført til op imod 1 mio internt fordrevne fra stammeområderne i det nordvestlige Pakistan.

Der er også et juridisk problem i targeted killings (de "målrettede drab"). Det er selvsagt imod international ret at krænke et lands suverænitet og tage folk ud til behandling på den facon. Det gælder både, når det er "skyldige" og uskyldige, der rammes.

Det virker destabiliserende på et land som Pakistan, at det udsættes for sådanne angreb. Det er muligt, at den pakistanske ledelses kritik af dem er på skrømt, men det er befolkningens modstand ikke. Man styrker de kræfter, man forsøger at nedbryde igennem angrebene. Man har en tiltro til et højteknologisk våbens træfsikkerhed, som er naiv. Det er alt andet end et ufejlbarligt våben. De mange beretninger om fejlskud og civilian casualties ("civile tab") er nok ikke ved siden af. En anden ting, man kan undre sig over, er, at beslutningerne om angrebene tages af en enkelt af de NATO-allierede, der er involveret i krigen. Hvorfor tillader de andre NATO-lande, at denne afgørende del af den samlede kamp overlades til CIA specialoperationer. Krigen er vel en fælles operation, som kræver fælles beslutninger?

Som det er nu, kan det gå hen og blive kompromitterende for de andre NATO-lande, at man ikke har været med inde over beslutningerne om, hvordan der laves højteknologisk krig. Man har ikke været med i afgørende beslutninger, men man er med til at legitimere dem. Formelt set er der en adskillelse i ISAF-operationen, som NATO kører og Operation Enduring Freedom, som amerikanerne kører, men de blandes sammen i de lokales bevidsthed, - og vel også i vesterlændinges bevidsthed, hvad der ikke er så mærkeligt. Droneangrebene er belastende for alle krigsdeltagere, hvad enten de mener, de er ansvarlige for dem eller ej.

Det er ikke holdbart for en alliance, at nogle laver krig på denne måde, mens andre tilsyneladende lader som om, det er en slags bistandsarbejde, de deltager i. Vagt formulerede mål - eller mål, der slet ikke formuleres - giver dårligt udført arbejde.

G20 mødes resultater

2009-04-04T17:18:00.022+02:00

Der er delte meninger om resultatet af G20 ledernes møde i London 2. april. De fleste pressekommentarer er positive. Selv om det er selvbestaltede organisationer uden demokratisk legitimitet i forhold til FN-systemet, er det positivt, hvis G8 er ved at blive til G20, eller at G20 efterhånden tager over på væsentlige områder af global politik og regulering.

På den måde kan man måske godt sige, at mødet signalerer starten på en ny verdensorden. De store nye økonomier og u-lande er ikke længere så lette at bosse rundt med, som de var tidligere. Lande som Kina, Indien og Brazilien er ved at indtage deres plads ved bordet, hvor der træffes beslutninger, og det er positivt.

En stor del af slutdeklarationen er dog præget af store ord og løfter, hvor man kan have sine tvivl om gennemførligheden af dem, når det kommer til stykket. Man vender sig således imod protektionisme og udtrykker enighed om at anvende WTO til overvågning af protektionistiske foranstaltninger og markedsforvridende tiltag i de nationale økonomier. Der er dog ikke noget nyt her i forhold til, hvad WTO, Verdenshandelsorganisationen, i forvejen er udstyret med af midler.

I alt blev der lovet 1,1 trn $ i ny financiering til IMF, u-landslån i Verdensbanken og eksportkreditordninger. Når det gælder øget finanspolitisk stimulans af den globale økonomi, blev det effektivt forhindret af fransk og tysk modstand. De to lande henviste til deres veludbyggede sociale velfærdsordninger, som vil sikre en betydelig udpumpning af penge af sig selv, når krisen rigtig bider.

Når det gælder reguleringen af den blomstrende Kasinoøkonomi, som mange ser som baggrunden for krisen, var resultaterne skuffende. Frankrig havde gerne set en stærkere indsats imod skatteparadiser, men det blev stoppet af Kina, der var bekymret for Hong Kong og Macau. Via præsident Obamas mægling lykkedes det at nå enighed om, at der skal være observation af en liste over skatteparadiser lavet af OECD, bl.a. med henblik på at få fjernet bankhemmelighed. Tiltagene på dette område er helt utilstrækkelige. Der er reelt ikke noget, der kan forhindre lande i at indføre egne skatteregler, som multinationale virksomheder kan udnytte. Men man kan sige, Verden har rejst en "moralsk stemme" imod disse praksiser.

Man blev enige om etablering af en ny institution, et Financial Stability Board (Råd for Finansiel Stabilitet,FSB), der skal erstatte det eksisterende Financial Stability Forum (FSF) under IMF, og det skal omfatte alle G20 lande. Det skal samarbejde med IMF om "tidlige advarsler" i tilfælde af "makroøkonomiske og finansielle risisci. Det bliver imidlertid ikke udstyret med reel grænseoverskridende kompetence. Der er en uforpligtende erklæring om "handlinger nødvendige for tackling" af disse risici, men intet om, hvordan det i givet fald konkret skal gøres. Reelt er der ikke foretaget noget opgør med den "markedsfundamentalistiske model", der tog fart under Reagans og Thatchers nyliberalistiske reformer og tiltag i 1980'erne. Lige så snart krisen er overstået og glemt og borte, vil man nok se en genopblomstring af det kasinokapitalistiske cirkus. Der er ikke noget i den vedtagne "finansielle arkitektur", der vil kunne forhindre det.

Topmødet kom med en hensigtserklæring, men havde reelt intet egentligt bud på, hvad der skal gøres ved de store mængder af dårlige lån ("toxic assets"), der stadig flyder rundt i de amerikanske og europæiske banker, og som forhindrer, at kredit- og banksystemet fungerer ordentligt. USA og England tillader ikke egentlige indgreb i deres finanssektorer. Man ser stadig ud til at sætte sin lid til den høne, der kan lægge guldæg, og som har betydet meget for britisk økonomis ekspansionsevne de senere år. Der var dog nogle hip til finanssektoren med henblik på fremtiden:

I fremtiden skal regulering forhindre overdreven gældsætning (leverage) og kræve at der opbygges buffer af reserver i gode tider. Det er helt uforpligtende. Hvornår er leverage (investering for lånte midler) overdreven. Det samme gælder flere andre af de manglende reguleringer, f.eks. m.h.t. regnskabspraksis, hvor det hedder:

De, der sætter regnskabsstandarder skal arbejde uopsætteligt med tilsynsmyndigheder og regulatorer med henblik på at forbedre standarder for værdiansættelse af aktiver for at opnå et enkelt sæt af globale regnskabsstandarder af høj kvalitet. Og der tales i helt uforpligtende vendinger om, at kreditvurderingsbureauerne skal have en høj kvalitet. Hvem der vil sikre, at disse ting gennemføres, ligger hen i det uvisse og er i realiteten op til staterne selv. Her vil det nok på nationalt plan blive afgjort af, hvem der har de stærkeste lobbyister, og i det spil plejer forbrugerråd og NGO'er at trække det korteste strå.

I forhold til u-landene er det skuffende at se, at der er uforpligtende erklæringer om vigtigheden af FN's millenniummål, men udover 100 mia$ i ekstra lån til fattige u-lande via Verdensbanken er der ikke reelt tale om nye ressourcer til u-landene.

IMF, der ellers har ført en noget hensygnende tilværelse under højkonjunkturen, styrkes med 750 mia$ i ekstra midler. IMF har lavet en del ambulancetjeneste under krisen med bistand til nødstedte lande. Som tidligere er det USA's hånd bagved, der mærkes, når der deles penge ud. USA har stor indflydelse i IMF, idet der stemmes efter størrelse af indskud. EU har pt 32 pct og USA 17 pct af stemmerne i IMF. Kina har 3,7 pct og Indien 1,9 pct.
15 pct er nok til at nedlægge veto i vigtige beslutninger. Det har givet USA uforholdsmæssig stor magt (ofte sammen med Tyskland/EU) i IMF. Topmødet udtrykker ønske om ændringer i repræsentation og indflydelse i internationale finansielle organisationer, herunder IMF, men det er ikke første gang, der tales om reformer. Og reformtiltag har det med at slå langsomt igennem.

Omkring 250 mia $ er lovet til nye enheder af de såkaldte Special Drawing Rights, SDR, trækningsrettigheder i IMF. Det er i realiteten en form for pengepolitisk lettelse på globalt plan, der er tale om. Det kan gøre det muligt for lande at beskytte sig imod betalingsbalancekriser. Bag denne tilførsel af SDR kan ligge starten på en gennemførelse af kinesiske, russiske m.fl. landes krav om en ny international reservevaluta til erstatning for dollaren.

IMF forventes fortsat at operere på samme måde, dvs med lån, der giver IMF adgang til at kræve modydelser i form af besparelser på den offentlige sektor og nedskæringer af sociale ydelser, betingelser, der er så skrappe, at mange u-lande har valgt at undgå IMF. IMF’s krav om stramninger gjorde den tredje verdens gældskrise i 1982 værre, end den behøvede at være. De medvirkede til at uddybe virkningerne af den asiatiske krise i 1997-98. IMF fungerer som en privat bankmand, der først og fremmest tænker på kreditværdighed. Det er ikke altid den mest relevante rolle, når det drejer sig om lande, der er på hælene.

"Globale problemer kræver globale løsninger", sagde George Brown. Det er jo så sandt som det er sagt. Men så er det også skuffende, at klimahensyn og grøn omstilling kom til at spille en meget begrænset rolle. Blandt de indledende mål, man forpligter sig til i slutdeklarationen, står: Bygge en inkluderende, grøn og bæredygtig konjunkturopgang (build an inclusive, green, and sustainable recovery). Når det gælder hvordan, er man dog temmelig ukonkrete. Muligheden for at binde vækst, jobs, velfærd og grøn omstilling sammen på nye måder er der ikke meget om. Her er det ikke lykkedes mødets stjerne, den nye amerikanske præsident, at komme igennem med ret meget. - Og det på trods af hans løfter i valgkampen om mio af jobs i den nye grønne økonomi.
Statslederne tænker primært på at få genoptaget international handel og vækst. Der er ikke meget bekymring for vækstens skadevirkninger.

President Obama speech at press conf./G20 meeting:

text

Bryder euroen sammen?

2009-04-01T07:50:00.018+02:00

(Kilde: EU-Kommissionen, DDB og Børsen. Klik for forstørrelse. Overskredne konvergenskriterier i rødt. Tredjesidste kolonne: Statsgæld i pct af BNP. Næstsidste kolonne: Betalingsbalances løbende poster i pct af BNP. Sidste kolonne: S&P vurdering af landets statsgæld/obligationer)

The Independent sammenligner i dag euroen med en "et-benet mand, der forsøger at give den som Tarzan". For at en økonomisk og monetær union (ØMU) kan fungere, må den have to ben. Det ene ben er den fælles valuta- og pengepolitik, det andet er tilstrækkelig stærke finanspolitiske myndigheder, der kan gennemtvinge en fælles finanspolitik.

EU's økonomiske og monetære union har en fælles pengepolitik, der føres af den europæiske centralbank (ECB), men der er ikke nogen samlet finanspolitik. Den stritter i alle mulige retninger. Det kan, i betragtning af den nuværende krises udvikling, gå hen og blive helt fatalt for foretagendet, mener avisen. Nogle af euroens medlemslande har nu så store statsbudgetunderskud på vej, at det er uholdbart for den fælles valutas værdi.

Tyskland har stor veneration for den fælles valuta. En del af den tyske ekspansion de senere år har hængt sammen med et stort indre marked, der har fungeret med en fælles valuta. I kombination med Berlinmurens fald er den tyske storindustris Drang nach Osten endelig lykkedes.

Og det er Tyskland, der er ansvarlig for den måde, ØMU'en er skruet sammen på med de såkaldte konvergenskriterier, der sætter regler op for, hvor stort budgetunderskuddet må være, hvor stor udlandsgælden, hvor store forskelle i priser og renter, der må være, etc. Samtidig er den europæiske centralbank modelleret efter den tyske forbundsbank m.h.t. at sætte inflationsbekæmpelse øverst.

Alt det er nu truet af en højkonjunktur, der er løbet totalt løbsk og er vendt til en nedgangskonjunktur, der truer med at blive til en dyb økonomisk krise. Den lave eurorente var med til at stimulere konjunkturen i f.eks. Irland og Spanien, hvor byggeriet løb helt løbsk (en situation, man kan genkende også i Danmark). Det er Club Med landene (Spanien, Italien, Portugal og Grækenland), samt Irland (statsbudgetunderskud på over 10 pct af BNP), der truer euroen med sammenbrud. Oven i det dystre billede kommer OECDs seneste prognose for medlemsøkonomierne, som viser, at produktionsnedgangen i 2009 bliver betydelig dybere, end man hidtil har skønnet. Den tyske økonomi alene kan se frem til en nedgang i væksten på godt 5 pct. Hvis OECDs tal holder, vil prognosen i figuren ovenover allerede kunne være en underdrivelse.

Det er ikke muntre udsigter, da det netop er Tyskland, alle ser hen til som den stærke økonomi, der skal "baile" de andre ud, hvis foretagendet skal overleve.

Under alle omstændigheder er "Tarzan" svækket. Det medfører, at foreløbig vil enhver snak om en ny Verdensvaluta, der kan erstatte dollaren, også forstumme. EU er den største økonomiske blok i Verden, og området kunne potentielt have forsynet Verden med en stabilitetsorienteret valuta, der ikke var bundet op i en enkelt nation, som dollaren er det. Det var chancen for at få en multilateralt baseret global reservevaluta, der røg med Tarzans badevand.

En mulig vej ud af miseren kunne være en erkendelse af, at "Bundesbankmodellen" og "D-marken" er brudt endeligt sammen, og man må handle i fællesskab ved f.eks. at lade euro-seddelpressen løbe til dækning af de værste underskud. - Altså lade inflation ordne problemet. Alternativt brækkes området eventuelt op, og Tyskland kan måske danne ny fortrop med en lille gruppe lande, som Independent foreslår? Det sidste er dog næppe noget tillokkende alternativ for de unionsivrige, da det vil kunne ødelægge forestillingen om et samlet Europa mange år frem.

Udviklingen kan komme til at stille den danske valutapolitik over for nye udfordringer. En "fastkurspolitik", der er bundet op på en et-benet Tarzan, fortjener næppe betegnelsen "fastkurspolitik". I stedet kunne man definere kronens værdi i forhold til en kurv af valutaer, der afhang af udenrigshandelens sammensætning. Det gælder ikke mindst, hvis euroen udvikler sig til en svag valuta som følge af pengemæssig undsætning af Club Med og Irland. Der er ingen grund til, hvorfor Danmark, som en relativt stærk økonomi (jvf de danske tal i figuren ovenover), skulle finde sig i at importere inflation fra et svækket euro-område.

Grøn omstilling i forbindelse med stimulanspakker

2009-03-31T07:13:00.008+02:00

(Kilde: HSBC. Lo C Vech: Biler med lavt CO2. Grid: El- og fjernvarmenet. Rail: Jernbaner/metro.)

I forbindelse med de mange økonomiske stimulanspakker, der er vedtaget til bekæmpelse af den økonomiske recession, er det interessant at undersøge, hvor stor en del af midlerne, der går til grøn omstilling af økonomien. Det er nu muligt at danne sig et skøn over dette v.h.a. en undersøgelse, der er lavet af HSBC. I EU er langt hovedparten af pengene gået til energieffektivitet, f.eks. isolering af bygninger og udvikling af el-biler og energibesparelser. Kun 6 pct er gået til vedvarende energi (renewable).

Det er Kina og USA, der fører m.h.t. investeringer i grøn omstilling. Opgørelserne skal dog tages med visse forbehold, da det kan være ret forskellige ting, der indregnes efter de nationale opgørelsesmetoder. Danmark ligger på en af sidstepladserne (s. 32).

Investeringer i grøn økonomisk omstilling kan medvirke til at gøre en økonomi klar til fremtidens økonomiske udfordringer. Det gælder ikke mindst, hvis det lykkes at komme igennem med bindende begrænsninger på drivhusgasudledninger på topmødet i København i december. De lande, der først satser på dette område, kan få konkurrenceevnefordele. Et af målene hedder: A low carbon economy, dvs en økonomi med lavt forbrug af fossile brændsler.

Amerikansk stimulansplan skydes i sænk af Eurozonepolitikere og kinesisk skepsis over dollar som reservevaluta

2009-03-30T11:46:00.019+02:00

(Kilde: Danske Bank og Børsen. Figuren viser forskellen i rente på en tysk statsobligation og statsobligationer i de pågældende lande)

Stor globalkeynesiansk stimulanspakke eller overnational regulering af finansmarkederne? - er det valget, Verden står over for, når G20 lederne mødes i London? Det bliver nok hverken det ene eller det andet. Når vi siger global-"keynesiansk", må det tages med det forbehold, at ordet "keynesiansk" sættes i anførelsestegn. Det er værd at bide mærke i, at Keynes ikke mente, at udpumpning af ét lands papirpenge bør danne basis for stimulans af den globale økonomi.

Resolutionsudkastet til G20 mødets højtidelige sluterklæring er ved at blive skrevet af britiske embedsmænd, og at dømme efter de britiske aviser i dag, er der ikke meget håb om, at Gordon Brown kommer til at gå over i historien som den statsmand, der reddede Verden fra økonomisk krise i april 2009. Embedsmændene har nok kølnet hans forhåbninger om, at den økonomiske stimulanspakke, amerikanere og briter har lagt op til som løsningen på den nedadgående økonomiske spiral, har nogen gang på jorden. De førende EU-lande vil ikke være med. Og det vil Kina nok heller ikke.

Kinas Centralbankchef har i en tale stillet forslag om, at dollarens stilling som reservevaluta afskaffes til fordel for en ny international reservevaluta, der kan bakkes op af landenes indskud i IMF:

Det ønskelige mål for en reform af det internationale monetære system er derfor at skabe en international reservevaluta, som er løsrevet fra enkelte nationer og er i stand til at forblive stabil i det lange løb, hvorved den vil fjerne de indre mangler forårsaget af brugen af kreditbaserede nationale valutaer. Zhou Xiaochuan taler om behovet for en super-suveræn reservevaluta. Det er forbløffende at se, at han går tilbage til tiden omkring Bretton Woods konferencen (1944), hvor det amerikansk-funderede valutasystem blev skabt og graver John M. Keynes' gamle forslag om en international valuta frem af historiens mørke, som om det er et gammelt forslag, der bare har ligget og slumret og nu kan komme på dagsordenen igen:

Skønt den supersuveræne reservevaluta for længe siden er blevet foreslået, så er der alligevel ikke opnået noget fremskridt for den til dato. Tilbage i 1940'erne havde Keynes allerede foreslået introduktionen af en international valutaenhed kaldt "Bancor" baseret på værdien af 30 repræsentative varer. Uheldigvis blev dette forslag ikke accepteret. Bretton Woods valutasystemets kollaps (1971, GF), viser, at den keynesianske fremgangsmåde kan have været mere fremsynet.

Selv om det er formuleret diplomatisk, er det en kraftig kritik af brugen af dollar som international reservevaluta. Zhou Xiaochuan kredser om skabelsen af SDR (særlige trækningsrettigheder i Valutafonden) som et stabiliseringstiltag i 1969, inden den amerikanske økonomiske ødselhed omkring Vietnamkrigen løsrev dollaren fra guldet og bragte Bretton Woods valutasystemet til fald. Zhou Xiaochuan ser åbenbart en parallel til den nuværende situation, hvor det igen kan ende med et dollar(papirpenge-)baseret valutasystems fald.

Kina er i stigende grad skeptisk over for amerikanernes evne til at forvalte den fælles "verdensvaluta", dollaren, på ansvarlig facon. Budgetunderskuddene er for store til, at dollarens værdi kan være sikker på længere sigt. Forskellen på Det hvide Hus' og Kongressens vurdering af det amerikanske budgetunderskud om 10 år nærmer sig 5 pct eller over 1000 mia$. Præsidentens budget hviler på temmelig urealistiske antagelser om den amerikanske økonomis vækstrater de kommende år.

Hvis Kongressens budgetkontor får ret, kan dollaren være crashet på valutamarkederne længe inden 2019, og Kina kan vinke farvel til ikke så få af deres dollartilgodehavender (i fast værdi), hvis landet ikke har afhændet dem inden. De kan imidlertid være svære at komme af med uden at der sker uheldig markedspåvirkning via salget.
Samtidig mærker Verden virkningerne af, at USA kan "trykke verdenspenge" i form af den aktivistiske amerikanske udenrigspolitik, der bakkes op af et globalt amerikansk basesystem og militær indsats i uroområder. Men har man så ikke en afløser for dollaren i euroen?

Når de store lande i EU ikke vil være med til at sprøjte flere penge ud i stimulanspakker, hænger det bl.a. sammen med den ikke ubetydelige "regning" for at forhindre et sammenbrud i Euro-zonen, som de kan komme til at betale. Adskillige EU-lande har allerede store underskud på deres statsbudgetter. Det gør det ikke tillokkende at deltage i flere stimulandspakker. Det gør det ikke sandsynligt, at euro kan komme til at erstatte dollar som reservevaluta.

Figuren ovenover viser forskellen i rente på statsgæld i nogle lande i forhold til den tyske statsgældsrente. De lande, der har et stort "spread" mellem disse renter, har problemer med at finansiere underskud på deres offentlige finanser. Da de har den fælles valuta, euro, kan de ikke blot løse problemerne ved at trykke penge til at betale renter og afdrag på statsgælden.
Danmark har ikke noget stort spread til den tyske rente. Det skyldes ikke, at Danmark fortsat har sin egen valuta, men snarere at den danske økonomi som helhed er stærkere end de andre lande i figuren.

EU-økonomierne reagerer anderledes på økonomisk krise, end den amerikanske økonomi gør. I EU, hvor velfærdsstaten er meget mere udbygget, fører økonomisk nedgangskonjunktur til betydelig større automatiske udbetalinger fra statsbudgettet, end det er tilfældet i USA.

De store EU-økonomier - og Kina - koncentrerer i stedet kræfterne om at kritisere den anglo-amerikanske kapitalismemodel og se den som den bagvedliggende årsag til krisen. De kræver indgreb og reguleringer i forhold til finansmarkederne. G20 mødet kan gå hen og blive testen på, hvor langt briter og amerikanere er parat til at lægge bånd på deres finanskapital.

Tvivl om amerikansk undertegnelse af klimaaftale

2009-03-26T14:21:00.007+01:00

(Kilde: European Climate Exchange, Den europæiske Klimabørs i London. Prisudvikling for et ton CO2)

Modstanden i den amerikanske Kongres imod USA's undertegnelse af en klimaaftale i København i december 2009 skønnes nu til at være så stor, at det er tvivlsomt, om man kan nå at få en amerikansk underskrift på mødet. Det vurderer den britiske avis The Guardian.

Det fremgår af oplysninger, som ledende personer i Obamaadministrationen har ladet sive videre til Labourpolitikere i Storbritannien.

Modstanden går langt ind i det demokratiske parti. Mindst 15 af de demokratiske senatorer kommer fra rustbæltestater, der kan blive ramt på produktion og beskæftigelse af bindende mål for CO2-reduktion. Det store spørgsmål i den sammenhæng er også det forfatningsmæssige spørgsmål, om en klimaaftale skal ses som en traktat, der skal igennem ratifikationsprocedure. I så fald skal den vedtages af Senatet med 2/3 flertal. I modsat fald er der den mulighed, at den vedtages ved en præsidentiel executive order. Det er et spørgsmål om fortolkning af aftalen, om den skal behandles på den ene eller den anden måde. Aftalen/traktaten vil kunne komme ud for et nederlag, hvis den skal have 2/3 flertal, og den løber ind i modstand fra de nævnte demokratiske senatorer. Man har tidligere erfaring fra lige efter I. Verdenskrig, hvor Senatet stemte aftalen om Folkeforbundet ned.

Derfor lægges der fra amerikansk side op til, at en mulig løsning kan være, at præsident Obama tager til København og undertegner en aftale, hvorefter den så fremlægges for Kongressen. Det vil imidlertid kunne forsinke den endelige amerikanske ratifikation med op til 6 mdr. Da Kyoto først skal finde sin afløser fra 2012, behøver det imidlertid ikke være for sent.

Obama har forpligtet USA til at reducere sine CO2-emissioner til 1990 niveauet i 2020. Det er et temmelig begrænset mål i forhold til, at europæerne er villige til at reducere med 20 pct i 2020. Obama har foreslået, at USA kunne kompensere med hurtigere reduktioner efter 2020. I det nylig fremlagte budgetforslag fra Det hvide Hus opereres der med reduktion i emissioner på omkring 80 pct i 2050 i forhold til 2005 niveau. Herved ville USA være tæt på at kunne imødekomme de mål, der sættes af FNs klimapanel IPCC.

Det er blevet antydet, at omkostningerne forbundet med den forventede lovgivning om klimaændringer vil løbe om i mere end de 646 mia$, Obama-administrationen har foreslået. Obama har igen talt til fordel for et CO2-kvotehandelssystem, men har samtidig nævnt muligheden af, at det bliver udformet som regionale markeder for forskellige dele af USA. Det kunne give mulighed for imødekommelse af noget af modstanden.

Todd Stern, der forventes at blive en af USA's chefforhandlere i København, foretrækker at se USA tage til København med et mandat fra Kongressen. Det vil være det rigtige signal at sende til Verden, mener han.

For øjeblikket er situationen den på "markedet for forurening", at prisen på et ton CO2 er raslet ned på European Climate Exchange, Børsen for "varm luft" i London, jvf figuren ovenover. Det må være en trøst for amerikanerne med det svære, næsten eksistentielle valg de står overfor, at et ton varm luft pt ikke koster mere end 9 - 10 euro. Prisen har før været mere end fire gange så høj. Det må man da sige er billigt! Her må selv stållobbyen i Pittsburg og olielobbyen i Texas kunne være med! Når prisen går den vej, er det til at leve med et "forureneren betaler princip".

Nedtur uden udgang?

2009-03-24T05:28:00.009+01:00

(Kilde: IMF. Figuren viser realvækst i BNP i industrilandene, Verden og "nye økonomier")

Obama-administrationens seneste forsøg på at redde den amerikanske banksektor - 1000 mia$ af gode skatteyderpenge skal smides efter de dårlige aktiver ("toxic assets") i bankbalancerne - førte til aktiefest i Wall Street, men det er et stort spørgsmål, om planen vil have nogen særlig effekt på den dybe økonomiske recession (jvf figuren ovenover), der tegner sig?

Planen går ud på at gøre det lettere for private investorer at købe de dårlige lån, der stammer fra subprimelån og andre dårlige boliglån fra boligboblens sammenbrud. Ved at bruge offentlige penge skal prisen på de dårlige lån bydes op, så de bliver attraktive at få omsat på det private marked. Nogle private investorer siger, det bliver en god investering for skatteyderne. Det kan lige så godt - og mere sandsynligt - blive en dårlig investering for dem. De kan komme til at hænge på tabene:

The Geithner scheme would offer a one-way bet: if asset values go up, the investors profit, but if they go down, the investors can walk away from their debt. So this isn’t really about letting markets work. It’s just an indirect, disguised way to subsidize purchases of bad assets. (Finansminister Geithners plan er et en-vejs væddemål: hvis værdien af aktiverne stiger, profiterer investorerne, men hvis de falder, kan investorerne gå uskadte fra deres gæld. Så dette drejer sig i virkeligheden ikke om at lade markederne gøre deres arbejde. Det er blot en indirekte, forklædt måde at subsidiere købene af dårlige aktiver" (Paul Krugman i New York Times).

Obama og hans finansminister vil få yderligere problemer i forhold til offentligheden p.g.a. deres efterhånden desperate forsøg på at redde Wall Street for skatteyderpenge. Det lover heller ikke godt for udfaldet af G20 mødet i starten af april i London, at USA har denne holdning til løsning af finanskrisen og den økonomiske krise.

Det er i realiteten en gentagelse af Bush' "cash for trash" ("kontanter for affald")i den allerførste bail-out plan fra efteråret. Det er skuffende, at præsident Obama ikke kan præstere mere end det. Man burde i stedet have nationaliseret de dårlige banker, renset regnskaberne for dårlige lån og anbragt disse i en særlig bank til dette formål. Det var sådan, Sverige reddede sig ud af en bankkrise i starten af 90'erne. Nu udskydes løsningen på finanskrisen yderligere, og der bliver ikke gjort noget effektivt for at få Verden ud af den dybe recession, der er i gang.

Forudsigelser om budgetunderskud i USA

2009-03-21T05:29:00.009+01:00

(Kilde: CBO. Klik for forstørrelse af figur)

Kongressens budgetkontor (CBO) har fremlagt en ny forudsigelse af udviklingen i det amerikanske føderale budgetunderskud, dvs forskellen mellem forbundsregeringens indtægter og udgifter. Det anslår budgetunderskuddet til at blive betydelig større end den forudsigelse præsident Obama kom med ved fremlæggelsen af budgettet for næste år. I alt skønnes underskuddet at blive 2300 mia $ større for næste årti end skønnet af præsidenten, jvf figuren ovenover.

Hvis de tal kommer til at holde, vil det føre til en udpumpning af penge i amerikansk økonomi og verdensøkonomien uden tidligere sidestykke. Man kan i figuren se stigningen i underskuddet under Vietnamkrigen i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 70'erne, som førte til, at USA måtte gå fra guldet og devaluere dollaren. Selv med inflationen siden da taget i betragtning, er det nuværende underskud langt større.

Præsidentens optimistiske fremskrivning beror på en optimistisk vurdering af væksten i amerikansk økonomi de kommende år, en vækst, der vil give større skatteindtægter og lavere udgifter.

Det er klart, at sådanne fremskrivninger sjældent holder. Det kan både gå værre endnu, og det kan gå bedre. De er imidlertid interessante derved, at de indgår som skyts i den politiske proces. Som New York Times skriver:

"De sætter rammerne for debatten og giver politisk ammunition til begge sider. I dette tilfælde, vil Kongressens tal kunne gøre moderate republikanere og finanspolitisk konservative Demokrater mindre disponeret for at støtte Obamas dagsorden p.g.a. bekymring over landets langsigtede finansielle helbred".

Youtubevidoer med præsidentens budgettale i Kongressen.

Dramatisk forsøg på at redde amerikansk økonomi fra stagnation forud for G20-møde

2009-03-19T04:10:00.014+01:00

(Kilde: New York Times. 30-year Treasury Bond: Statsobligation med 30 årig løbetid)

Den amerikanske nationalbank har startet et kæmpemæssigt opkøb af statsobligationer i et forsøg på at redde økonomien fra den accelererende tilbagegang, der har sat ind med månedlige stigninger i arbejdsløsheden på over en halv million. I modsætning til Den europæiske Centralbank skal den amerikanske ikke kun holde lav inflation, men har også økonomiens aktivitetsniveau som mål. Tiltaget virker lettere desperat i betragtning af, at G20-landene i London i starten af april skal forsøge at finde fælles løsninger. USA går enegang med en pengeudpumpning af et omfang, der vil påvirke verdensøkonomien.

Renten i USA (Fed-renten) er allerede blevet sat ned til tæt på nul. Så økonomien kan ikke stimuleres mere igennem sænkning af de korte renter. Det, der så står tilbage, er den lange rente og udpumpning af penge. Og det er man gået i gang med i et omfang, der er overraskende stort.

Foreløbig købes der obligationer for 300 mia $. I alt vil der blive brugt over 1000 mia på opkøb af både statsobligationer og realkreditobligationer. Virkningen på den lange 30. årige statsobligation viste sig hurtigt i form af kursstigning, - og altså rentefald (jvf figuren ovenover). De kortereløbende statslån, hvor renten er tæt på 0, reagerer naturligvis ikke så meget. Da den lange statsobligation i USA er retningsgivende for realkreditlån, kan tiltaget også ses som et forsøg på at forbedre husejeres økonomi.

Det er formentlig et af de sidste skud, de amerikanske pengepolitiske myndigheder og politikere har tilbage i bøssen. Mulighederne for flere bankredninger og stimulanspakker er snart ved at være udtømte på grund af den politiske lammelse, raseriet over bonuserne til AIG-direktørerne fører med sig.

Derfor er det trist at konstatere, at det nok ikke kommer til at virke ret meget. Aktørerne i den amerikanske økonomi, både forbrugere og virksomheder, holder på pengene. Opsparingskvoten, der ellers i flere år har været meget lav, er steget kraftigt. Derfor virker en så voldsom pengepolitisk lempelse sandsynligvis ikke. Den vil derimod kunne få store virkninger på den globale økonomi. Tilliden til dollaren falder, og det vil sammen med udpumpningen af penge i den globale økonomi kunne bære ved til en tiltagende verdensinflation den dag, konjunkturerne begynder at vende.

Hvad der begyndte med en aktion for at få de lange renter ned og aktiviteten i gang med en pengeudpumpning, kan altså gå hen og få det stik modsatte udfald på længere sigt. Det kan føre til stagnation og stigende renter, når inflationen begynder at bide. Eller sagt med andre ord: En mulig tilbagevenden til det fænomen, man i 1970'erne kaldte stagnation, altså kombination af stag(nation) og (in)flation. Dengang skubbede stigende oliepriser stærkt på. - Og det kan de komme til at gøre igen. OPEC har indgået en aftale om begræsning af udbudet af olie. Prisstigninger på olie ligger og lurer som en mulighed, der foreløbig holdes nede af et fald i efterspørgselen, som skyldes den økonomiske recession. Men hvor længe det varer, kan man kun gisne om. Der ses tydelige tendenser til olieprisstigninger.

Euro-zonen i EU ser ud til at vælge en anden vej i sin tilgang til krisen. Her satses på en overstatslig regulering af finansmarkederne, herunder det livlige finanscenter i London City, der af nogle tilskrives en stor del af "æren" for finanskrisen med alle de kreative finansielle "produkter", der har ligget fremme på hylderne i de dygtige finansvirksomheder. Det er især i Tyskland og Frankrig, man har spottet kilden til den globale kapitalismes funktionsproblemer i den vildtvoksende finanssektor, og hvor man ønsker at tæmme den med en effektiv regulering. Og det er her, man mener løsningen på recessionen ligger, - ikke i de store stimulanspakker og pengeudpumpning fra centralbankerne.

Den tiltagende splittelse mellem den anglo-amerikanske del af G20 og de dominerende euro-zoneøkonomier er kommet til syne på EU-topmødet i Bruxelles 19.-20.3. Den tyske forbundskansler Angela Merkel har talt direkte imod flere stimulanspakker, som Storbritannien og USA ellers har opfordret til. Den tyske finansminister har tidligere direkte kritiseret briternes nedsættelse af momsen med 2,5 pct som udtryk for "tykhovedet keynesianisme" (crass keynesianism). Det er efterhånden så mange måneder siden, man gennemførte denne lettelse af momsen, at man må sige, den tyske minister har fået ret i sin dom. Den har ikke virket. Den britiske økonomi står over for det største fald i produktionen i 2009 siden II. Verdenskrig.

Den tyske position skal nok ikke blot ses som fiskal konservatisme, altså ønske om balanceret budget og om at spare på statens skillinger, men er også - og måske i højere grad - udtryk for en analyse af, hvor problemerne i at få sparket den globale økonomi i gang hovedsagelig ligger.

For det første går den tyske holdning på, at de eksisterende pakker og pengeudpumninger først skal have lov til at virke, for det andet at yderligere stimulanser kan føre til inflation. For det tredje, at hovedproblemet ligger i finanssektoren. Den er ramt af en dyb tillidskrise, der hænger sammen med denne sektors nuværende dysfunktionalitet. Derfor skal finanssektoren omstruktureres og kontrolleres på helt andre måder, end det er sket hidtil, hvis man skal have gang i økonomien. Det har Storbritannien og USA ikke lyst til at erkende.

Tyskland og Frankrig er dog langt fra enige indbyrdes. Problemet for dem er også, at der ikke er enighed i EU om holdningen til de globale økonomiske problemer, og hvordan de skal tackles. Man vil derfor nok komme til at opleve et EU, der ved G20 mødet i London i april ikke vil være i stand til at bære en fælles holdning igennem, men at der snarere kan opstå tvivl om, hvad EU egentlig mener.

Man har dog vist betydelig vilje til at løse nogle af de mere "interne problemer", f.eks. med de svage østeuropæiske økonomier. Man vedtog i princippet den 19. at fordoble en særlig EU-fond til 50 mia euro, som hjælper EU-lande med betalingsbalanceproblemer. 10 mia euro er allerede givet til hjælp til Ungarn, Letland og Rumænien.

Med hensyn til G20 er det interessant at notere sig, at det kan gå hen og blive temmelig ligegyldigt, hvad EU mener. Den økonomisk tyngde i Verden er ved at flytte østpå. G20 kan derfor gå hen og blive til et mere intimt G2 møde mellem præsident Barack Obama og Hu Jintao fra Kina. Et bipolært system er måske ved at opstå, hvor det er USA og Kina, der er de to centrale spillere. Kineserne bliver mere og mere selvbevidste. Det er f.eks. karakteristisk, at premierminister Wen Jiabao for nylig stiller sig op på det kinesiske parlaments årsmøde og går i rette med den amerikanske økonomiske politik, ud fra en forståelig bekymring for kinesernes gigantinvestering i amerikanske statsobligationer. Østasien var det første mål for Hillary Clintons første officielle rejse som udenrigsminister. Det kan være en dialog udvikler sig i London om betimeligheden af Bernankes pengeudpumpning, hvis kineserne fortsat skal risikere deres sparepenge i USA.

Statusrapport om bandekriminalitet

2009-03-17T17:21:00.008+01:00

Politiet har offentliggjort sin (årlige) rapport om rockeres og banders kriminalitet 2008.

Det konstateres, at

"der ikke i 2008 er sket væsentlige ændringer i relation til de enkelte gruppers og enkeltpersoners kriminalitetsmønstre, og at hovedparten af den udøvede kriminalitet således fortsat består af narkotikakriminalitet, voldskriminalitet og våbenkriminalitet. Det fremgår endvidere, at de modsætningsforhold, der gennem flere år har eksistereret mellem forskellige bandegrupperinger og mellem bandegrupperinger
og Hells Angels samt AK81 fortsat består, og at gruppernes æresbegreber, selvforståelse og identitet, der indebærer krav om hævn over for modparten,
selvstændigt bidrager til fortsættelse af konflikterne og til nye konfrontationer".

Forskellen mellem rockere og "bander" defineres sådan:

De bander, der begår alvorligere kriminalitet, har en række lighedspunkter med
rockermiljøet, idet begge miljøer benytter sig af vold som middel til at opnå deres
mål, ligesom der er konstateret samarbejde med kriminelle personer og grupperinger i udlandet. Banderne adskiller sig dog organisatorisk og kulturelt meget fra rockergrupperne, idet de fleste bander ikke har nogen veldefineret organisation eller formaliseret bandestruktur eller hierarki, ligesom de fleste bander ikke har egentlige klubhuse, hvor de holder til. De personer, som er tilknyttet de enkelte bander, agerer imidlertid som gruppe, herunder særligt i forbindelse med konfrontationer.

Der er på side 27 og frem en redegørelse for struktur i niveau 1 og 2 og en opgørelse over antal medlemmer. Rockerne er i betydeligt overtal antalsmæssigt i forhold til banderne.

Rapporten indeholder en hel del interessant registrering af fænomenet, - og også nogle interessante vurderinger, f.eks.:

"Hells Angels kontrollerer AK81 og medlemmerne. Det er i den forbindelse Rigspolitiets opfattelse, at medlemmer af AK81 – i lighed med tidligere supportgrupper og disses medlemmer - fungerer som ”håndlangere” for Hells Angels, idet medlemmerne udfører kriminelle handlinger for medlemmer af Hells Angels. Dette har betydning for Hells Angels i forbindelse med den igangværende konflikt med visse dele af bandemiljøet, idet medlemmer af AK 81 i væsentligt omfang udfører direkte konfrontationer over for bandemiljøet. Det kan efter Rigspolitiets opfattelse i den forbindelse formentlig tillægges betydning, at de moniterede medlemmer af Hells Angels i gennemsnit er over 39 år – i de københavnske afdelinger over 43 år – og at Hells Angels således står over for modstandere fra bandemiljøet der er væsentligt yngre. Det er ligeledes Rigspolitiets opfattelse, at AK81 har til formål at aflede
myndigheders – og i konfliktsituationer de rivaliserende klubber og banders – interesse for medlemmerne af Hells Angels".

Man må sige, at den strategi ser ud til at være lykkedes.

Når man ser denne nøgterne rapport, må man undre sig lidt over mediernes fokusering og "analyse" af problematikken.

Make War smarter - not harder!

2009-03-17T07:05:00.008+01:00

Efter at PC- og IT-revolutionen i 1970'erne og 80'erne havde gået sin sejrsgang i den vestlige verden, udviklede man på arbejdsmarkedet begrebet "work smarter - not harder". Dette smarte slogan er nu på vej ind i krigsførelsen. Ved hjælp af infrarøde kameraer, computerstyring, GPS-systemer og dronefly kan man nu sidde i ro og mag i kontrolrum på sikre steder og føre krig. Det er en ultimativ drengedrøm, der herved går i opfyldelse. Man kan gå direkte fra barnekammerets og teenageværelsets world of warcraft og ind i højtbetalte jobs, hvor man kan videreudvikle sine evner i denne "war by proxy" leg for avancerede drengerøve.

De ubemandede dronefly er blevet et af det amerikanske militærs foretrukne våben. Ifølge Pentagon har de gjort mere end næsten noget andet våbensystem m.h.t. at opspore modstandsfolk (insurgents) og uskadeliggøre dem. De kan endvidere tilbagesende op til 22 timers video. Man kan sidde i USA og betragte livet på jorden i Afghanistan i ro og mag - uden risiko for at blive angrebet af vilde stammefolk.

Og så er de billige! Et dronefly koster kun 4,5 mio $, - i modsætning til et fuldt udstyret kampfly, der ligger på 143 mio.

Dronerne bruges ikke kun til at udbombe talibanreder i grænseregionerne til Pakistan. De kan v.h.a. streaming instant video giver oplysninger til tropper på landjorden om vejsidebomber, troppebevægelser, etc. Problemet med dem er, at mange falder ned som følge af tekniske fejl, der ikke kan udbedres, og som følge af menneskelige fejl under styringen af dem. Men de kan ses som en teknologi i sin vorden - lidt som en flyenes Ford T. Predatorflyet er ved at blive afløst af det mere avancerede Reaperfly. Predator betyder "rovdyr", reaper "mejemaskine" eller "manden med leen". - Ikke noget med Ministry of Peace her, eller lignende eufemismer. Tingene kaldes ved deres rette navn.

Udover at det er et problem, at mange af de efterhånden 5500 droner, som verdenspopulationen af denne vidunderlige maskine efterhånden er kommet op på, er det også et erkendt problem, at de afskudte missiler ofte rammer ved siden af. Der kan være betydelig "medfølgende skade", collateral damage af civile, der går tabt. Udover det forfærdelige tab af uskyldige menneskers liv, er det et problem, at Vesten derved taber kampen om hearts and minds.

En endnu smartere måde at føre krigen i Afghanistan kunne være, at man forsøgte at finde ud af, hvad målet med denne krig egentlig er. De få hundrede Al Queda folk, der er tilbage, udgør reelt ikke nogen trussel mere. Men de kan komme til at udgøre en trussel igen ved, at man fokuserer så meget på dem. Reelt er man i krig imod oprørske pashtunske stammefolk, der vil have udlændingene ud af deres land. I de vestlige historier om "den gode krig" indgår temaerne om demokrati og menneskerettigheder, samt ikke mindst kampen for bedre vilkår for kvinderne i Afghanistan. Det er klart en vigtig kamp at kæmpe. Problemet med denne vinkling er imidlertid, at kvinderne også under Karzairegimet behandles dårligt. Også under Karzairegimet blomstrer sharialov og betænkelige menneskeretspraksiser, som f.eks. behandlingen af den unge journalist, der kommer tyve år i fængsel for at downloade internetsider om kvinders vilkår. Hvis kvinders vilkår i u-lande er det tungestvejende argument for krig, er der andre kampe, hvor man ville kunne udrette mere. BBC News beretter f.eks. om en undersøgelse, der er refereret i det anerkendte britiske lægetidsskrift The Lancet, ifølge hvilken over 100.000 unge kvinder i Indien er døde på et år som følge af brande i hjemmet, - i de fleste tilfælde som led i problemer med størrelsen af deres medgift ved indgåelse af ægteskab. Det er et kæmpeproblem, men åbenbart ikke stort nok til at gå i krig for.

Det er svært at finde et sammenhængende og holdbart politisk-strategisk mål for USA's og NATO's krig i Afghanistan. Man bekæmper ikke terrorisme på en måde, der fører til, at der kommer flere terrorister ud af det p.g.a. krigens usmartness. Man holder hånden over et styre, der er korrupt og ineffektivt. Det er umuligt at gøre et korrupt marionetregime til et legitimt demokratiske styre, der nyder respekt i befolkningen. Man kæmper en kamp for hearts and minds med metoder, der sætter den lokale befolkning op imod besættelses- eller "befrielses"-styrkerne.

Man kan måske til nød forstå amerikanerne, som vel kæmper for en fortsættelse af den amerikanske livsstil, der tilsyneladende kun er mulig ved, at man får kontrol over strategiske områder og ressourcer i det centralasiatiske område? Men hvad Danmark er der for, er vanskeligere at forstå. - Med mindre formålet bare er at være den flinke allierede!

Uncle Sam i det gavmilde hjørne

2009-03-16T06:31:00.007+01:00

(Kilde: AIG)

Den amerikanske forsikringsgigant AIG (American International Group) har offentliggjort listen over virksomheder, der som modparter til AIG forsikringer af nødlidende credit default swaps har modtaget penge fra forsikringsvirksomheden og dermed fra den amerikanske forbundsregering.

Som det ses, er Danske Bank imellem med et beløb på 200 mio $. Credit default swaps er forsikring, der kommer til udbetaling ved, som navnet siger, credit default, altså at et lån ikke betales. Det kan f.eks. være virksomhedsobligationer/-lån eller nødlidende huslån.

AIG har i alt modtaget over 170 mia $ fra forbundsregeringen. Det er ved at blive en stigende belastning for Obama-administrationen. Selv om den føderale gavmildhed er startet længe for Obama kom til magten, er den fortsat under den nye præsident, og han forbindes i stigende grad i vælgernes øjne med banksektorens ødselhed og udskejelser. Det viser meningsmålinger og fokusgruppeinterviews. Der er et voksende raseri i den amerikanske befolkning over Kasinoet i Wall Street, - og ikke mindst, at aktørerne ikke selv skal stå til ansvar for deres letsindige omgang med folks penge.

Det er i den sammenhæng bestemt ikke nogen hjælp, at det ikke kun er amerikanske virksomheder, der "bailes out", men altså også europæiske, så som franske og tyske storbanker - og Danske Bank. Og det har bestemt heller ikke været nogen hjælp, at det også lige er kommet frem, at AIG udbetaler 165 mio $ i bonus til direktionerne - bl.a. af penge modtaget fra forbundsregeringen.

Når man så spørger, hvorfor forbundsregeringen gør det? ligger svaret naturligvis i den perverse logik i et globalt finanssystem, hvor engagementerne hænger uløseligt sammen. Hvis én går ned, går alle ned. Et sammenbrud for AIG kunne være blevet langt værre end Lehman Brothers. Og det var slemt nok.

Kinamerika - Det knager i Verdens vigtigste bilaterale forhold

2009-03-14T05:37:00.011+01:00

(Klik for forstørrelse af billede)

Den kinesiske premierminister Wen Jiabao har ved afslutningen af det kinesiske parlaments møde holdt en tale, hvor han har udtrykt sig i bramfri vendinger om det kinesisk amerikanske forhold. Talen er en advarsel til USA om ikke at føre en letsindig økonomisk politik, så kinesernes gigantinvestering på op imod 1000 mia $ i amerikanske statsobligationer kommer i fare.

Den amerikanske stimulanspakke på 787 mia $, der skal sparke gang i den amerikanske økonomi, fører samtidig til et gigantisk underskud på det amerikanske statsbudget, og dette underskud kan underminere dollarens værdi. Kineserne er i den penible situation, at de ikke kan afhænde alle deres investeringer på en gang, da det netop vil udløse det dollarsammenbrud, de gerne skulle undgå. Kina følger derfor den økonomiske udvikling i USA nøje. Wen Jiabao afviste i skarpe vendinger, at Kina manipulerer med valutaen for at holde en høj konkurrenceevne. Landets eksport og det bilaterale handelsforhold mellem de to lande lider under den økonomiske krise.

Kinas eksport til USA er faldet kraftigt under finanskrisen. Det store handelsunderskud er således ved at blive reduceret fra et niveau på over 250 mia $ årligt til at mere "normalt" niveau. Det er dog stadig et kæmpeunderskud, hvis finansiering vil kunne blive ved med at skabe usikkerhed. Det kan ikke ses som værende udelukkende i amerikansk disfavør. En stor del af samhandelen er virksomhedsintern handel i store amerikanske multinationale virksomheder. Det er et komplekst samhandelsmønster, som også Taiwanesiske virksomheder er involveret i. Kineserne er sidst i værdikæden og fastholdes delvist i et handelsmønster, hvor de stadig i betydeligt omfang leverer billig arbejdskraft til produktion af billige varer.

Amerikansk kapital reagerer i stigende grad på krisen ved at holde sig hjemme og nedtone engagementet i globaliseringen. Det får Kina til at advare imod protektionistiske tendenser. Og det er en relevant advarsel, når man ser, hvordan "køb amerikansk" klausuler sneg sig ind i forslagene til stimulanspakken, Kongressen vedtog i starten af året.

Kinamerika er imidlertid stadig Verdens vigtigste bilaterale økonomiske forhold. Kinamerika har allerede længe lignet et gammelt ægteskab, hvor parterne er økonomisk involveret i en grad, de begge er betænkelige ved, men som samtidig gør skilsmisse så godt som umulig. USA har nedtonet sin kritik af menneskerettighedernes stilling i Kina.

Alligevel er der tendenser til stigende spændinger mellem de to lande. Der har lige været et maritimt sammenstød mellem de to i det Sydkinesiske Hav, hvor USA har beskyldt kinesiske skibe for at genere et amerikansk overvågningsfartøj. Beijing hævder, at det amerikanske skib brød international ret. Pentagon har sendt en destroyer til området for at assistere det amerikanske skib. Taiwanspørgsmålet ligger stadig og lurer. Amerikanerne er bekymrede over, hvad de ser som en kinesisk militær opbygning. Det kinesiske forsvarsbudget er dog stadig pebernødder sammenlignet med det amerikanske. Sudanspørgsmålet og Kinas voksende engagement i de to "glemte" kontinenter, Latinamerika og Afrika, skaber stigende foruroligelse i Washington.

USA har trukket i land i forhold til de udtalelser, den nyudnævnte finansminister Timothy Geithner kom med til Kongressen om Kinas valutapolitik, da den skulle anerkende hans udnævnelse. Det er da også vanskeligt at bevise, at der er manipulation med valutakursen.

Det økonomiske rædselsscenarie for Kina er, at de amerikanske underskud fortsætter med at vokse til et niveau, hvor finansieringen gennem fortsat nyudstedelse af obligationer vil få renten til at stige (kurserne på obligationerne til at falde). Det vil underminere værdien af den kinesiske beholdning. Kineserne har formentlig studeret den nyudnævnte amerikanske administrations optimistiske budgetfremlæggelse og fremskrivning af det amerikanske BNP og den offentlige økonomi med et kritisk øje, - og formentlig givet den dumpekarakter. Præsident Obamas forudsigelser om en halvering af budgetunderskuddet frem til næste præsidentvalg bygger på så optimistiske fremskrivning af den amerikanske vækst, at der skal et økonomisk under til for at det holder.

Rædselsscenariet rykker dermed tættere og tættere på. Den økonomiske kontraktion og mulige kraftige devaluering af dollaren, man vil kunne stå overfor, vil kunne skade kinesisk eksport til landets største eksportmarked yderligere. Indtil videre er dollarkursen på vej opad, men det skyldes muligvis panik over finanskrisen, hvor dollaren ses som "Safe Haven". Det er ikke sikkert, den vil vedblive med at være det.

Global opvarmning: Bolden ligger hos politikerne

2009-03-13T06:16:00.006+01:00

(Kilde: Den britiske Eliasch-rapport. Klik for større billede)

Den britiske presse har åbenbart været talrigt repræsenteret ved konferencen om klimaforandring i Bella Centret i København, en slags videnskagelig forløber for den store COP 15 konference i København i december 09.

En af de talere, der citeres meget i aviserne, er Nicholas Stern, der for det britiske finansministerium har produceret den hidtil mest indflydelsesrige rapport om klimaændringerne og deres samfundsøkonomiske konsekvenser.

Han siger nu, at han i sin rapport undervurderede de ændringer, der er i gang, og de skader, ændringerne kan føre til. Det er nu 2,5 år siden, hans rapport blev til, og virkeligheden overgår nu analysen. "Politikerne fatter imidlertid endnu ikke omfanget af de ændringer, der nu ser ud til at være i gang: Forstår politikerne, hvor svært det vil blive, hvor ødelæggende temperaturstigninger på 4, 5, eller 6 grader kan blive?" Sternrapporten bruger økonomisk cost-benefit analyse til at vise, at omkostningen ved ikke at gøre noget er større end omkostningen ved at sætte ind på at reducere CO2. Det er naturligvis en meget usikker undersøgelse, idet resultatet selvsagt afhænger af, hvilke projektioner om virkningerne på langt sigt af CO2-udledninger der puttes ind i modellen. Projektionerne bygger bl.a. på IPCC's fremskrivninger.

EU har som foreløbig mål sat en begrænsning af temperaturstigningen globalt til 2 grader. Det er det, som EU's reduktionsmål er langt an på. Men denne begrænsning ser nu til at blive overtrumfet af virkelighedens temperaturstigninger, der presser sig ubønhørligt på - hvis der ikke snart sker noget mere drastisk med hensyn til politikudvikling. Situationen er gået ud over de rammer for naturlige svingninger, som økosystemerne selv kan give.

En stigning på 3 grader er ikke set inden for de nærmeste mio år i fortiden, "og vi ved ikke, hvordan en sådan stigning vil virke". De stigninger til 4 - 7 grader i år 2100, som i dag ikke kan udelukkes som realistiske, vil føre til ødelæggelser af landbrugsproduktion i stor skala. Ørkenerne vil sprede sig, og store dele af kloden vil være uegnet til menneskelig beboelse. Betydelige dele af Sydeuropa vil komme til at se ud som Sahara.

The Guardian hæfter sig ved, at det er usædvanligt, at videnskabsfolk i dette tilfælde afviger fra den velkendte videnskabelige tradition med ikke at være politiske (comment directly on policy). Det gjorde de i stærke vendinger, idet der f.eks. blev insisteret på, at politikerne må stå fast over for "etablerede interesser, der øger udledninger af drivhusgasser". De bør "bygge på et voksende ønske i offentligheden om, at staterne nu skal handle."

Det er relativt stærke signaler, videnskabsfolkene sender her. Man kan dog ikke lade være med at tænke, at man efterhånden har hørt det mange gange, og det ser ikke ud til at trænge kraftigt nok igennem. Det er sådan, at mange tænker, at når der er videnskabsfolk, der stadig fremfører og forsvarer den opfattelse, at det stadig ikke er tilstrækkelig videnskabelig sikkert, at det er mere end midlertidige temperaturændringer, der er i gang, så ligger sandheden måske et sted midt imellem, eller man må afvente yderligere undersøgelser.

Enhver kan ved selvsyn se, at iskappen ved Grønland og Antarktis smelter, men der er stadig "dissidenter" - også videnskabsfolk, der sætter spørgsmålstegn ved, at det er mere end de sædvanlige svingninger, som kan konstateres for de få tusinder af år, man har sikre målinger for. På den anden side: Det er næppe sandsynligt, at over 95 pct af Verdens klimaforskere tager fejl. Det er mere end almindelig politisk korrekthed at sige, at der skal gøres noget alvorligt ved klimaproblemerne nu! Bolden ligger på politikernes bane lige nu - in this moment - hvis man må citere en kendt amerikansk præsident, og det bliver interessant at se, om der bliver ageret tilstrækkelig effektivt i København til december.

Obama-administration for uambitiøs i klimapolitik

2009-03-11T05:48:00.008+01:00

Chefen for FN's klimapanel Rajendra Pachauri har på den løbende Københavns-konference for klima videnskabsfolk indrømmet, at det bliver meget svært for USA at leve op til de samme relativt ambitiøse mål for CO2, som EU har sat. Og hvis landet skal leve op til de mål, videnskabsfolkene anser for nødvendige, står Barack Obama over for en "revolution" på hjemmefronten. De indbyggede begrænsninger, amerikansk politik sætter for en præsident, gør det umuligt.

Det vil svække værdien af en ny global klimaaftale, hvis der ikke kommer en forpligtelse på det korte sigt frem til 2020 fra USA på linje med den, europæerne har formuleret.

Samtidig har videnskabsfolk på Københavnskonferencen udtalt, at det vil blive nødvendigt at øge de relativt moderate fremskrivninger af stigninger i havenes vandstand, som Det internationale Klimapanel IPCC har lavet hidtil. Ifølge nye beregninger og fremskrivninger skulle ekstra issmeltning i Grønland kunne drive vandstanden mere end en meter op i år 2100 i forhold til i dag.

Præsident Barack Obama har sagt, at USA vil arbejde på at reducere drivhusgasudledning til 1990-niveau i 2020. Ifølge IPCC bør de mest udviklede lande sætte 25-40 pct reduktion som mål allerede i 2020 for at undgå farlige klimaændringer. Todd Stern, Obamas chefforhandler på klimapolitikken, har også udtalt, at det ikke er muligt for USA at nå et sådant mål.

I slutningen af det franske formandskab i december 2008 vedtog EU's stats- og regeringschefter triple-20 aftalen om fremtidens EU-klimamål, som EU vil møde op på COP 15 i København i december med. Den består af en aftale om for det første at reducere CO2 drivhusgas emissioner med 20 pct i 2020 i forhold til 1990 niveau, for det andet beskære energiforbruget med 20 pct i 2020, og endelig at sikre, at 20 pct af EU's energi vil komme fra vedvarende energi samme år. EU-aftalen er dog blevet kritiseret for, at den ser pænere ud på papiret, end den reelt er. Den er udstyret med en del smuthuller for den tunge industri og for de østeuropæiske EU-medlemmer.

Globalkeynesianeren i Det hvide Hus

2009-03-09T05:55:00.009+01:00

(Kilde: Wall Street Journal. Figuren viser stimuluspakker i G20-lande som pct af BNP. Klik for forstørrelse)

Ifølge Wall Street Journal er USA's strategi for redningen af den globale økonomi på G20 topmødet i London i starten af april ved at ligge klar. USA vil lægge op til en stor koordineret finanspolitisk stimulans, der skal trække verdensøkonomien op af den nedadgående spiral, den er gået ind i.

Der er imidlertid ifølge avisen lagt op til en strid med flere af de europæiske lande, der hellere vil koncentrere sig om skrappere reguleringer af det finansielle system. Frankrig, Tyskland og andre europæiske lande ser hovedårsagen til krisen i et for slapt reguleret finansielt system, og de vil sætte ind med en mere indgående regulering af de dele af det finansielle systsem, f.eks. kapitalfonde og hedgefonde, der i dag er en ureguleret del af finansmarkederne i nationalstaterne. EU-Kommissionen har efter sigende allerede planer klar om et europæisk reguleringsagentur.

USA forventes at blive støttet af Kina og andre lande med store stimulansprogrammer, samt af andre lande, der er afhængige af at blive trukket op af den amerikanske økonomi.

Avisen rammer dog nok hovedet på sømmet i sin analyse af, hvad hovedårsagen til forskellene i holdninger er: London and Washington are concerned that tighter financial regulation could harm their financial centers.

USA og England er bekymrede for, at skrappere reguleringer vil ramme deres finanscentre for hårdt. Dem har de nydt godt af i de gode år. Det vil kunne medføre, at man afskriver sig det faktiske førerskab i Verdensøkonomien, som den anglo-amerikanske deregulerede model har givet på finansområdet. Når Gordon Brown har skullet beskrive, hvad hans stærkt opreklamerede Global new Deal går ud på, er det uhyre lidt konkret, der er kommet ud af det.

Èt er imidlertid at vælte penge ud over Verden. Og det er som bekendt lettere for amerikanerne, der er i den heldige position, at de så at sige kan "trykke Verdenspengene", end det er for andre. Noget andet, og meget vanskeligere, er nok at blive enige om at bruge penge hensigtsmæssigt. Den britiske nedsættelse af momsen på 2,5 pct har f.eks. vist sig at være et stort flop. Den skulle have stimuleret økonomien med 12,5 mia £, men der ser ikke ud til at være nogen særlig effekt i en økonomi med meget negative forbrugerforventninger.

Penge bør altså målrettes projekter, der direkte er beskæftigelsesskabende. Og det vil nok være overordentlig vanskeligt at blive enige om globalt koordinerede retningslinjer for, hvordan man skal skabe grøn økonomisk omstilling og forny offentlige bygninger og institutioner, m.m. Man kan være globalkeynesianer på mere end én måde, lige som keynesiansk økonomisk politik også på nationalt plan kan udføres på mere end én måde. Det er næsten lige som med en bilmotor. Man kan hælde en masse benzin på for at få bilen til at køre hurtigere og længere, men man kan også gøre små ting ved motoren, så den kører længere på en mindre mængde benzin. Det er ærgerligt, den amerikanske Kongres ikke kunne se det, da den massakrerede præsident Obamas stimulanspakke på 787 mia $. Nu kan det være, der bliver en ny chance for at vise, hvordan det kan gøres?

Stimulanspakkerne og de store amerikanske underskud kan føre til en kraftig inflation den dag, konjunkturen vender. Lige nu virker den faldende efterspørgsel modsat.

EU ligestillingsundersøgelse

2009-03-08T13:08:00.011+01:00

(Kilde: EU-Kommissionen. Klik på billedet for forstørrelse)

Det er en interessant undersøgelse af lighed/ulighed mellem mænd og kvinder, Equality between women and men — 2009: Staff working document - the gender gap, den fortsatte kløft i forholdene både i hjemmet og på arbejdspladsen mellem mænd og kvinder, som EU-Kommissionen har offentliggjort her kort før kvindernes internationale kampdag 8. marts (Link til rapporten her).

Den viser med stor tydelighed, at det stadig står meget sløjt til med ligestillingen mellem kønnene. Nok er de nordiske velfærdsstater på enkelte punkter ret langt fremme, men det er faktisk kun på enkelte områder, f.eks. kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse, repræsentation i parlamenter og i højere uddannelse, men ellers ser det ikke specielt godt ud, - og ikke meget bedre end Sydeuropa.

Rapporten viser, at der stadig er lang vej igen, før der er ligeløn. I Danmark har kløften mellem mænds og kvinders lønninger i mange år ligget lidt under 20 pct, og der ligger den fortsat. Rapporten viser også en statistik over fordelingen af bestyrelsesposter i de største børsnoterede virksomheder. Her står det særlig slemt til i så godt som alle lande. Kvindernes andel er her typisk nede omkring 10 pct. Her ville det have hjulpet på ligestillingsbilledet at have Norge med. Norge har som bekendt indført kvotering til bestyrelsesposterne i de store virksomheder.

Det er helt tilbage i midten af 1970'erne, at det første ligestillingsdirektiv - efterfulgt af dansk M/K lov - kom. Det er tankevækkende, at der ikke er sket mere med ligestillingen mellem kønnene på så lang tid og efter lovgivning, der skulle have sikret en formel ligestilling - i hvert fald på arbejdsmarkedet.

Hvad vil man så gøre?

I praksis meget lidt, viser det sig desværre. EU har lavet en køreplan (roadmap) for, hvad der skal ske fra 2006-10. Her er det selvfølgelig lidt forstemmende, at man snart har nået udgangen af denne periode, og resultaterne ser allerede nu ud til nok at være lidt magre. Der er dog ikke noget i vejen med ambitionsniveauet:

1. Achieving Equal Economic Independence (opnå lige økonomisk uafhængighed) for Women and Men
1.1 Reaching the Lisbon employment targets (Nå Lissabonprocessens beskæftigelsesmål)
1.2 Eliminating the gender pay gap (Elimenere forskellen på mænds og kvinders løn)
1.3 Women entrepreneurs (Kvindelige iværksættere)
1.4 Gender equality in social protection and the fight against poverty (Kønslighed i social velfærd og kampen imod fattigdom)
1.5 Recognising the gender dimension in health
1.6 Combating multiple discrimination, in particular against immigrant
and ethnic minority women (bekæmpe mangfoldig diskrimination, særligt over for indvandrere og kvinder fra etniske minoriteter)
2. Enhancing Reconciliation of Work, Private and Family Life (Fremme forenelighed af arbejde, privatliv og familieliv
2.1 Flexible working arrangements for both women and men (fleksibelt tilrettelagt arbejde)
2.2 Increasing care services (Flere børnehavepladser)
2.3 Better reconciliation policies for both women and men (bedre forenelighedspolitikker)
3. Promoting Equal Participation of Women and Men in Decision-Making (Fremme lige deltagelse for kvinder og mænd i beslutningstagning)
3.1 Women's participation in politics (Kvinders deltagelse i politik)
3.2 Women in economic decision-making (Kvinder i økonomisk beslutningstagning)
3.3 Women in science and technology
4. Eradicating Gender-based Violence and Trafficking (Udradere kønsbaseret vold og handel med kvinder)
4.1 Eradication of gender-based violence
4.2 Elimination of trafficking in human beings
5. Eliminating Gender Stereotypes in Society (Fjernelse af kønsstereotyper i samfundet)
5.1 Elimination of gender stereotypes in education, training and culture
5.2 Elimination of gender stereotypes in the labour market
5.3 Elimination of gender stereotypes in the media
6. Promoting of Gender Equality Outside the EU (Fremme lighed mellem kønnene uden for EU)
6.1 Enforcement of EU legislation in acceding, candidate and potential candidate countries (Gennemførelse af EU-lovgivning ved optagelse af nye medlemmer)

Der er mange af disse punkter, der er meget fornuftige, men de er præget af, at der er mange ord og få konkrete handlingsanvisninger.

Lissabonprocessens beskæftigelsesmål går ud på en høj arbejdsmarkedsdeltagelse for både mænd og kvinder. Hvad sker der i praksis? - Der er mange ord og for lidt handling!

Forenelighedspolitikker, der går ud på at gøre familie- og arbejdsliv mere forenelige er også noget, alle er enige om i princippet er en god idé, men hvor afstanden mellem ord og handling også er umådelig stor.

Det er ikke nok at sige, at man skal fjerne kønsstereotyper i uddannelse og medier. Man skal gå ind og påvirke, hvordan kønsstereotyperne kommer ind, inden de kommer ind. Det kan lyde som censur af medier, og sådan skal det selvfølgelig ikke indrettes. Det drejer sig ofte om tilgængelighed af rollemodeller. Redaktionslokaler i mediernne skal være mere ligeligt kønsmæssigt sammensat. Det samme gælder arbejdsmarkedsroller. Her er det stadig uhyre traditionelt m.h.t. rollefordelingen i forskellige funktioner.

Britisk økonomi trues af finansiel afglobalisering

2009-03-08T06:57:00.007+01:00

Den engelske nationalbank har offentliggjort tal, der giver en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor det britiske pund er devalueret med ca. 25 pct siden midten af 2007.

Via udenlandske bankers filialer er der trukket over 1000 mia £ ud af landet i løbet af hele 2008. Alene i sidste kvartal af 2008 var det knap 600 mia. Der har især været tilbagetrækning af indskud fra USA, Schweiz, Skatteparadiser som Jersey og Cayman Islands og fra Rusland.

Når pengene søger væk, hænger det bl.a. sammen med usikkerhed om den britiske banksektor og økonomien i det hele taget. De britiske bankers samlede passiver udgør 4 gange BNP. Det er det, der gør, at nogle taler om Storbritannien som en mulig Geyserøkonomi - "Reykjavik on the Thames". Ved udgangen af ugen gik den britiske stat ind og forsikrede yderligere 260 mia £ aktiver i den store LLoyds bankgruppe, hvorved staten nu sidder på 75 pct af kapitalen i banken. Den britiske stats redninger af bankerne udgør et beløb på over 20 pct af BNP. Det øger den britiske stats gældsætning og giver yderligere tvivl om pundet. De offentlige budgetter vil stige fra et underskud på 2,8 pct af BNP i 2007/08 til et underskud på 9,2 pct i 2010/11, og samtidig vil statsgælden vokse fra 43,2 til 71,9 pct af BNP ifølge prognose fra EU-Kommissionen.

Det er en selvforstærkende ond spiral, idet kapitalbevægelserne ud af landet forstærker en proces, der allerede er i gang, og som kan eskalere, hvis billedet af geyserøkonomi vinder yderligere frem. Der er et stort underskud på handelsbalancen over for udlandet, og det medvirker også til at svække pundet. Man håber, at devalueringen kan føre til en fremgang i eksporten, men det er vanskeligt, når de fleste markeder er i recession.

Hvorfor går det modsat med dollaren? I den seneste tid er den amerikanske dollar styrket på valutamarkederne. Det er imod den økonomiske lærebog, idet USA også har store underskud, både på betalingsbalancen og statsbudgettet. Og underskuddet på statsbudgettet kan vokse kraftigt på grund af præsident Obamas økonomiske politik med den delvist ufinansierede økonomiske stimulanspakke og de store understøttelser (bail outs) af bankerne.

USA er imidlertid i modsætning til England blevet en safe haven for investorerne. På trods af alle USA's økonomiske vanskeligheder er landet stadig den globalt førende økonomi. Dollaren er den førende reservevaluta, og investeringers sikkerhed er bakket op af et stabilt politisk styre. Det gør amerikanske statsobligationer (treasuries) til en sikker havn for investorerne i et oprørt økonomisk hav. Penge søger mod USA. Det giver efterspørgsel på dollar, og valutaen har tendens til at stige i kurs.

Man kan naturligvis ikke være sikker på, at dollarstyrkelsen fortsætter. Præsident Obama kan grave sig ned i et Afghanistan quagmire, der kan blive for dyrt. Han har vist manglende initiativ m.h.t. at finansiere de stærkt stigende føderale udgifter. Det er ikke nok kun at lægge mere skat på de, der tjener over 250.000 dollar. Uden en langt bredere skattebasis vil underskuddene vokse for meget. Et eventuelt sammenbrud for dollaren vil kunne få ubehagelige virkninger for den globale økonomi, da det er dollaren, der effektivt set pt er den internationale gangbare mønt.

Bank of Englands tal sætter Gordon Browns tale til den amerikanske kongres for nylig i et vist perspektiv, - ikke mindst hans advarsler mod protektionisme og hans indtrængende tale for at vedblive med at holde de "åbne økonomier" åbne. Det er mere end bread and butter for briterne. En tiltagende lukning og en øget hjemtagning af kapital til home base vil om noget true den britiske økonomi. Avisen The Independent taler om et muligt "Run" på Storbritannien, altså at de internationale investorer opfører sig som masser af bankkunder, der vil have deres penge ud samtidig. Det vil kunne føre til et kollaps af pundkursen og vil kunne true med at udløse noget, der ligner islandske tilstande.

Den finansielle afglobalisering rammer u-landene hårdt. Vestlige investeringer (FDI) i disse lande er faldet fra 1 trillion $ om året omkring år 2000 til kun omkring 150 mia $ sidste år.

Bandepakke - amerikanske tilstande?

2009-03-07T14:40:00.013+01:00

(Kilde: US Bureau of Justice Statistics.)

Når man siger "bandekrig" og "amerikanske tilstande", vil mange nok få associationer i retning ad København som Nordeuropas Chicago o.lign. Gangstere i Chicago er dog som regel så professionelle, at de ved, hvem de skyder på.
Associationerne kan også gå i en anden retning.

Politikere fra både venstre og højre side overgår pt hinanden i forslag til straffelovsskærpelser i anledning af bandekrigene på Nørrebro. Det næste bliver vel, at nogle foreslår indførelse af dødsstraf?

Hvad fører det til - andet end amerikanske tilstande? Det er just volds-/straffelovsspiralen, der efterhånden har givet USA, også set i forhold til landets størrelse, en af Verdens største fængselspopulationer. På et givent tidspunkt sidder 1,5 - 2 mio af USA's underklasse i fængsel. Minoritetsgrupper og unge mænd er kraftigt overrepræsenteret. Nu er Danmark ved at slå ind på samme vej. Det er næppe klogt. Kriminologer og juridiske eksperter er enige om, at strengere straffe ikke hjælper.

Det er selvfølgelig svært at vide, hvad der hjælper, og hvad der ikke hjælper. Det har nok ikke hjulpet, at man lukkede Pusher Street i Christiania. Hashhandelen har nu bredt sig udover andre kvarterer i byen, og den er blevet kraftigt forrået. En del af bandekrigen er økonomisk territorieafgrænsning.
Det har heller ikke hjulpet, at medierne er medvirkende til at sprede billedet af, at det er "indvandrerbander", der er problemets kerne. Det giver polarisering og fører til, at medlemskab af banderne bliver til identitetsprojekter for deltagerne. Og dermed kan der komme en selvopfyldende virkninger ind over, at indvandrere er involveret mere end det statistiske gennemsnit skulle tilsige. Men så hænger problemet jo dybere set sammen med en utilstrækkelig integrationspolitik.

Bandekrigene er et stort problem, som der bør gøres noget ved. Men det er faktisk muligt at bruge andre metoder, f.eks. en større polititilstedeværelse, ikke mindst i form af nærpolitistationer, hvor betjentene kender kvarteret, de arbejder i.

Hermed en god ide til videreforarbejdning i det politiske system: Hvad med en kriminologiens Bjørn Lomborg, der kunne lave en cost-benefit analyse af de påtænkte straffetiltags virkninger?
Den ville få mange flere til at vende tommelfingrene nedad for bandepakken, når de så den langsigtede virkning på deres skatter.

Specielt er det ærgerligt, når man ved, at en socialpolitisk indsats er mere effektiv. Fængsler er socialiseringsanstalter for dårlig adfærd. Det bør medregnes i cost-benefitanalysen. USA vånder sig under den økonomiske byrde af det overdimensionerede fængselssystem. I Californien koster det mere end uddannelsessystemet, og staten har hvert år store problemer med at få vedtaget et budget.

Ændret flertal?

2009-03-06T13:29:00.015+01:00

(Kilde: Greens og Børsen, 6.3.09)

Den seneste meningsmåling fra Greens og Børsen, jf ovenover, viser et skifte i folkestemningen - hvis den ellers står til troende. Der skulle nu være et klart flertal for et regeringsskifte. Børsen mener, det hænger sammen med skattereformen, - og specielt måske de løfter om ikke at ville røre ved boligejernes skatter, som Anders Fogh angiveligt tidligere skulle have givet. Han rammes derved af de samme beskyldninger om løftebrud, som også blev Nyrup Rasmussens problem i forbindelse med efterlønsreformen i 1998.

Børsens argumentation går især på dette "svigt". Det hænger bl.a. sammen med skattesystemets betydning for vælgerne: "Danskerne kan ikke lide den usikkerhed, der ligger i justeringer af skattesystemet". Det er formentlig korrekt, og det hænger sammen med, at skattesystemet er uigennemskueligt for mange. Det giver rum for spin og mytedannelser. - Men også for, at når et indtryk først har grundfæstet sig, skal der meget til for at få folk til at ændre mening igen.

Det er absolut en mulighed, at mange vælgere er ved at blive sure over den fordelingsmæssige profil i Forårspakke II. Lempelsen af højeste marginaltræk på 7,5 pct til de højeste indkomster, giver langt højere lempelse til disse, end de lempelser, der gives til de lavtlønnede, som jo mærker en lille lempelse i form af nedsættelse af bundskat og grøn check. Der er især fremgang til de partier, der ikke var med i reformen, og som kritiserede de fordelingsmæssige virkninger.

Der er også en lille fremgang til DF, som måske fik kommunikeret ud, så det blev forstået af deres vælgersegmenter, at netop de slog et slag for fordelingsprofilen ved at få pillet selve topskatteændringen ud.

Spørgsmålet er, hvordan vælgerne reagerer på sigt, når de finder ud af, at dette var kosmetik i forhold til de dybere fordelingsvirkninger af 7,5 pct lempelsen i den højeste marginale skat?

Meningsmålingen viser kun nettobevægelserne i vælgerskaren. Hvis man havde adgang til de underliggende bruttobevægelser er det tænkeligt, at DF's fremgang kunne dække over større bruttobevægelser over til partiet af værdipolitisk motiverede vælgere, der reagerer på bandekrigen i København, og at der under denne flytning af vælgere er en modgående bevægelse af ufaglærte og modtagere af overførselsindkomster, der reagerer på fordelingsprofilen i skattereformen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har fremlagt beregninger af de langsigtede fordelingsvirkninger, som viser, at lempelsen for de lavtlønnede spises op af grønne afgifter og effekten af reformen på erhvervslivet, idet det skønnes, at "regningen" sendes videre til forbrugerne i form af højere priser på varerne. Mange mellemindkomster rammes også af indkomstaftrapningen af den grønne check. Det vil komme til at virke som en slags marginalskat på disse grupper.
Beregningerne af virkninger af prisstigninger er dog behæftet med meget usikkerhed, som også AE-rådet selv indrømmer. Når priserne stiger på nogle varer, forskubbes forbruget jo til andre varer, hvor der ikke har været stigninger. Og det er spørgsmålet, om denne virkning er tilstrækkelig medregnet?

Det er ikke godt at vide, hvordan vælgerne vil reagere på længere sigt, når det formentlig går op for mange, at de lovede skattelettelser udebliver, eller på sigt ligefrem bliver en skærpelse af den samlede byrde, samt at det er de højeste indkomster, der bliver vinderne i spillet om skatten. De lovede effekter på økonomien i form af mange tusinde ekstra arbejdspladser, der skulle være et "plaster på såret", er højst usikre.

Børsen skriver videre: "Op til næste valg vil regeringens skattestop være mere attraktivt for vælgerne end S og SF's varsler om nye skatteændringer". Det er muligt. Men det er måske mere nærliggende at antage, at skattestoppet som begreb er blevet yderligere mudret til i vælgernes bevidsthed med Forårspakke II.

Hvis AE-rådets økonomer har ret i deres beregninger, vil det jo være det, der er sket. Opfattelsen af "svigt" vil da også have bredt sig til skattestoppet. Denne del af kontraktpolitikken kan definitivt være brudt sammen for regeringen på grund af manglende rettidig omhu og præcision i udførelsen af indgrebet.

Fattigste lande rammes hårdt af krisen

2009-03-04T08:43:00.005+01:00

Mens vi i Danmark mærker den tiltagende økonomiske krise i form af svære overvejelser over, om vi skal bruge frigivne SP-midler til ny udestue eller sauna, er det andre økonomiske problemer, der plager de fattigste lande.

IMF har offentliggjort en rapport om de store problemer, de fattigste lande (LIC, Low-income Countries) står over for. Det er lande som Zambia; Vietnam; Angola; Ghana; Burundi; Elfenbenskysten; Haiti; Honduras; Liberia; Nigeria; Mongoliet; Moldova; Papua New Guinea; Sudan; Bangla Desh, Pakistan, Albanien og Kyrgyzstan.

Det forventes, at krisen vil skubbe yderligere 46 mio mennesker under fattigdomsgrænsen. De primære årsager ligger i landenes økonomiske sårbarhed. I de senere år har nogle af dem kunnet løfte sig lidt ved at få adgang til verdensmarkedet med salg af råvarer og lettere bearbejdede industriprodukter. Med faldet i væksten i de rige lande, tørrer mange af disse markeder ind. Og der er samtidig kommet et voldsomt fald i priserne på råvarer og landbrugsprodukter, jvf figur 1 ovenover.

Stigningen i adgang til udenlandsk kapital er også bragt til ophør og vendt til et stejlt fald, jvf figur 2, der viser fremmed kapitals finansiering af gæld (f.eks. obligationer) i de fattigste lande.

Flere af de fattigste lande har i de senere år haft væsentlige indtægtskilder i form af de såkaldte remittances, penge, migrantarbejdere sender hjem. Et land som Bangla Desh har haft 5,5 mio arbejdere i udlandet, f.eks. i Golf-staterne. Det har betydet en indtægt i fremmedvaluta svarende til 10 pct af landets BNP. For et par lande er det omkring 40 pct (oversigt s. 19 i rapporten) af BNP, der kommer til veje på denne måde. Mange af disse arbejdere må nu vende hjem under den tiltagende afglobalisering, og landets indtægter på denne konto styrtdykker. Det er noget, der kan ramme særlig hårdt, fordi mange af disse penge som regel er røget direkte ud i lokalsamfund, frem for at ende i lokale hovedstadseliters lommer.

Der er dog enkelte lyspunkter. Bankerne i disse lande har ikke deltaget særlig meget i handel med "komplekse finansielle instrumenter", noget af det, der har forårsaget finanskrisen i Vesten. Til gengæld er de meget afhængige af udlandets finanssektor på anden vis. I nogle af de fattigste lande er hovedparten af banksektoren ejet af vestlige banker. I det øjeblik de bliver mest optaget af, hvordan de får rekapitaliseret sig i hjemlandet, kan det få konsekvenser for tilførselen af risikovillig kapital i filialerne i de fattige lande.

Forårspakken - mere rødvin end leverpostej

2009-03-02T06:37:00.017+01:00

(Kilde: Finansministeriet)

Som det ses af figuren, er det et betydeligt antal skattepligtige, der ryger ud af topskattefeltet med skatteforslaget.

Vedtagelsen af skattereform og vækstpakke, den såkaldte forårspakke, har været et ejendommeligt politisk skuespil. Det er blevet kommenteret i nogle medier som en veltilrettelagt drejebog, et skuespil eller en opera med forudsigeligt indhold.

Der har været meget symbolpolitik og retorik omkring topskatten, hvor det har været magtpåliggende for Dansk Folkeparti, at denne er blevet uændret. Det er den da også på papiret. Når man ser nærmere på de fordelingspolitiske virkninger, er det dog klart, at det er Lene Espersen og De Konservative, der har trukket det længste strå. Her er retorikken samtidig skiftet fra "topskat" over mod "marginalskat" og "skat på sidst tjente krone". Det drejer sig om at kalde en spade for en spade!

At De Konservative er kommet stærkt igennem her, kan ses ved, at mellemskatten er fjernet, og at alle skatteydere får bundskattelettelsen, - også de højere og højeste indkomster. Hertil kommer den relativt kraftige forskydning af topskattegrænsen opad til godt 420.000,- kr i 2011. Det giver sammen med mellemskattens afskaffelse en betydeligt skattelettelse for de højere indkomster. Personen, der tjener 100,000,- kr om måneden, får en lettelse på 7,5 pct af knap 70.000,-, eller ca. 5.000,- i månedlig skattelettelse. En ufaglært med en løn på 20.000,- om måneden får en lettelse på et par hundrede kr månedlig. Derfra skal trækkes giftskatterne på cigaretter, sukker, fedt ("sundhedspakken"), der klart "vender den tunge ende nedad". Det viser undersøgelser fra Statens Institut for Folkesundhed. Disse afgifter træder i kraft allerede fra start af reformen. En ufaglært med en usund levevis, vil dårligt nok opleve at få nogen skattelettelse samlet set. I den sammenhæng vil den "grønne check" ikke batte ret meget.

Det sted, hvor reformen har den klareste udlignende virkning, er fastsættelse af et loft på 100.000,- for fradrag for indbetalinger til ratepension. Det vil decimere meget højtlønnedes muligheder for at nedsætte skattebetaling.

Om man kalder det en rødvinsreform eller en hvidvinsreform er ligegyldigt. Nogen særlig stærk lighedsprofil har den samlet set ikke. Den har derimod en vis grøn profil med de øgede afgifter på energi. De træder dog langsomt i kraft og kunne sagtens have været mere ambitiøse. Ellers er profilen mest det, man kalder "tykhovedet keynesianisme", troen på, at samfundet løser sine problemer ved at beskæftige flere med at producere mere plastic. Man har fået den geniale ide at smide 43 - 49 SP-milliarder efter danskerne, hvorved man vil skabe meget nyttig beskæftigelse i både udlandet og i danske rejsebureauer.

Umiddelbart er vækstvirkningerne også i øvrigt ret vanskelige at få øje på. Skattelettelser har under krise med negative forbrugerforventninger ikke store stimulerende virkninger på produktionen. En stor del vil ende som øget opsparing, en del vil skabe arbejdspladser i udlandet. De påståede incitamentvirkninger, større lyst til at nikke den en skalle, når man får mere ud af overarbejde, er i værste fald ren regnearksalkymi. Det er en udokumenteret påstand, at dynamiske effekter vil skabe 19.000, eller flere, arbejdspladser.

Det er mere sikkert, at der vil ligge flere dyre lystbåde i Rungsted Havn om 10 år. Men det er jo unægtelig også en form for vækst!

Det er ofte en underlig logik, der bliver lagt for dagen i vurderingerne af en pakke som denne. Man synes at mene, at regeringen har lagt sig i midten af feltet, fordi man ligger midt imellem venstreorienterede kritikere af reformens virkninger på den ene side, og på den anden side CEPOS-folk og erhvervsfolk, der kritiserer reformen for ikke at være vidtgående nok. Men sådan kan man ikke argumentere. CEPOS-synspunktet er ret ekstremt og bygger på forestillinger om, at Danmark kan gå ind i skattekonkurrence med lande som Irland og østeuropæiske lande, der fungerer noget anderledes m.h.t. samfundets grundliggende opbygning. Reformen bør ikke vurderes ud fra en sådan tilfældig "meningernes VH-skala", men i forhold til det, der er den normale fordelings- og velfærdskultur i det danske samfund. Set i det lys er det et gennemgribende skævt skattepolitisk indgreb.

Skattetryk og marginalskatter kan beregnes på mange måder, og ud fra nogle mål er det sådan, at Danmark allerede med det eksisterende skattesystem ikke ligger højest i top m.h.t. marginalskattetryk. Det gælder f.eks., når man måler typiske/gennemsnitlige lønmodtagere. Her har nogle lande f.eks. et højere marginalt skattetryk på enlige skatteydere end på familier.

En regning for stor til EU?

2009-03-01T10:24:00.012+01:00

"En regning, der kunne få Europe til at bryde sammen", skriver et af Verdens førende finansblade på forsiden og i en længere artikel inde i bladet.

Anledningen er den store lånefinansierede forbrugs- og byggefest, som adskillige af de nye EU-medlemslande har haft gang i de senere år, og som er blevet finansieret af EU-banker, især i Østrig og Sverige. Men selv en bank som Danske Bank skulle have 40 mia kr i klemme via sine filialer i de baltiske lande og andre steder i området.

Bladet viser et billede (jf ovenfor) af de tre ledere af EU's stormagter, Tyskland, Storbritannien og Frankrig bænket om bordet i restauranten, hvor regningen (omkring 400 mia $, estimerer bladet) præsenteres for de glade restaurationsgæster. Spørgsmålet lurer: - Hvad sker der, hvis regningen ikke betales? Det antydes, at det bliver værre end at skulle ud og tage opvasken. Det bliver skilsmisse i familien! I de fleste familier er det kvinden, der gennemtvinger en skilsmisse - eller hende, der holder sammen på familien. Sådan også i dette tilfælde. Den næste artikel indledes med et billede af Angela Merkel i en af sine lyserøde østtyske spadseredragter på vej ned i sin uchikke taske.

Man kan undre sig lidt over hele vinklingen af historien. Hvorfor er det tilsyneladende statsmagterne og deres tålmodige skatteydere igen, der skal betale regningen for bankers ryggesløse udlånspraksis? Det er efter finanskrisens hidtidige efterhånden indarbejdede praksis. "Vi vil gerne nyde godt af de frie markeder i opgangsperiodens eldorado, men når regningen skal betales, er det bekvemt, at staten og skatteyderne kan træde til!"
At fallitten på de private markeder nødvendigvis skal føre til den overnationale politiske EU-konstruktions sammenbrud, virker ikke særlig logisk, men kan være udtryk for finansbladets ønske om at få det politiske niveau til at "leve op til ansvaret", - der rettelig burde placeres et andet sted.

Bladet går tættere på i en længere artikel, hvor der laves glimrende delanalyser af de enkelte østlandes problemer. Der er nemlig store forskelle på problemernes omfang. Værst ramt er Letland, som i december måtte lide den tort at blive sat under administration af IMF. Letland har i nogle år haft vækst på over 10 pct, men er samtidig løbet ind i et gigantisk betalingsbalanceunderskud på 20 pct af BNP. Landets produktion ventes at falde 10 pct i år. En stor låntagning i vestbanker er spildt på ensidig og helt uigennemtænkt udbygning af detailhandel og byggesektor. Det er et af de lande (sammen med Bulgarien, Estland og Litauen), der fører fastkurspolitik ved at binde valutaen til euroen. For bankerne i Vesteuropa kan det give problemer, hvis de opgiver denne binding, og deres valuta herefter crasher og de kræver tilbagebetaling af lån i den lokale valuta. Herved vil vestbankerne kunne lide kæmpetab.

Sagen drejer sig om meget andet end penge. Der er et kæmpe hykleri i den måde, disse fattige lande blev lukket ind i EU under stor festivitas og begejstring, og så den måde, de siden er blevet behandlet på. Der er bekymrede miner omkring bordet. Tyskland har nu over 15 pct af sin eksport til de østeuropæiske lande. For Danmark har åbningen til disse markeder haft stor betydning for højkonjunktur og gunstige betalingsbalanceforhold de senere år. Men når det drejer sig om at leve op til en anden af Det indre Markeds regler: Den fri vandring af arbejdskraft, siger man nej tak og vil kun lukke østeuropæere ind i kvoter og efter særlige regler. I Storbritannien siger premierministeren "British jobs for British Workers". De er ønskede som forbrugere og leverandører af billig arbejdskraft - når bare de ikke ellers sætter deres fod i landene! Og nu når krisen begynder at kradse, må jobbene være forbeholdt den etnisk oprindelige befolkning!

Det er usandsynligt, at EU bryder sammen over Øst-krisen. Dertil er de dominerende EU-landes økonomiske interesser i området for store. Men denne krise kan sætte lande som Sverige og Danmark i en svær situation med den måde, deres banker er eksponeret på over for området.

Sverige lader sin valuta devaluere. Det letter problemet for østeuropæerne med at betale svenske-kronelån tilbage. Men det giver samtidig Danmark yderligere problemer med at holde fastkurspolitikken over for euro. Den svenske krone er nu på et år devalueret med over 18 pct over for danske kroner. Og Sverige er Danmarks næststørste eksportmarked.

Tigeren, der fordampede

2009-02-27T05:41:00.010+01:00

"Efter et årti med en lånefinansieret ejendomsboble, er økonomien nu i en tilstand, hvor den ikke så meget er ved at smuldre, som den snarere er ved at fordampe op i den blå luft: Hvis vi var Storbritannien, ville januars stigning i arbejdsløsheden have været over en halv million."

Sådan skriver professor i økonomi ved University College Dublin Morgan Kelly i Irish Times om den berømte - eller berygtede - keltiske tigerøkonomi. Det forventes, det irske BNP vil falde 5 pct i løbet af 2009, hvad der er en af de største økonomiske sammentrækninger i de avancerede økonomier. Arbejdsløsheden nærmer sig 8 pct og stiger hastigt. De østeuropæerne arbejdere er på vej hjem i titusindevis.

Den irske stats udgifter eksploderer, og underskuddet nærmer sig 10 pct af BNP. Den forsøger at låne sig ud af problemerne. Og det er just her, landets problemer med at være med i euroen viser sig. Der skal udstedes statslån i en valuta, man deler med andre. Anden finansiering af underskuddet er umulig. Man har ikke nogen seddelpresse stående i en nationalbank i Dublin, der kan trykke penge - om galt skulle være. Den står hos ECB i Frankfurt, hvor det er mere solide pengefolk, der bestemmer farten på rotationspressen. Irland er blevet euroens svageste led. Der har været store demonstrationer i Dublin, og der er rejst krav om regeringens afgang. I parlamentet har muligheden af betydelige skattestigninger været drøftet, men det er ikke populært samtidig med, at bankerne er hjulpet med mia beløb.

Angela Merkel har lige udstedt forsigtige løfter om hjælp til Irland og den uheldige Club Med (Italien, Grækenland, Spanien og Portugal), hvor statsobligationers spread (forskel i rente) i forhold til tyske statsobligationer vokser dag for dag. Men hvad denne hjælp skal bestå i, og om den vil være tilstrækkelig, ved ingen.

Morgan Kelly ser et rædselsscenarie for sig: At de internationale kreditorer pludselig ikke vil lege med mere, og det ikke længere er muligt for den irske stat at finansiere sit underskud. Så vil den sociale nød først kunne sætte ind med rigtig voldsom kraft. Når han mener, det er en potentiel mulighed, skyldes det fortsat usikkerhed om dårlige lån i irske banker. Den irske stat har givet garanti til bankerne, og det kan komme til at koste så dyrt, at der ikke er nogen, der vil risikere at miste penge på en stat, der kan gå ned med sine banker. Den irske økonomi er relativt lille i forhold til bankernes størrelse. Det kan potentielt være den næste geyserøkonomi.

De er vokset til overgennemsnitlig størrelse som følge af den særlige irske globaliseringsmodel, hvor en del af "konkurrenceevnen" består i, at man gør sig tiltrækkende for global kapital v.h.a. en "åben økonomi" og et løst reguleringsregime, - samt bundrekord for selskabsskat. I Irland er det institutionaliseret i form af the International Financial Services Centre (IFSC). Dette internationale finanscenter har tiltrukket mange britiske virksomheder. En britisk avis har undersøgt, hvad der ligger bag de mange fine britiske adresser i Dublin. Og det gav et noget magert resultat. I nogle tilfælde lå adressen hos virksomhedens irske skatterådgivere eller advokater. I mange tilfælde er der kun ansat nogle få medarbejdere. Dublin beskrives som "Lichtenstein on the Liffy". Dele af byen er en kæmpemæssig Potemkinkulisse for den internationale finanskapital:

Why is Dublin the Potemkin Village of contemporary capitalism, full of fronts with very little behind them? spørger Fintan O'Toole. - Og specielt når det viser sig, at disse internationale afdelinger af globale selskaber reelt ikke skaber ret mange jobs? Og at hele konceptet med IFSC har medvirket til moralsk at korrumpere et helt folk, så de ikke længere føler, det er nødvendigt med hårdt arbejde for at producere værdier, men man kan opnå konkurrenceevne i den internationale økonomi ved at prostituere sig for den internationale kapital?

Noget af svaret er vel, at det delvist er blevet en "nødvendighed" at fortsætte. Den keltiske tigers succes og den oppustede bobleøkonomi har givet Irland et af EU's både højeste levestandarder og højeste omkostningsniveauer. Ejendomsboblen og konjunkturen er bl.a. drevet stærkt opad af en eurorente, der har været alt for lav i forhold til den overophedede irske økonomie. Nu er udviklingen vendt, men som medlemmer af ØMU'en er man ikke i stand til at devaluere valutaen for at genvinde konkurrenceevne på den måde. Så man skal i gang med det lange seje træk - hvis staten ikke går bankerot inden!

For britiske virksomheder har etableringen i Dublin været et trinbræt til skatteparadiserne (Offshore financial Centres). Det har været lettere at få adgang til disse og deres mange attraktive ordninger fra Dublin end fra London, hvor der er et lidt skrappere skattereguleringsregime.

Ny retning for Amerika

2009-02-25T07:31:00.009+01:00

(Kilde: IMF. Update til Economic Outlook. Jan. 2009. Øverste figur viser udvikling i global industriproduktion og varehandel. Nederste figur IMF's fremskrivning af økonomisk vækst)

Hvor den danske regering mest ser ud til at være optaget af at give skattelettelser til danskerne og af at please husejere og pendlere, må man sige, der er lagt op til mere fremadrettethed i præsident Obamas politik, som den lanceres her de første 100 dage af hans præsidentperiode. Men det er klart på de indenrigspolitiske linjer og den økonomiske politik, der ser ud til at ske noget. Udenrigspolitisk ser det ud til, at den amerikanske politik for interessevaretagelse i Verden ikke ændrer sig det store.

I går aftes holdt præsident Barack Obama en tale for Kongressen, som ikke formelt er en Unionens Tilstand tale, men alligevel noget, der ligner. Og den signalerede klare brud med den hidtidige linje i amerikansk økonomisk politik og social reformpolitik. Der blev talt om nødvendigheden af omfattende sundhedsreform og for, at der gøres noget ved skolerne, så USA kan klare sig i konkurrencen i det 21. århundrede.

Men det er hårde odds, man står overfor. Når man ser IMF's beskrivelse af væksten i den globale økonomi, kan det se ud som en af de kendte V-formede recessioner, men realiteten kan vise sig at blive langt alvorligere, hvis USA graver sig ned i en gælds-/deflationsspiral, som man så det ske i 1930'erne. Figur 2 kunne tyde på, at det (foreløbig) kan være en sådan udvikling, der er i gang, - og ikke blot en V-recession, hvor økonomien løfter sig efter nedgangen i 2009.

Obama erkender, hvad det er, USA er oppe imod:

You don't need to hear another list of statistics to know that our economy is in crisis.

Det er ikke en V-recession. Det er mere end bare en forbigående konjunkturnedgang. Det kan blive en dyb og vedvarende krise. Det, der foreslås sat ind imod den, bringer mindelser om Roosevelts New Deal og Johnsons kamp imod fattigdom. Det var dengang i 60'erne, hvor man lavede war on poverty (Lyndon B. Johnsons velfærdslovgivning) i stedet for war on terror. Det er en reformivrig præsident, der taler, og som tager afstand fra forgængerens fejltagelser:

We have known for decades that our survival depends on finding new sources of energy, yet we import more oil today than ever before.

The cost of health care eats up more and more of our savings each year, yet we keep delaying reform.

Our children will compete for jobs in a global economy that too many of our schools do not prepare them for.

And though all of these challenges went unsolved, we still managed to spend more money and pile up more debt, both as individuals and through our government, than ever before.

In other words, we have lived through an era where too often short-term gains were prized over long-term prosperity, where we failed to look beyond the next payment, the next quarter, or the next election

Det er en hård dom, der her fældes over forgængerne i embedet. Der har været ført en kortsigtet politik, hvor USA ikke har fornyet sit produktionsapparat, og hvor man blot har nydt godt af billig olie til udvidelse af kortsigtet forbrug.

Der tages afstand fra, at der hidtil er blevet ført politik til fordel for de velstående:

A surplus became an excuse to transfer wealth to the wealthy instead of an opportunity to invest in our future.

Det erkendes, at stimulanspakken på 787 mia$ ikke er nok, men der skal satses på noget længerevarende:

The recovery plan and the financial stability plan are the immediate steps we're taking to revive our economy in the short term, but the only way to fully restore America's economic strength is to make the long-term investments that will lead to new jobs, new industries, and a renewed ability to compete with the rest of the world

Det er her, den store test kommer til at stå. Ved at love, at underskuddet på de offentlige budgetter reduceres til det halve i løbet af præsidentperioden og samtidig love disse massive investeringer i fremtiden, forsøger præsident Obama løse noget, der ligner cirklens kvadratur. - Med mindre projektet reddes af en hurtig økonomisk genrejsning, der også kan bringe flere indtægter ind i de offentlige kasser. Og det er vel ikke umuligt, hvis det er en V-formet recession, vi står overfor. Hvis det er en dyb økonomisk krise, ser sagen anderledes ud. Men pointen er jo også, at man vil forsøge, netop med de beskrevne midler, at undgå en sådan. Og pointen er, at med den store vægt, den amerikanske økonomi har i den globale økonomi, så vil den globale økonomis muligheder i vidt omfang blive påvirket af udviklingen i amerikansk økonomi. For den globale økonomi er det ikke alene økonomisk stimulans, der er vigtig, men også, at de amerikanske budgetunderskud nedbringes, så USA ikke fortsætter oppumpningen af den globale økonomi med US-dollars.