Forårspakken - mere rødvin end leverpostej

(Kilde: Finansministeriet)

Som det ses af figuren, er det et betydeligt antal skattepligtige, der ryger ud af topskattefeltet med skatteforslaget.

Vedtagelsen af skattereform og vækstpakke, den såkaldte forårspakke, har været et ejendommeligt politisk skuespil. Det er blevet kommenteret i nogle medier som en veltilrettelagt drejebog, et skuespil eller en opera med forudsigeligt indhold.

Der har været meget symbolpolitik og retorik omkring topskatten, hvor det har været magtpåliggende for Dansk Folkeparti, at denne er blevet uændret. Det er den da også på papiret. Når man ser nærmere på de fordelingspolitiske virkninger, er det dog klart, at det er Lene Espersen og De Konservative, der har trukket det længste strå. Her er retorikken samtidig skiftet fra "topskat" over mod "marginalskat" og "skat på sidst tjente krone". Det drejer sig om at kalde en spade for en spade!

At De Konservative er kommet stærkt igennem her, kan ses ved, at mellemskatten er fjernet, og at alle skatteydere får bundskattelettelsen, - også de højere og højeste indkomster. Hertil kommer den relativt kraftige forskydning af topskattegrænsen opad til godt 420.000,- kr i 2011. Det giver sammen med mellemskattens afskaffelse en betydeligt skattelettelse for de højere indkomster. Personen, der tjener 100,000,- kr om måneden, får en lettelse på 7,5 pct af knap 70.000,-, eller ca. 5.000,- i månedlig skattelettelse. En ufaglært med en løn på 20.000,- om måneden får en lettelse på et par hundrede kr månedlig. Derfra skal trækkes giftskatterne på cigaretter, sukker, fedt ("sundhedspakken"), der klart "vender den tunge ende nedad". Det viser undersøgelser fra Statens Institut for Folkesundhed. Disse afgifter træder i kraft allerede fra start af reformen. En ufaglært med en usund levevis, vil dårligt nok opleve at få nogen skattelettelse samlet set. I den sammenhæng vil den "grønne check" ikke batte ret meget.

Det sted, hvor reformen har den klareste udlignende virkning, er fastsættelse af et loft på 100.000,- for fradrag for indbetalinger til ratepension. Det vil decimere meget højtlønnedes muligheder for at nedsætte skattebetaling.

Om man kalder det en rødvinsreform eller en hvidvinsreform er ligegyldigt. Nogen særlig stærk lighedsprofil har den samlet set ikke. Den har derimod en vis grøn profil med de øgede afgifter på energi. De træder dog langsomt i kraft og kunne sagtens have været mere ambitiøse. Ellers er profilen mest det, man kalder "tykhovedet keynesianisme", troen på, at samfundet løser sine problemer ved at beskæftige flere med at producere mere plastic. Man har fået den geniale ide at smide 43 - 49 SP-milliarder efter danskerne, hvorved man vil skabe meget nyttig beskæftigelse i både udlandet og i danske rejsebureauer.

Umiddelbart er vækstvirkningerne også i øvrigt ret vanskelige at få øje på. Skattelettelser har under krise med negative forbrugerforventninger ikke store stimulerende virkninger på produktionen. En stor del vil ende som øget opsparing, en del vil skabe arbejdspladser i udlandet. De påståede incitamentvirkninger, større lyst til at nikke den en skalle, når man får mere ud af overarbejde, er i værste fald ren regnearksalkymi. Det er en udokumenteret påstand, at dynamiske effekter vil skabe 19.000, eller flere, arbejdspladser.

Det er mere sikkert, at der vil ligge flere dyre lystbåde i Rungsted Havn om 10 år. Men det er jo unægtelig også en form for vækst!

Det er ofte en underlig logik, der bliver lagt for dagen i vurderingerne af en pakke som denne. Man synes at mene, at regeringen har lagt sig i midten af feltet, fordi man ligger midt imellem venstreorienterede kritikere af reformens virkninger på den ene side, og på den anden side CEPOS-folk og erhvervsfolk, der kritiserer reformen for ikke at være vidtgående nok. Men sådan kan man ikke argumentere. CEPOS-synspunktet er ret ekstremt og bygger på forestillinger om, at Danmark kan gå ind i skattekonkurrence med lande som Irland og østeuropæiske lande, der fungerer noget anderledes m.h.t. samfundets grundliggende opbygning. Reformen bør ikke vurderes ud fra en sådan tilfældig "meningernes VH-skala", men i forhold til det, der er den normale fordelings- og velfærdskultur i det danske samfund. Set i det lys er det et gennemgribende skævt skattepolitisk indgreb.

Skattetryk og marginalskatter kan beregnes på mange måder, og ud fra nogle mål er det sådan, at Danmark allerede med det eksisterende skattesystem ikke ligger højest i top m.h.t. marginalskattetryk. Det gælder f.eks., når man måler typiske/gennemsnitlige lønmodtagere. Her har nogle lande f.eks. et højere marginalt skattetryk på enlige skatteydere end på familier.