I frihedens og demokratiets navn

Den får ikke for lidt med de historiske sammenligninger og heroisering af den danske indsats, når nogle politikere skal forsvare den danske deltagelse i krigen i Afghanistan. Der er åbenbart heller ikke nogen øvre grænse for, hvad der skal accepteres af tabstal, ifølge udtalelser til Politiken 21.12.08.

"Hvis vi satte tal på det her, ville Taleban have sejret. Og alle de ofre, soldaterne har gjort i frihedens og demokratiets navn, ville være gået tabt", siger Venstres forsvarspolitiske ordfører, Karsten Nonbo til Politiken.

I "frihedens og demokratiets navn"? Ja, sådan kan man altså vælge at se det. Danmark og de andre NATO-allierede har lullet sig ind i den forestilling, at det er en demokratisk valgt regering, der sidder i Afghanistan. Det er begrundelsen for at kunne bruge en masse penge på krigen. Det forholder sig imidlertid ifølge mange iagttagere så som så med det påståede afghanske demokrati. I 2007 blev den kvindelige parlamentariker Malalai Joya suspenderet for resten af sin periode efter at have kritiseret parlamentet og nogle af de personer, der sidder i det. Det har ikke meget med demokrati at gøre, som vi gerne vil definere det i Danmark.

Sådan ser mange afghanere det også. Derfor respekterer de ikke besættelsesstyrkerne ( - undskyld det historisk ukorrekte udtryk). Og når spørgsmålet bliver, om man skal vælge denne svage stats borgersikkerhed eller den, Taleban kan tilbyde, falder valget måske på sidstnævnte.

De ser i stedet, at med præsident Karzai er nogle af de gammelkendte krigsherrer, der ikke just udmærker sig ved demokratisk kultur og dyder, kommet tilbage til magten. Det har ført omsiggribende bestikkelse med sig. Hertil kommer den stadig meget udbredte praksis med sharia-domstole. Det er ikke kun Taleban, der excellerer i den slag.

Det lader i øvrigt til, at det heller ikke er alle de handlinger, der laves med demokratiet for øje på det militære plan, der er lige hæderværdige.
Og det gælder måske ikke så meget den danske indsats som en anden NATO-partners. Danmark er jo ikke i denne krig alene, men er sammen med en større alliance af lande. Det er NATO's krig; dermed er Danmark også medansvarlig for, hvad der sker. Det er således problematisk for det danske medansvar, at USA kører to parallelle aktioner. Man er med i den internationale ISAF styrke. Og samtidig kører USA med Operation Enduring Freedom, som det så smukt og løfterigt hedder, der jagter terrorister. Hvor det ene begynder, og det andet hører op, står måske ikke helt klart i afghanernes øjne. Den aktivistiske danske udenrigspolitik kan komme til at pådrage sig et medansvar for ting, der ikke er så behagelige. Det siger danske medier ikke ret meget om.

Men så må man jo gå til de udenlandske. Reporteren Clancy Chassay fra den engelske avis The Guardian rapporterer om civile tab, der er stigende og efterhånden ligger på et højt niveau. I begyndelsen af december er det ifølge avisen over 600 civile, der er døde. Det sker typisk ved "uheld", når man formoder, der er talebanmilitser i huse og landsbyer og det i stedet viser sig at være civile, der rammes. Der er således et angreb på en landsby, der beskrives således:

""Det var kl. 7.30 en hed julimorgen, da flyet slog ned over den fjerne kløft. Neden for var et bryllupsselskab på vej til brudgommens landsby i et område ved navn Kamala i den østlige provins Nangarhar, for at forberede sig på festlighederne senere den dag. Den første bombe ramte en stor gruppe af børn, der var løbet forud for optoget. Den dræbte de fleste af dem på stedet.
Nogle minutter senere vendte flyet tilbage og kastede endnu en bome lige midt i gruppen. Denne gang var ofrene næsten alle kvinder. På en eller anden vis overlevede bruden og to piger, men idet de forsøgte at komme ned ad bjergsiden i et desperat forsøg på at komme væk fra flyet, blev de ramt af en tredje bombe. Hajj Khan var en af de fire ældre mænd, der fulgte med brudens selskab den dag. "Vi spadserede. Jeg holdt min sønnesøns hånd, så var der et voldsomt brag, og alt blev hvidt. Da jeg åbnede mine øjne, var der råben og skrigen omkring mig. Jeg lå nogle meter fra, hvor jeg havde været, jeg holdt stadig min sønnesøns hånd, men resten af ham var væk. Jeg kiggede mig omkring og så stykker af døde kroppe liggende rundt omkring. Jeg kunne ikke se, hvor de hørte til".

Slægtninge fra brudens landsby sagde, det var umuligt at identificere resterne. De begravede 47 ofre i 28 grave.""

Hvis det er den slags handlinger, der laves i frihedens og demokratiets navn, må man sige, at så er det ikke godt for friheden og demokratiet.

Der begås også grusomheder af Taleban, og det er lige så forkasteligt. Taleban er blevet et ret vidt begreb, og det, man fører krig imod, efterhånden er en ret bredspektret modstandsbevægelse - lige som også den danske modstandsbevægelse under II. Verdenskrig var bredspektret. Og mange iagttagere mener, at de amerikanske måder at føre krig på, fører til, at befolkningen - som det også skete i Danmark under II. Verdenskrig - vender sig imod besættelsesmagten.

Dermed får Taleban/modstandsbevægelsen stadig lettere ved at rekruttere nye kombattanter. Modsat hvad der hævdes, fjerner man altså ikke terrorismen med denne krigsførelse. Man producerer måske tværtimod flere terrorister. Ifølge Guardianartiklen:

"Vi ved de ikke har til hensigt at dræbe civile, men det er bare ikke noget, de gider gå nok op i", sagde Ahmad Zia, juveller i Kabuls bazar. "Hvis det fortsætter, vil vi se en masse mennesker slutte sig til kampen imod udlændingene. Det er uundgåeligt."
Det er det tredje bryllupsselskab, der rammes alene i år.

Helge Adam Møller, der også udtaler sig til Politiken, kommer med formanende ord til danskerne :
"Den her gang må vi ikke ryste på hånden. Hvis Churchill i 1939 havde sat årstal på, hvornår alliancen skulle trække sig, så ville der i dag have vajet et hagekors over Politikens Hus på Rådhuspladsen i København."
Det er i hvert fald ikke den tids samarbejdspolitikeres fortjeneste, at det ikke vajer der.

Det er modstandsbevægelsen i Afghanistan, der sammenlignes med - ikke den danske modstandsbevægelse - , men den tyske værnemagt! En guerillahær i et u-land sættes lig med en moderne stats hær. Den tyske nazisme sættes lig med Talebans islamiske verdensforståelse!! - Rent bortset fra, at modstandsbevægelsen er sammensat og præget af også pashtunske stammeloyaliteter og klaner. Hvis det er på et sådant forståelsesgrundlag, Danmark er gået i krig, er der grund til at blive foruroliget.

Nu må man vist knibe sig lidt i armen, hvis man skal holde styr på de historiske paralleller.
Det vigtigste er dog, at man får trukket de danske styrker hjem, inden der er flere, der må lade livet i en meningsløs krig.

Diskussion om fastkurspolitik

"Fastkurspolitikken har klart demonstreret sin styrke over en længere periode. Efter Nationalbankens opfattelse er fastkurspolitikken ikke til diskussion," siger nationalbankdirektør Nils Bernstein til dagbladet Børsen fredag 19.12. Han har fået mere end travlt med at jage spøgelser i jorden nu, efter at Dansk Banks cheføkonom Steen Bocian har "analyseret sig frem til" at fastkurspolitikken måske bør ændres.

"I øjeblikket er fastkurspolitikken klart hæmmende for dansk økonomi. Vi har ikke de fordele, der er ved at være med i euroen, og heller ikke de fordele, der er ved at have en selvstændig valutakurs," siger Steen Bocian til Business.dk torsdag.

Den faste valutakurs fører til et højere renteniveau, fordi Nationalbanken er nødt til at lave valutaværn gennem en højere rente i Danmark end i udlandet. På den måde "tilskyndes" der til investeringer i Danmark, så der er større efterspørgsel efter kroner.

En af de udbredte myter i dansk økonomisk historie er Poul Schlüters redning af dansk økonomi med fastkurspolitikken, indkomstpolitisk indgreb i den automatiske dyrtidsregulering og det "lange seje træk", hvor der blev holdt igen på de offentlige finanser. Det førte til lavinflation oven på den "letsindige" devalueringspolitik og offentlige støttepolitik under Anker Jørgensen - regeringerne i 1970'erne. Som mange myter indeholder den overdrivelser, men også delvise sandheder.

En af forudsætningerne for, at fastkurspolitikken kom til at virke, var, at devalueringerne i slutningen af 1970'erne faktisk var med til at bedre den danske konkurrenceevne.

Når inflation og rente kunne falde, skyldtes imidlertid også internationale faktorer, nemlig en faldende inflation internationalt efter 1970'ernes stagflation. De fleste regeringer ville nok have udnyttet de muligheder, en sådan situation gav.

En binding til en stærk ankervaluta dengan, D-marken, skete altså med baggrund i en relativt gunstig dansk lønkonkurrenceevne.
Det er ikke situationen i dag. Når man kigger i Eurostats lønkonkurrencestatistikker, kan man se, at Danmark med et niveau på godt 33 euro pr time ligger højst i samlede lønomkostninger i industrien blandt samtlige EU-lande.

Det er fint, at det kan lade sig gøre. Det vidner om stærk konkurrenceevne og betydelig tilpasningsevne i virksomhederne. Tilpasning til sådanne vilkår kan imidlertid godt indebære en omkostning, f.eks. at det er bestemte dele af erhvervslivet, der kan være med, mens andre dele bukker under og må afvikle eller outsource. Derfor drejer stridighederne i den økonomiske elite sig i virkeligheden om, hvilke dele af erhvervslivet man er klar til at favorisere, og hvilke dele man vil lade gå ned. Der er f.eks. nok ikke meget tvivl om, at de vanskeligheder, en virksomhed som B&O har, kan hænge sammen med problemer med meget dyre produkter - herunder på markeder som Sverige og Norge, samt Storbritannien, hvor det er meget hurtige og kraftige forringelser i konkurrenceevne, der gør sig gældende med devaluering af pundet over for euro på over 1/3.
Anderledes vil det forholde sig med f.eks. medicinalindustri og finanssektor. Her betyder lønomkostninger ikke så meget i forhold til andre konkurrencefaktorer. Spørgsmålet er, om danske virksomheder især er prissættere eller pristagere på de internationale markeder. Svaret er naturligvis, at de er både og. Men det drejer sig om forskellige dele af erhvervslivet, og her har man forklaringen på uenigheden om valutapolitikken.

Da det britiske pund devaluerede i slutningen af 1968, fulgte kronen delvist med. Siden er dansk eksport drejet mere i retning ad den kontinentaleuropæiske del af EU. Men det britiske marked, og ikke mindst de andre skandinaviske lande er stadig meget vigtige handelspartnere. Med de kraftige nedsivninger af kurserne på valutaen i disse lande er det blevet en hård nød for mange virksomheder at hænge på.
De kraftige kursdyk er lige sket; derfor er det svært at vurdere virkningerne endnu. Den faste valutakurspolitik kan meget vel komme til at koste arbejdspladser.

Det er næppe en god idé at føre ekspansiv finanspolitik som foreslået af nogle. Så skal det da være en politik med offentlige infrastrukturinvesteringer og grøn omstilling af økonomien. Skattelettelser som de, der er gennemført af den britiske regering med en momsnedsættelse på 2,5 pct virker mest til at øge beskæftigelsen uden for landets grænser, når en stor del af forbrugernes større indkomster går til import.

Hvis danske virksomheder i højere grad er pristagere end prissættere, kan det være en god idé at lade være med at revaluere, hvad man reelt har gjort. Spørgsmålet er imidlertid, hvad en "fast kronekurspolitik" egentlig er. At hænge på euroen er snarere opskrivningspolitik, når euroen stiger.
I stedet kunne man fastholde valutakursen, altså definere fastkurspolitik som reel fastholdelse af den samme valutakurs. Kronen skulle i så fald defineres i forhold til en kurv af valutaer, hvor det britiske pund, de andre skandinaviske valutaer og den amerikanske dollar ville indgå.
Man kunne også lade kursen flyde ligesom Sverige. Herved ville man kunne redde arbejdspladser, der ikke står til at redde med den stærke krone og euro.

Systemafgrænsning og systemdominans

En etisk stemme blander sig i den økonomiske debat om krisen og giver den omsiggribende "fladpandede keynesianisme" (crass keynesianism), der har hovedløs vækst som mål, et ord med på vejen! Hvordan lyder det i danske øren?

Der er ikke mange, der som ærkebiskoppen af Canterbury Rowan Williams kan sætte gang i en god debat i England. Det kan være emner som muligheden for sharialovgivning i Storbritannien og til, at det ikke vil være en ulykke at adskille stat og kirke.

Nu kalder han Labourregeringens planer om finanspolitisk stimulans igennem en momsnedsættelse på 2,5 pct for "narkomanen, der vender tilbage for at få sig et nyt fix". I virkeligheden, siger han, skal vi se recessionen som chancen for et "reality check".

Det er måske nemt nok at sige for en mand, der ikke selv har udsigt til arbejdsløshed. Og den stiger eksplosivt for øjeblikket.

Men ellers må man sige, han har fat i noget centralt om værdierne - eller mangel på samme - i det økonomiske system. Opfordringerne til at bruge løs for at komme krisen til livs er helt hen i vejret siger han. Man skal ikke konsumere mere for at "frelse økonomien", men man skal bruge penge for at gøre noget godt med dem. Det gælder om at tænke langsigtet i stedet, - tænke på, hvordan vi kan få et økonomisk system, der er bæredygtigt, frem for et, der fortsætter hovedløs materialisme og miljøødelæggelse. Det kommer ikke ved, at man kører videre ad den efterprøvede forurenende vækstmodel og hovedløst fortsætter med at pumpe købekaft ud i håbet om, at powershopperne udretter nye undere i stadig mere magiske indkøbscentre.

Han bebrejder den britiske finanssektorøkonomi for at køre ud ad en blind velstandsspiral, hvor velstanden på mirakuløs vis er hentet ud af finanssektorens varmluftreservoirer. Men kan "producere velstand", uden egentlig at producere noget, som han formulerer det og uden at tænke over, hvad målsætningen med det egentlig er. Men der er behov for et "reality check" nu, hvor det, man troede var velstand, viser sig at være bobler med varm luft.

Biskoppen lader ikke til at have fattet meningen med en vidensøkonomi! Han vil gerne vide, "hvor de moralske spørgsmål, han stiller, egentlig er henne i den økonomiske diskurs"?

Det er et ikke uinteressant spørgsmål. Engang var økonomer også moralfilosoffer. Tænk bare på Adam Smith og andre af oplysningstidens økonomer. De fleste økonomer i dag vil betakke sig for at blive forbundet med moralske overvejelser af nogen art. Der skal være et skarpt skel mellem politik og økonomi. Politikerne formulerer målsætningerne, og økonomerne anviser veje og modeller til at nå derhen. Det er den officielle udlægning af teksten.
Det er en del af den semantiske kode, der afgrænser det økonomiske system i forhold til andre systemer. Man ser det i debatten om fastkurspolitikken, hvor en stor bank skelner mellem en økonoms rolle som analyserende økonom og økonomiske synspunkter ud fra interessesynsvinkler. "Vi har en klar strategi om, at vores økonomer kan tale frit og uafhængigt på baggrund af en ren økonomisk vurdering," sagde en talsmand for Danske Bank koncernen f.eks. til avisen Børsen den 19.12. Anledningen var en udtalelse af cheføkonomen Steen Bocian om den danske fastkurspolitik for kronen, som ("opsigtsvækkende") problematiseres. Samtidig må man nok formode, at de "rene økonomiske vurderinger" foregår inden for et vist felt af muligheder. Der er f.eks. næppe fra den side "rene økonomiske vurderinger" af Danske Banks rolle med hensyn til belåningsgraden i finanssektoren under finanskrisen.

I virkeligheden kan man se Rowan Williams' udtalelser som systemoverskridende i forhold til de moderne diskurser, - og ikke mindst det, vi har vænnet os til er deres opdeling og adskilthed fra hinanden.
Det økonomiske system markerer sig i forhold til omgivelserne med en økonomisk diskurs, der markerer en forskel. Det drejer sig om profit/ikke-profit. Det er ikke i den økonomiske diskurs' selvforståelse en værdidom, men en præmis, der kan bruges til at bygge modeller til analyse af virkeligheden. Det sker så igennem påstået videnskabelige målinger og modelleringer af bl.a. forbrugernytte og profitmaksimering.
Det er imidlertid modeller, der er valgt ud blandt mange mulige. Når det er den form for semantik, systemet af økonomer bruger til at markere en forskel i forhold til omgivelserne, hænger det måske sammen med, at det er det, der ses som systemets overlevelsemulighed. Herved kommer man imidlertid til at levere en markedslogik, en ideologi om vidensøkonomi, maksimal berigelse (gerne på andres bekostning), som breder sig ind over det øvrige samfund.

Det trænger andre systemer i defensiven, bl.a. de religiøse og etiske, der jo ellers befatter sig med værdier. Betyder det, vi ikke har værdier mere - andet end ekstrem kommercialisme og gridskhed? Sådan kunne det se ud, men det er forhåbentlig en overdrivelse. I hvert fald ser det ud som en afkræftelse af systemteoretikeren Niklas Luhmanns tese om, at vi lever i et multicentrisk samfund. Det postmoderne samfund er ikke multicentrisk. Det er i høj grad uni-centrisk. Det er bare det tidligere uni-center, der er afløst af et nyt, økonomiens systemlogik.

Det er ikke så mærkeligt, at en præst prøver at rulle de systemgivne grænser tilbage, -ikke mindst når han ser, at han med sine formodentlig kristne værdier har lidt nederlag. Det gælder dels den måde etikdiskursen trampes ned på. Dels m.h.t. hvordan ideologien om, at det ikke er nødvendigt overhovedet at "producere ting" mere for at tjene masser af penge, breder sig. Belønningen for investoren ligger på næsten parallel vis i det hinsidige, nemlig i den futuristiske virtuelle tid, når oliefuturen kommer ud med gevinst, eller når short-sellingen kaster et mega-resultat af sig, når man kan forudse, at alle de andre investorer rammes af massepsykologiens lemmingeeffekter!

Det er århundreder siden, kirken kunne trænge andre systemer tilbage med et moralsk funderet åndeligt rige og komme godt af sted med at udtale sig om, hvordan arbejde og produktion bør være udformet, så visse værdier fremmes ved det.

I dag er det det økonomiske system, der ruller ind over alle andre systemer og bestemmer den samfundsmæssige dagsorden.
Globaliserings- og markedsideologien leverer rationalet:
Et af Danmarks (og EU's) officielle mål er at skabe "Verdens mest konkurrencedygtige vidensøkonomi". Der er ingen overvejelse over, hvad det ultimative mål er. Eller overvejelser over, hvordan nogles forfølgelse af grænseløs konkurrence kan blive andres nederlag.
Det er nok ikke fordi, man siger, der ikke må være mål af en højere og menneskeligt mere værdig art, men det overlades til andre systemer - filosoffer, præster, etc, som man imidlertid kun hører på i kirken og ved visse festlige lejligheder, at formulere dem.
Det er der andre systemer, der tager sig af, synes devisen at være. Det er imidlertid systemer, der er trængt i defensiven. Det eneste system, der er fundet værdigt til at komme op på siden af det økonomiske, er mediesystemet. Uden spin går det ikke!
Der høres kun på eksperter, der henter deres rationale i det økonomiske system. Bankøkonomer er erklærede eksperter i økonomi, der ustandselig hentes ind som kommentatorer i medierne, selv om de er bundet op på snævre erhvervsmæssige interesser. Evt. kan de udstyres med flere kasketter, jvf eksemplet med Bocian.
På trods af den snævre interessevinkel hentes de ind i enhver sammenhæng, når medierne skal underholde om økonomiens tilstand.

Et af de mest grelle eksempler er Lars Seier Christensen fra Saxo Bank, der får lov at bruge kommentatorplads i Berlingske Tidende til at propagandere for sit parti Liberal Alliances nye program ("Danmark på rette spor". Berl. Tid. 19.12.), der er et opkog på Ayn Rand og Adam Smith.

Liberal Alliances vingeskudte flugt ud på den yderste liberale højrefløj er et eksempel på politik, der invaderes af erhvervsinteresser. Dette parti, der i starten gav en masse mennesker forhåbninger om en ny slags politik, er i dag det mest liberalistiske i det politiske spektrum. Mellem- og topskatten skal helt væk, og selskabsskatten skal halveres til 12,5 pct. Kortere dagpengeperiode og fjernelse af adgang til efterløn, er andre punkter i det asociale program. Det er det modsatte af "crass keynesianism", - snarere "crass Ayn Randism", hvor målene for samfundet er hver enkelts egeninteresse og laissez-faire kapitalisme.
Hvordan det gigantiske hul i de offentlige finanser, der vil blive resultatet, skal finansieres, siges der intet om. Der er ikke meget hverken kristen eller velfærdsstatslig barmhjertighed at hente i dette ultraliberale "reality check".

Geyserøkonomier

Willem Buiter fra London School of Economics har på sin blog lavet en analyse af Storbritannien som en Geyserøkonomi ("Reykjavik-on-Thames"). Den er ret interessant - ikke mindst fordi han mener, Danmark er i samme kategori.

Det, han mener, kendetegner en "Geyserøkonomi" er en overudviklet banksektor i forhold til landets økonomi, jvf figuren. Den viser, hvordan samlede bankaktiver i forhold til BNP har udviklet sig. Storbritanniens andel ligger på det halve af Islands. Det er imidlertid en høj andel.

Når man er flere hundrede pct over, er der potentielt muligheder for et "spekulantrun" på økonomien, noget Danmark måske var tæt på, da udlandet solgte danske værdipapirer for mange mia, og kronen kom under pres for et par måneder siden. Nationalbanken måtte udvide rentespændet over for euro-renten til 1,75.

Evnen til at klare et "run" beror på, hvor meget man kan trække på udlandet til finansiering. Både Storbritannien og Danmark har langt bedre muligheder for at trække på de såkaldte currency swap lines (valutatrækningsmuligheder) hos andre centralbanker, end Island havde.
Blandt nogle danske finansanalytikere ser der ud til at være en vis koncensus om, at danske bankaktiers fald i kurs ud over andre landes relative fald, skyldes Roskilde banksagen. Det er nok snarere sandsynligt, at det kan hænge sammen med de faktorer, Buiter er inde på. Som han skriver:

Among the larger European countries, the UK government’s exposure, formal or implicit, to its banking sector is by far the highest. Switzerland, Denmark and Sweden are in a similar pickle, with the banking sector solvency gap threatening to become larger than the fiscal spare capacity of the state.

Det er dystre perspektiver, hvis solvensgabet er større end landets evne til at redde det via bankpakker.

"Tykhovedet keynesianisme"

(Storbritanniens månedlige underskud i varer og tjenester i samhandelen med udlandet. Kilde: Statistics.gov.uk.)

Keynes er kommet i vælten igen, efter finanskrisen er slået igennem og behovet for en anden økonomisk politik end den hidtidige gør sig gældende. Han bruges dog ofte mere som skældsord end inspirationskilde til en ny politik.

Paul Krugman, nykåret Nobelpristager i økonomi, kaster sig i sin kommentar i New York Times i dag ind i den europæiske debat om "tykhovedet keynesianisme" (crass keynesianism).

Det er en bemærkning, der har givet ikke så lidt genlyd den seneste uges tid. Den er fremsat af Peer Steinbrück, den tyske finansminister, som kommentar til den britiske Labourregerings økonomiske stimulanspolitik. Man laver en midlertidig nedsættelse af momsen på et par pct og kommer med forskellige tiltag til aktiv finanspolitik, i alt 20 mia £.
Krugman synes, det er meget utidigt af Steinbrück og Merkel at komme med denne bemærkning, - og alvorligt, at de ikke vil deltage i den fælles finanspolitiske stimulans, som EU har forsøgt at sætte i gang.

Steinbrücks bemærkninger har også ført til stor vrede i Labourregeringen i England. - Mens den konservative opposition hoverer. Det var en hoveren, der førte til kaskader af latter i Underhuset i sidste uge, da Gordon Brown kom for skade at sige, at han havde "saved the world" med sine initiativer på topmøderne i Washington i november, hvor man i G20-regi besluttede at sætte koordinerede finanspolitiske tiltag i værk og udforme bankredningspakker, der skulle styrke kapitalgrundlaget i finansinstitutionerne - og ikke bare føre til overtagelse af nødlidende lån. Det var Gordons idé, og han kunne sole sig i stråleglansen som global statsmand - i hvert fald for en tid!
Samtidig styrtdykker det britiske pund, hvad der ikke er rart at se for gode nationalistiske konservative.

8,28 kr står den britiske valuta til i Nationalbankens valutanotering i dag. Det er ved at nærme sig en 25 pct devaluering, siden starten af 2007. Der må være danske virksomheder, der er ved at komme ud i problemer med eksporten!

Hvad er forklaringen på dette regulære crash for den fordums så stolte reservevaluta?
Storbritannien har et kæmpeunderskud på betalingsbalancen, og det bliver nok ikke mindre af den økonomiske stimulanspakke. I forvejen er der stort underskud på statsbudgettet, så statens gæld vil blive voldsomt forøget. Det vil kunne tage generationer at arbejde af, som The Guardian påpeger i en kommentar. Er det en arv at overlade kommende generationer?

Den britiske økonomiske model med satsen på finanssektor og vidensøkonomi står klædt af til benet her i finanskrisen. Der er yderligere et kuriosum i denne debat: Der er økonomer i Storbritannien, der mener, at det er hedge- og kapitalfondes afvikling af positioner i den britiske finanssektor, der er den egentlige forklaring på det umådeholdent store fald i pundet. De flygtige kapitaler - græshoppesværmene, som de er blevet omtalt - er på vej til bedre græsgange! Det er dog ikke en teori, der er verificeret.

Krugman mener, det er nu, der må handles finanspolitisk, fordi pengepolitikken er ved at have udtømt sine virkninger.

Det er selvfølgelig korrekt, men der er nu alligevel noget tykhovedet i på denne måde blot at pumpe øget købekraft ud.
Det ville have været bedre at bruge penge på infrastrukturinvesteringer og grøn omstilling af økonomien, som ville føre til skabelse af mere varige arbejdspladser. Som det er nu, risikerer Storbritannien at pumpe købekraft ud - til glæde for nabolandene, - p.g.a. en høj britisk importkvote!
Men det er netop dette, Krugman gør til sit argument for en koordineret europæisk finanspolitik. Samlet set har EU en lav importkvote - ligesom den anden økonomiske supermagt, USA. Derfor virker en finanspolitik, der koordineres, og som alle er med i, stimulerende på økonomien.

Man står dog tilbage med indtryk af en noget tykhovedet amerikansk kommentar til europæisk politik. Tyskland er ikke alene præget af en frygt for pengeinflation, som hænger sammen med nogle kedelige historiske erfaringer. Tyskland spiller også med musklerne og spiller magtpolitik. Et land, der som England ikke er med i euroen eller stabilitetspagten, skal ikke køre frihjul og komme og belære tyskerne om, hvordan man bør føre finanspolitik, synes holdningen at være. Det er muligvis en slags kvittering for puddelhundesyndromet i britisk politik under Blair, som mange tyskere var grundigt trætte af. Nu kan englænderne sejle deres egen sø, synes mottoet at være.

Bernard Madoff: Gemen svindel - men også symbol på finanskrisens nedadgående spiral

Stein Bagger er en meget lille og ubetydelig virtuel kapitalist sammenlignet med nogle af de store i udlandet.

Omfanget af Bernard Madoffs ponzi scheme har chokeret den amerikanske offentlighed. Han bestyrede en personlig investeringsfond på ikke mindre end 17 mia $. Når derivater regnes med, udgjorde det samlede beløb over 50 mia $. Det er således amerikansk finanshistories største svindelaffære.

Princippet i en ponzi scheme er en slags pyramidestruktur, hvor der løbende skal komme flere investorer ind i finanscirkuset hen over tiden for, at der kan betales afkast til samtlige investorer. Der skal løbende indbetales flere penge, end der udbetales. Det er baseret på princippet: Blank Peter af, for at betale Paul. I sidste end er alle blanket af, når pyramiden ikke længere lader sig udvide.

Grunden til, at det kunne køre så længe for Madoff, som det gjorde, var, at han var så respekteret som han var og derfor blev betroet store midler under konjunkturopgangen. Han var en af grundlæggerne af NASDAQ børsen og bestyrelsesformand for den igennem en periode, og var administrator af store investeringer fra hedgefonde. Lige fra jetsettet på Manhattan til de rige i Florida og til investorer i London var han en ven i nøden.
Alle elskede ham, fordi han stillede en sikker forrentning af midlerne i udsigt og holdt løfterne. Samtidig var han klog nok til at være betydelig mere moderat i sin afkastpolitik end Ponzi. Hvor Ponzi lovede afkast på 40 pct over 5 måneder, lovede Madoff et afkast på godt 1 pct om måneden. Samtidig var der altid sikkerhed for, at de, der ville have deres penge ud, fik det.

Det var finanskrisen, der gjorde det af med Madoff. Alt for mange ville have penge ud på kort sigt, fordi finanskrisen gjorde det nødvendigt for dem at opbygge likviditet og nedbringe gæld. Investorer stilles over for at komme med kontantindskud i forbindelse med de såkaldt margin calls, hvor bankforbindelser kræver yderligere sikkerhedsstillelse eller nedbringelse af gæld i forbindelse med investeringer, der er optaget lån til. Denne proces kaldes deleveraging (nedbringelse af forholdet mellem gæld og indskudt kapital). Mange hedgefonde er gået ned eller er ved at gå ned under finanskrisen, fordi de er for leveraged.
Flere har lukket for, at indskydere kan tage deres penge ud. De står altså og mangler likvider og går til Madoff, der altid har betalt indskud tilbage med kort varsel. Men han må også lukke, da han for nogle dage siden stod med samlede krav på 7 mia $, der ikke kunne imødekommes.
Når man skal vurdere Madoff-nedturen, er det nok endnu en gemen svindel, som FBI tager sig af, men det er også et symptom på finanskrisen og den virtuelle kapitalismes manglende regulering og uigennemskuelighed.
Som en desperat hedgefonddirektør siger til New York Times: Hvor er revisorerne? Hvor er SEC? (det amerikanske finanstilsyn).
Det er særdeles relevante spørgsmål.

Bernard Madoff har kørt sit gigantiske investeringscirkus alene på sit personlige gode omdømme. Ved at benytte et mindre kendt revisorfirma har han fået blåstemplet regnskaber, der måske var blevet set lidt mere efter i sømmene af mere respektable firmaer.
I det ydre var Madoff en god samfundsstøtte, der gav penge til Demokraterne og jødiske almennyttige formål. Men derudover lavede han i årevis en gigantsvindel, hvor ifølge en retserklæring, han har afgivet, ikke mindre end 50 mia $ må være gået op i intet som varm luft.

Det er interessant at se den selvransagelse i sektoren, som afsløringen af Madoff har ført til:

“Funds of funds that invested in Madoff will get a double whammy,” said Whitney Tilson, who runs the T2 Partners hedge fund. “Not only will they have to take a loss, but they are going to have to do an awful lot of explaining for how they ever got fooled here.” (NYT)

Hedgefondfolkene - eller nogle af dem - er deres egne bedste, eller værste, ideologer. Madoff og de er to alen ud af et stykke. De har begge haft let spil under højkonjunkturen, fordi bankerne har været mere end villige til at finansiere projekter.
Han har blot overskredet grænsen til det egentlig kriminelle.
Hele den igangværende afviklingsproces af de mest gearede hedgefonde viser, hvor problematisk den virtuelle kapitalisme er, troen på, at det lader sig gøre i det lange løb at tjene penge på oppustelige værdier i finanssektoren.

Paul Krugman taler i et indlæg i New York Times om Ponziæraen i USA. Han starter med lønsedlerne. I 2007 var den gennemsnitlige løn for ansatte i forsikrings- og investeringssektoren i Wall Street mere end fire gange så højt som lønnen i resten af økonomien. At tjene 1 mio $ årligt var ikke noget specielt. Selv indkomster på 20 mio $ eller mere var ret almindelige. De rigeste amerikaneres indkomster er eksploderet, hvor almindelige menneskers løn er stagneret. Lønningerne i Wall Street/finanssektoren var en vigtig del af baggrunden for denne forskel.

Det er afkast, der belønnes, selv om afkast senere viser sig at være en illusion. Og det er her, den nærliggende parallel mellem Madoff og den øvrige finanssektor kommer ind. Man kan forestille sig en pengebestyrer, der belåner sine klienters penge med masser af gæld. Derefter investerer han den opskruede total i højtydende, men risikable papirer, som f.eks. obligationer, der er udstedt i pakkede subprimelån. For en stund, så længe husprisboblen fortsætter med at blive pustet op, vil der blive scoret en stor fortjeneste, og pengebestyreren vil blive belønnet med generøse bonuser. Når så boblen brister, og investeringerne begynder at blive tabsgivende, vil hans investorer tabe stort - men pengebestyreren vil beholde sine bonuser. Der er ikke så langt fra Madoff til dette eksempel. I begge tilfælde administreres betroede midler. Ejerne af midlerne, lider tab. Bestyreren af midlerne trækker sig tilbage med gevinst.

Problemerne for det amerikanske samfund generelt har været korrumperingen af de samfundsmæssige værdier. Unge med gode kvalifikationer har afvist jobs i forskning og offentlig sektor for at gå efter guldet i Wall Street. Finanssektoren har stået for 8 pct af USA's samlede BNP, en stigning fra 5 pct for nogle årtier siden. Hvis de 3 pct stort set var spildt "produktion" - virtuel økonomi - hvad Krugman formoder, drejer det sig om et beløb på ca. 400 mia $ om året.

Hertil kommer påvirkningen af det politiske system, støtten til politikernes valg og donationer til organisationerne og veldædige formål. Det er bipartisan (altså på tværs af de to partier) politik, der er blevet korrumperet. Skattebegunstigelser for direktørerne for hedge fonde og kapitalfonde er ikke blevet lukket. - politicians have walked when money talked.

Virtuel kapitalisme

Det er en sælsom oplevelse at forsøge at koble sig til det forliste IT Factorys hjemmeside for at se, hvad denne "erhvervssucces", der har modtaget flere priser, egentlig har lavet. Der er ingen regnskaber! Men det kan nok heller ikke undre. Hovedindgangen til websitet er lukket ned og der er en lakonisk besked om, at man kan henvende sig til kurator. Så meget for oplysningsniveauet!
Det er dog muligt at finde frem til underliggende sider, der imidlertid heller ikke er særlig oplysende. Der er dog følgende information om visse regnskabsmæssige tal:

It has been a global success. We have doubled our turnover as well as our profit for six years in a row. We expect a turnover in 2008 of approximately EUR 250 million with a profit of EUR 50 million before tax (Itfactory.com).

Omsætningstallet (turnover) og profitten er overordentligt høje, når man påtænker, hvor stor - eller rettere lille - virksomheden er. Der er kun omkring 140 ansatte. At hver ansat kan generere en omsætning på mange millioner og et par mio i ren profit, er imidlertid ikke noget problem i den virtuelle kapitalisme.

I sommer vurderede Danske Bank selskabet til at være omkring 8 mia kr værd. Derfor er det heller ikke noget problem at rejse ny kapital.

Og nu viser det hele sig at være svindel. Det er ærgerligt, når det nu gik så godt. Og specielt fordi, der er metoder til at overvinde sådanne problemer. Direktøren var nogle år tidligere i politiets søgelys. Kompromitterende oplysninger lå på nettet. I den virtuelle uvirkelighed lader offentlighedens "billede" manipulere til det billede, man gerne vil have skal vises frem. Det hedder i fagsproget "reputation management".

Inden for denne gren af den virtuelle kapitalisme er der både primitive metoder og mere sofistikerede metoder. Blandt de primitive metoder hører f.eks., at man sætter studerende til på studenterløn at klikke på sites på internettet, til de får vabler i fingrene. Herved kan man få bestemte historier til at rykke op/ned i Google, hvorved et bestemt "billede" manipuleres frem af en virksomhed eller person, eller der sker en tilsigtet optimering af billedets kvantitative repræsentation i offentligheden.

Blandt de mere sofistikerede metoder, der er til rådighed, hører den såkaldte søgemaskineoptimering, hvorved forstås, at Google - og andre søgemaskiner - manipuleres til via ads og placering af afledningshistorier at få bestemte historier til at blive mere fremspringende end andre i søgemaskinens resultater. Det siger sig selv, at reputation management er en stærk vækstsektor i den virtuelle kapitalisme.

Blogs kan også bruges:

I Stein Baggers tilfælde fik han Concept Interest Aps, som arbejder med søgemaskineoptimering, til at 'pynte' på sit renommé på nettet."Opgaven gik ud på at forsøge at skubbe lidt til nogle resultater, hvor han blev hængt ud for at være involveret i noget momssnyd på luksusbiler," siger Thomas Rosenstand fra Concept Interest til Computerworld.Positive blogsArbejdet blev betalt af IT Factory og gik ud på at skrive en række positive blogindlæg og linke til artikler i diverse medier, hvor Stein Bagger i 2002 blev omtalt positivt. Derefter søgemaskineoptimerede man på de pågældende blogs, så de kom højest op i søgeresultaterne i Google (Børsen online 3.12.08).

Når man skal forsøge at finde en forklaring på denne måde at lave erhvervsvirksomhed på, kan man nok snarere søge i den franske filosof Baudrillards bøger end i gængse erhvervsmanualer. For Baudrillard var der ikke længere nogen egentlig virkelighed. Han påstod f.eks., at den første Golfkrig ikke fandt sted - andre steder end hos CNN.
Det hele bestod af tegn og symboler, med en samlebetegnelse: simulacra.
IT Factory, en af spydspidserne i dansk IT, viser sig altså ved nærmere eftersyn at være et simulacrum. Virksomheden har aldrig eksisteret, - jvf også dens navn: It Factory. Ordet "factory"antyder, at der laves noget håndgribeligt. Det er imidlertid ikke håndgribeligt at producere software. Virksomhedens navn er en modsigelse. Men det gør ikke noget. Det er tegn/symboler i elektronisk form, en binær repræsentation af virkelighed, eller med andre ord: en form for simulacra. Tegnet kan uden vanskelighed indeholde sin egen negation.

Bestyrelsesformanden har da også erkendt, at 90 pct af omsætningen - på formodet en lille mia - var svindel. Han har samtidig erkendt, at han har overgivet sig helt til Baudrillard, når han beskriver sit besøg på direktørens kontor, hvor det eneste, der "havde forbindelse til virkeligheden", var enkelte ringbind. ( - altså af den slags, vi alle kender fra vores skoletid).

Den virtuelle kapitalismes aktører er også baudrillardske simulacra. Direktøren for IT Factory beskrives således: "Udseendemæssigt ligner han en bodybuilder med de karakteristiske veludviklede trapezer, der får halsen til at forsvinde in i skuldrenes muskelbundter. Smilet er blændende hvidt, øjnene store og dårdyrbrune, bevægelserne panteragtige" (Berl. Tid. 2.12.08). Nu skal man ikke henfalde til platheder a la dem, medier excellerede i under beskrivelsen af gullaschbaroner under I. Verdenskrig: Kapitalister i jacket, topmave og høj hat. For om ikke andet har der fundet en udvikling sted: Den virtuelle kapitalismes aktør er veltrimmet og fit.

Det måske mest ironiske i historien er, at det er en svindel, almindelige bankkunder kan blive ofre for i form af øgede gebyrbetalinger og evt. faldende aktiekurser. Og danske skatteydere kan i sidste instans risikere at komme til at hænge på mulige tab via leasingfinansieringen i Danske Banks og Nordeas leasingselskaber og den danske stats redningspakke for finanssektoren, hvor staten er garant - selv om det er temmelig teoretisk, at den kommer i spil.
Stein Bagger lavede det, man kalder en "leasingkarussel", hvor penge rejses via en trekant bestående af virksomheden, en udenlandsk partner, der leverer simulacrum-aktivet og et leasingselskab, der er den glade giver og betaler af simulacrumaktivet.

Om det så er virtuel nykolonialisme, har man også en variant af det. Om Bagger har deltaget her, vides dog ikke.