Kriseforklaringer

Figuren viser sammenbruddet i Bear Stearns, USA's femte største investeringsbank. Det skete i marts 2008. Dette sammenbrud var med til at indvarsle finanskrisen og den senere økonomiske krise. Det illustrerer, hvordan værdierne i en stor del af finanssektoren har været oppustede værdier.
At man kunne skabe disse oppustede gigantformuer, der senere viste sig ikke at være ret meget værd, hænger sammen med, at USA op igennem 1980'erne og 90'erne lod hånt om de reguleringer af finanssektoren, man indførte i 1930'erne. Man mente, man var blevet så dygtige til afdækning af risici, at man kunne tillade opbygning af aktiver baseret på fantasifulde finansielle instrumenter.
Investeringsbanker er bankers, virksomheders og kapitalfondes bank. De modtager ikke penge fra almindelige indskydere. Det gør dem ekstremt sårbare, når de finansielle produkter, man har tilladt dem at lave, taber værdi, og man har tilladt dem at have gearinger på over 30, dvs egenkapitaldækningen i forhold til de samlede aktiver har været nede på omkring 3 pct.
Det er altså forståeligt nok, at der kan komme en voldsom krise i en sådan finanssektor, og den kan rive meget med sig. Men man har ikke hermed fundet de dybere årsager til den efterfølgende økonomiske krise. Her skal man kigge dybere i den økonomiske struktur, f.eks. på indkomstfordelingen.
Den neoliberale credo har bl.a. været baseret på en tro på den såkaldte trickle-down effekt. Det er ved at få op for de fleste, at denne effekt ikke er særlig kraftig. Mange steder har den nærmest været ikke-eksisterende. Uligheden er øget. Og dermed øges vanskelighederne med at holde efterspørgselen oppe.

Harvardøkonomen Gregory Mankiw forsøger i New York Times 25.10.08 at komme med en forklaring på krisen i 1930'erne, som han ikke mener, der er nogen risiko for, at vi får gentaget.


Han påpeger nogle af de velkendte ting, der skete, bl.a. at the Federal Reserve, USA's centralbank, forsøgte at tage vinden ud af sejlene på den overdrevne optimisme i slutningen af 1920'erne via en renteforhøjelse. Dermed kan the Fed have medvirket til at starte den nedadgående spiral, da de gearede investeringer begyndte at blive optrævlet efter børskrakket i oktober 1929.

Mankiw mener i øvrigt, at lavere aktiepriser gjorde husholdningerne fattigere, hvad der fik dem til at nedsætte forbruget. Det private forbrug udgjorde dengang 75 pct af økonomien mod 67 pct i dag. Forbrugerne fik også negative forventninger af den voldsomme volatilitet i aktiemarkedet.

Forbruget af varige forbrugsgoder, bl.a. biler, faldt kraftigt igennem 1930. Så kom bølgen af bankkrak. Fra 1930 til 1933 måtte over 9000 banker dreje nøglen om, med tab til kunder og aktionærer på 2,5 mia$, hvad der vil svare til 340 mia i dag. Det fik folk til at lægge penge under hovedpuden i stedet for at investere eller sætte dem i banken. Derved tørrede også likviditeten, kreditgivningen, ind, som man også kan se det i den nuværende krise.

Pengeudbudet, pengemængden, kollapsede, og det var medvirkende til den kraftige deflation. Forbrugerprisindekset faldt 24 pct fra 1929 til 1933. Det øgede realværdien af husholdningernes gæld, hvad der var medvirkende til bølger af tvangsauktioner blandt husejere og landmænd.

At så mange banker forsvandt, bevirkede, at det blev vanskeligere for små virksomheder at låne. Det førte til faldende investeringer.

Arbejdsløsheden steg fra 3 pct i 1929 til 25 pct i 1933. Noget af det, der virkede imod krise var Roosevelts beslutning om at gå fra guldet i 1933, hvorefter dollaren devalueredes. Det fik pengemængden til at stige, hvad der selvsagt medvirkede til at formindske den kraftige deflation og sætte lidt mere gang i den økonomiske aktivitet. Væksten steg.

Mankiw mener, at andre af Roosevelts tiltag ikke var så succesfulde. Man opfordrede til karteldannelse, - som han formulerer det, via vedtagelsen af loven om National Recovery i 1933. På samme måde var arbejdsmarkedslovgivningen i National Labor Relations Act i 1935 ifølge Mankiw medvirkende til at styrke fagbevægelsen, men, siger han, det svækkede opsvinget ved at forhindre markedskræfterne i at virke.
Det er et spørgsmål, om ikke Mankiws nyliberale sindelag spiller ham et puds her? En styrkelse af fagbevægelsen ville netop kunne mindske den ulighed, der af mange, f.eks. John Kenneth Galbraith, ses som vigtige faktorer til forklaring af krisen.

Krisen i dag kan vise sig at være vanskeligere at klare end den i 30'erne, ifølge Mankiw. Han ser problemet i 30'erne som hovedsagelig en tillidskrise og likviditetsmangel, hvor finanskrisen i dag især eskalerer som følge af solvensproblemer, der fører til, at kreditten tørrer ud, når finansinstitutionerne får travlt med at forøge den likvide kapital.

Mankiw inddrager ikke indkomstfordelingen.
Han inddrager heller ikke de faldende indkomster blandt specielt landbrugerne. Over 40 pct af den amerikanske befolkning boede dengang på landet. Stærkt faldende indtægter som følge af faldende priser på deres varer har været en betydelig faktor til forklaring.
Han inddrager heller ikke den stigning i toldsatserne, som USA gennemførte i 1930, og som medvirkede til at få den internationale handel ud i en voldsomt faldende nedadgående spiral.
30'ernes politik med at skubbe problemerne over på naboerne via handelsprotektionisme og devalueringer har været en væsentlig faktor bag 30'erkrisens dybde. Det har vi ikke set endnu i den nuværende krise, men der er tendenser i samme retning.