Konkurrerende diskurser om krise i England

(Click for større udgave af figur)

Den britiske finansminister Alistair Darling har vakt voldsomt røre i Storbritannien med udtalelser til avisen The Guardian om omfanget af den påbegyndte økonomiske recession i landet.

Britain is facing "arguably the worst" economic downturn in 60 years which will be "more profound and long-lasting" than people had expected, Alistair Darling, the chancellor, tells the Guardian today (August 30th).

Altså: Landet skulle stå over for den værste økonomiske nedgang i 60 år. Og den kan blive dybere og mere længerevarende, end folk havde forventet. Det har ført til debat om hans mulige afgang fra Kabinettet, fordi udtalelsen kommer på et tidspunkt, hvor Gordon Brown i forvejen døjer med historisk lave meningsmålinger for Labour, og fordi Brown selv har kørt en meget forsigtigere diskurs om "recessionen".

At den er voldsom i Storbritannien, er der ingen tvivl om. Huspriserne falder. Den britiske stat har måttet overtage Northern Rock, en af de større banker i landet. Kreditgivningen er på skrump. BNP er stagneret til 0 pct i andet kvartal. Den tidligere så forgyldte finanssektor i London fyrer folk i bundter.

I interviewet giver han også udtryk for, at Labours problemer delvist er partiets egen skyld, fordi det har kørt for meget "spin" og ikke forklaret vælgerne, hvordan tingene reelt hænger sammen, hvad der har fået vælgerne til at føle sig "pissed off":

(Darling)... admits that Brown and the cabinet are partly to blame for Labour's woes because they have "patently" failed to explain the party's central mission to the country, leaving voters "pissed off".

Det er rene ord for pengene og sjældent, man hører en mand i den position i den grad tale lige ud af posen. Det har delvist undermineret Browns forsøg på at få "kæmpende familier" på ret køl ved at give støtte til betaling af udsatte prioriteter.

Et andet spørgsmål er, hvor holdbar kriseprognosen er? Hvis Darling har ret, står vi over for noget, der ligner 30'ernes økonomiske depression. Og hvis han har ret, er det helt andre ting, der skal til end lidt støtte til "kæmpende husejere".

Darling afløste Brown selv som finansminister, da den første blev premierminister. I Browns periode som finansminister havde Storbritannien en af de længste økonomiske opgangsperioder i landets historie (Jvf figurne ovenover). Bortset fra enkelte kvartaler var der ubrudt høj vækst i den britiske økonomi fra New Labours tiltræden i 1997 til Browns overtagelse af topposten i 2007. Under Alistair er det gået i en lige linje nedad, så landet nu har nulvækst.

Finanskrisen, der startede med den amerikanske subprimelånekrise i 2007, har ramt Storbritannien hurtigt og hårdt, meget hurtigere end Danmark. Storbritannien er tæt forbundet med den amerikanske økonomi, og landet har en overdimensioneret finanssektor, som nar nydt godt af det anglo-amerikanske wirtschaftswunder siden kapitalliberaliseringerne i 1990'erne, med en kort afbrydelse efter 9/11 i 2001. Det er denne boble af "irrationelt overmod", der er gået hul på sammen med hus- og aktiebobler og de sophisticatede finansielle instrumenter, som finanssektoren har leget med, og som har mistet troværdighed hos investorerne.

Men man skal også se tingene i det rette perspektiv. Arbejdsløsheden i Storbritannien ligger stadig under 1 mio. Der er langt op til det tal på over 3 mio. arbejdsløse, landet havde i starten af 1980'erne. Og man er stadig langt fra situationen i 1976, hvor Den internationale Valutafond var tæt på at sætte landet under administration som modydelse for et akutlån på 4 mia.$ til den dengang så slunkne valutakasse.

Det er lidt ironisk, som figurens tekster siger, at Brown lovede, at epokerne med "boom and bust" (Høj- og lavkonjunktur) nu er ovre. Og det gjorde han endda ikke engang med baggrund i efterkrigstidens keynesianske syntese (styring af efterspørgselen via de offentlige budgetter og pengepolitikken), men med baggrund i New Labours optimistiske visioner om fleksibel økonomi og en frit voksende servicesektor. Realiteten er nu, at Storbritannien har svært ved at gøre noget effektivt ved problemerne, fordi landet står med et kæmpeunderskud på sin handelsbalance og betalingsbalance. Underskuddet på handelsbalancen har været over 185 mia $ det sidste år (Economist 30.8.). Pundet falder i værdi. Darlings udtalelser har hjulpet dette fald yderligere på vej.

I modsætning til Tyskland og Frankrig har England mistet en betydelig del af sin industrielle basis til outsourcing og "deindustrialisering". Man har sat forhåbningerne til servicesektorens selvgenererende vækst. Den har imidlertid været afhængig af en finanssektor, der nu er gået i stå. I den situation er det bemærkelsesværdigt, at ledende folk i den britiske regering (Brown og Miliband m.fl.) stadig taler om mere fleksibel økonomi og tilpasning til de globale markeder som vejen frem. Darlings udtalelser kan måske fortolkes som antydninger af, at det kan være nødvendigt at nytænke den økonomiske politik.