Wikileaks og ytringsfriheden

Det er trist at se, at nogle af de, der har talt mest højrøstet om ytringsfrihed, nu vil knægte den ved at lukke Wikileaks, der på det seneste har offentliggjort de berømte embassy cables.
Det er klart, det kan være kompromitterende for mange myndigheder med afsløringerne i disse cables, og man kan diskutere det betimelige i, at diplomatiet kommer til at ændre arbejdsform. At det vil ske, er der næppe nogen tvivl om.

Offentlighedens interesse i fri information er dog for vigtig til, at det kan accepteres at lukke sitet ned. Under alle omstændigheder vil de berømte cables blive frigivet til nationale arkiver efter nogle årtier. Wikileaks begrunder selv frigivelsen med argumenterne:

The cables show the extent of US spying on its allies and the UN's turning a blind eye to corruption and human rights abuse in "client states"; backroom deals with supposedly neutral countries; lobbying for US corporations; and the measures US diplomats take to advance those who have access to them.

This document release reveals the contradictions between the US's public persona and what it says behind closed doors and shows that if citizens in a democracy want their governments to reflect their wishes, they should ask to see what is going on behind the scenes.


Den franske industriminister vil forbyde en fransk internetudbyder at hoste sitet. Amazon.com har stoppet for hosting af det efter henvendelser fra amerikanske Kongresmedlemmer.

At telegrammerne til og fra den danske ambassade bliver interessante, hvis de ellers når at blive offentliggjort, er der næppe nogen tvivl om. Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark har talt om "højforræderi" og dødsstraf til de, der offentliggør telegrammerne. De bemærkninger er næppe medvirkende til at mindske offentlighedens interesse for dokumenterne.

Wikileaks har indtil videre fået hjemsted hos en schweizisk udbyder: www.wikileaks.ch.
Man kan også følge wikileaks på Twitter:http://twitter.com/wikileaks

G20 møde

Kilde: Nationalbanken (Klik på figuren for tydeligere kopi. En pct af det globale BNP = godt 600 mia $).

Det netop overståede G20 møde mellem G20-finansministrene i Sydkorea løste ikke mange problemer. Det blev igen til luftige, højtidelige erklæringer, der dækker over stor intern uenighed.

Der var ellers linet op til store beslutninger inden mødet, idet den amerikanske finansminister Geithner havde rundsendt et brev, hvor han opfordrede til, at der skulle lægges bindinger på størrelsen af tilladte betalingsbalanceunderskud. Med støtte fra sin sydkoreanske kollega blev der under mødet foreslået en grænse på 4 pct af BNP. I tilfælde af en overskridelse af grænsen skulle lande med vedvarende betalingsbalanceoverskud "iværksætte strukturelle, skattemæssige og valutapolitiske indgreb til fremme af deres hjemlige vækst og samtidig støtte den globale efterspørgsel." Lande med vedvarende underskud skulle til gengæld "øge den indenlandske opsparing" og "styrke eksportevnen".

Det ville - hvis det ellers lykkedes - tilsyneladende være en smart måde at få Kina og Tyskland til at hjælpe med at løse USA's hjemmebryggede problemer, der især hænger sammen med en for lav amerikansk opsparingskvote, krigseventyr i Irak og Afghanistan, som landet ikke har råd til, og dårlig industriel konkurrenceevne.

Det lykkedes ikke at tørre problemerne af på overskudslandene. Mødet endte med den sædvanlige intetsigende erklæring om, at G20 vil bestræbe sig på at fremme "markedsbaserede valutasystemer, som afspejler de grundlæggende markedsdeterminanter (fundamentals) og afstå fra konkurrerende devalueringer af deres valutaer". Den første del af sætningen er en slet skjult kritik af Kina for at køre med en undervurderet valuta, og den anden del en slet skjult kritik af en del lande (herunder USA! - selv om det måske ikke ligger i den amerikanske selvforståelse) for at køre konkurrerende devalueringspolitik.

Mødet viste i øvrigt, at Kina ikke er så let at koste rundt med som f.eks. Sydkorea. Kineserne svarer igen på amerikanernes kritik af "undervurderet valuta" ved at sige, at amerikanerne må feje for egen dør. Kineserne har ikke gjort andet end at købe amerikanske statsobligationer, hvad der finansierer amerikanernes underskud - og samtidig holder dollaren oppe og renminbien nede. Det er endvidere, dollarens tiltagende vanskeligheder taget i betragtning, en temmelig risikabel politik, men en politik, der også viser, hvordan de to lande har gjort sig afhængige af hinanden.

I stedet for at øge den indenlandske opsparing, hvad der viser sig at være svært i den konsumbaserede amerikanske økonomi, overlader amerikanerne det til centralbanken, The Fed, at føre krisebekæmpende økonomisk politik, og det er reelt blevet en politik, der går på pengeudpumpning (quantitative easing), hvor Centralbanken køber obligationer og dermed forsyner økonomien med likvider. Det kan øge inflationen, og det kan føre til devaluering af dollaren. Men det kan, som kineserne ikke er sene til at antyde, indebære, at amerikanerne fører den konkurrerende devalueringspolitik, som de beskylder andre for.

Amerikanernes og sydkoreanernes forslag om 4 pct grænsen på betalingsbalanceunderskud er udformet sådan, så de to lande (med henholdsvist overskud og underskud i underkanten af 4 pct) ikke behøver at agere umiddelbart, hvorimod andre lande, hvis forslaget var blevet vedtaget måtte foretage voldsomme indgreb i deres økonomi. Forslaget tager heller ikke hensyn til, at betalingsbalancer kan være sammensat på meget forskellig vis. Der er forskel på lande som Kina og Tyskland med stor eksport af industriprodukter og lande som Schweiz og Storbritannien med stor eksport af finansielle ydelser. Et land som Schweiz har et overskud på 13 - 14 pct af BNP, men det består for en stor af finansielle serviceydelser, som bl.a. er et resultat af kapitalbevægelser, der kan være overordentlig volatile. Norge har et "problem", der hedder et overskud på over 14 pct af BNP, men midlerne investeres for en stor del i "Petroleumsfonden" (en politik, visse andre lande måske kunne lære af!).

Tyskland repræsenterer et andet slags problem. Skal Tyskland selvstændigt bøde for sit enorme handelsoverskud, eller er det eurozonens regnskab, der skal gælde? Der er jo tale om en økonomisk union med fælles valuta, og på et eller andet tidspunkt afskaffes medlemmernes selvstændige valutabalanceafregning formentlig. Det ville svare til, at omverdenen begyndte at besvære sig over Øresundsregionens "betalingsbalanceoverskud", der potentielt kan udvikle sig efter schweiziske proportioner, i stedet for Danmarks og Sveriges mere beherskede overskud.
I tilfældet eurozonen er der tale en situation med næsten ligevægt på den samlede betalingsbalance, men hvor Tysklands konkurrenceevnefordel slår indad på uheldige måder på stagnationalandene i zonen.

Når det gælder de asiatiske lande, har de stadig krisen i 1997-98 i frisk erindring, hvor de internationale kapitalbevægelser tvang flere af dem ud i voldsomme devalueringer og økonomisk kontraktion. De senere års opbygning af overskud og reserver er bl.a. en sikkerhedsforanstaltning imod en gentagelse af en sådan krise i fremtiden. Når globaliseringen bliver ustyrlig, må man træffe sine modforholdsregler.

Det er imidlertid ikke alle, der kan det på effektiv nok måde. Kina kan, fordi landet stadig kontrollerer kapitalbevægelser. Andre kan ikke, og nogle af disse lande har ytret endda meget kraftig kritik inden mødet. Brazilianerne truede med slet ikke at komme. Det var den brazilianske finansminister, der lancerede udtrykket "valutakrig" til beskrivelse af den seneste udvikling i beggar-thy-neighbour politikken med konkurrerende devalueringer. Både Sydkorea, Indonesien og Brazilien har oplevet revalueringer af deres valutaer, fordi indstrømmende kapitalbevægelser har ført til øget efterspørgsel på valutaerne. Der er altså her træk i udviklingen, der bringer mindelser om 1997-98, bortset fra at disse lande netop har en stærkere betalingsbalance og reserveposition end dengang.

Kinas kontrol med betalingsstrøme og kapitalbevægelser er heller ikke uproblematisk for landet. Det kan føre til intern inflationstendens og spekulative bobler på boligmarkedet og børserne. Set i den sammenhæng kan Kina selv have en interesse i at revaluere sin valuta og dermed få en billigere import fra omverdenen. Landet afviser da heller ikke en sådan udvikling. Det forlanges bare, at det skal ske langsomt af hensyn til udviklingen i de stærkt eksportafhængige kystregioner.

Farvelfærd UK?

Kilde: National Statistics

Man kan forholde sig på forskellige måder til de voldsomme beskæringer af britisk velfærd, der vil blive annonceret i dag. Det kan ses som et foreløbigt farvel til den mest keynesiansk inspirerede krisestyringspolitik, der længe er set i noget land, jvf figuren ovenover, der viser (venstre side) budgetunderskuddet i pct af BNP og i højre side den britiske statsgæld i pct af BNP. Maastrichtkriterierne er vist som optrukket streg. De voldsomme underskud og gældsopbygning er naturligvis også andet end bevidst keynesiansk krisemanagement. Det er også de automatiske budgetvirkninger af en økonomisk krise, der har ramt Storbritannien ekstra hårdt, fordi landet i den grad var sporet ind på finansielle ydelser som vigtig erhvervssektor.

Briter er åbenbart høfligere end franskmænd. Der var en fagforeningssponsoreret demonstration i går imod nedskæringerne, der var en bleg afglans af demonstrationerne i Frankrig. Ed Milliband, den nye Labourleder, der tidligere havde meddelt at ville deltage, mødte ikke op. Han har travlt med at pleje sit nye image som ansvarlig midterpolitiker og kunne derfor ikke tåle at skulle slås i hartkorn med venstredrejede og demonstrerende fagforeningsfolk - selv om det ironisk nok var dem, der hjalp ham til magten ved at kaste fagforeningsblokvotes til ham på Labourkongressen, hvor han blev valgt til partiformand.

Omfanget af nedskæringerne blev afsløret i går igennem vicefinansministerens "gaffe", hvor han viftede med papiret med beskeden om den halve mio offentlige jobs, der vil ryge. The gaffe (fortalelsen) har muligvis været bevidst, et forsøg på at tage skraldet i to omgange, så det bliver lettere at få det til at glide ned.

Vittige briter har omformuleret David Camerons vision for det britiske samfund fra the Big Society til the Big (business) Society. Troen på at civilsamfundet har så kraftige restitutive evner og evner til at organisere samfundsmæssige forandringer af den skala, han har forestillet sig, er i bedste fald naiv. I stedet kommer han til at ramme store dele af sit eget bagland, de såkaldte SME'er (Smal and Medium Sized Enterprises), den erhvervskategori, der ellers skulle løfte landet ud af krisen. Disse virksomheder vil blive ramt hårdt af de offentlige nedskæringer, idet de er underleverandører til det offentlige. Arbejdsløsheden vil altså komme til at stige kraftigt, ikke alene som følge af fyringerne af offentlig ansatte, men også p.g.a. virkningerne af nedskæringerne på den private sektor.

Nedskæringerne bliver større end selv dem, Margaret Thatcher stod for. De vil få det til at knirke yderligere i regeringskoalitionen af Konservative og Liberaldemokrater. De sidste vil miste vælgere i hundredetusinder til Labour og til De Grønne, der fik valgt deres partiformand Caroline Lucas ind i Underhuset i en valgkreds i Brighton ved valget i maj.

Om det så er farvelfærd UK, er en helt anden sag? Her kan man måske igen kigge på, hvad der skete i Thatcherårene. Trods meget ultraliberal retorik, lykkedes det reelt ikke at skære rigtig voldsomt i velfærden. Den mest liberalistiske del af politikken var privatiseringer. Denne gang tegner det til, at den udvikling i retning ad mere universel velfærd, der er sket under New Labour, vil få et tilbageslag, og man vil se mere means testing, hvor velfærd i højere grad målrettes efter indkomst- og trangskriterier. Det har man allerede set i nedskæringerne på børnepengene.

Det samlede britiske skattetryk har ligget på omkring 38 pct af BNP igennem en længere årrække. Og udgiftstrykket (samlede udgifter i pct af BNP) har ligget på omkring 40. Nu er udgiftstrykket vokset til omkring 48-50 pct, men indtægterne er ikke fulgt med. - Og da slet ikke efter, at krisen satte ind.

Klassekampene i Frankrig

Det er ironisk, at omkring 160 år efter, at Marx og Engels udsendte skriftet "Klassekampene i Frankrig", ser disse ud til at blusse op igen. Klassekampen er åbenbart ikke død, eller er den?

Under alle omstændigheder ser den ud til at antage andre former. Mens affaldet hober sig op i Marseilles under renovationsarbejdernes strejke, mødes Sarkozy med Angela Merkel og udtaler, at pensionssystemet må reformeres, når befolkningen bliver ældre. Det er logik, så selv bønder må kunne forstå det!

Sagen er imidlertid, at kampene drejer sig om meget andet. Det er pensionsspørgsmålet, som har udløst dem. Men som en af de demonstrerende siger til det britiske blad The Guardian:

"This has gone beyond pensions, it's about our unjust, divided society" (Guardian 19.10.10).
En strejkende renovationsarbejder fortæller om sin løn på 1400 euro om måneden. Le SMIC, Frankrigs lovbefalede mindsteløn, ligger på 8,86 euro i timen, eller omkring 66 Dkr. Det er ikke dårligt i en international sammenhæng, men skal sammenholdes med, at Frankrig er et rigt land med et højt prisniveau. Samtidig har lønmodtagerne måttet se på, hvordan bankerne er blevet undsat med milliardstøtte i EU-landenes forsøg på at redde euroen.

Omkring pensionsalderens længde har der svirret tal om 60 - 62 og 65 - 67. Systemet er skruet sådan sammen, at man skal arbejde et vist antal år (41) for at være berettiget til fuld pension. Ellers skæres der af den. Og grænsen sættes altså op med 2 år.

Som det tager sig ud fra det franske borgerskabs side, Le Patronat, og dets politiske repræsentanter, Sarkozy og flertallet i Nationalforsamlingen, er situationen den, at man ligger i en benhård konkurrence med tysk erhvervsliv - og andre landes erhvervsliv. Derfor krav om en forhøjet pensionsalder. Og Tyskland har allerede lavet pensionsreformer - som også Danmark har gjort det! - Med velfærdsreformen i 2006, der principielt, fra et globaliseringsperspektiv, er den helt "rigtige reform", idet den netop tilpasser pensionssystemet til den ændrede demografi. Men heller ikke det er nok i den globale race towards the bottom, som synes at være blevet den foretrukne form for økonomisk logik.

Kapitalen er blevet internationaliseret, men arbejderorganiseringen er det ikke. Det illustrerer konflikten i Frankrig. Og det er det, der er det nye i forhold til det klassiske skrift fra 1850. Derfor har både Le Patronat og de strejkende/demonstrerende ret, men ud fra forskellige perspektiver.

Krisen forværres af den ulige udvikling i EU. Som man har set det før, har fransk erhvervsliv svært ved at klare sig over for det tyske. Hvor Tyskland har kæmpemæssige overskud på betalingsbalancen, kæmper Frankrig med tilsvarende underskud. Og integrationen i EU gør, at man ikke kan føre sin egen krisepolitik. Det har ført til mere social marginalisering i Frankrig. I den sammenhæng kan man sige, at "klassekampen" burde være sket på EU-plan. Sarkozy mødes med Merkel. Der har ikke været tilsvarende møder mellem den anden parts ledere på tværs af grænserne mellem Tyskland og Frankrig.

Finansiel reform og recession

Det er vist lidt for ambitiøst at kalde det det, - altså det, der er foregået i G20 og den amerikanske kongres de seneste dage.

Der har væet hæftig lobbyvirksomhed fra finanssektoren over for Kongressens medlemmer op til vedtagelsen af den finansielle reguleringspakke fredag den 25. juni, og det endelige resultat viser, at man reelt udskyder - eller uddelegerer - vanskelige beslutninger. Der skabes nye føderale reguleringsagenturer, især den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som får overladt en del af opgaverne, bl.a. at skulle forudse, om nye finanskriser er under opsejling. Det bliver et såkaldt Systemic Risk Council (Råd for Systemiske Risici) under the Fed, bestående af højtrangerende embedsmænd og politikere, under den amerikanske finansministers ledelse, der skal stå for denne opgave.

Der oprettes et agentur til forbrugerbeskyttelse, der skal sikre, den almindelige bankbruger ikke kommer i klemme.

Det føderale finanstilsyn (Securities and Exchange Commission) får udvidede beføjelser til at regulere hedge fonde og kreditvurderingsvirksomheder (Standard and Poors, Moody's m.fl.)

Bankernes muligheder for at spille i det finansielle Kasino med deres egne penge begrænses.

Endelig kommer der øget regulering af derivativer, de såkaldte finansielle instrumenter (credit defalut swaps, futures, etc, altså instrumenter, der hviler på bagved liggende papirer og aktiver. Præsident Obama har erklæret, at disse "instruments of mass destruction", som Warren Buffett har kaldt dem, skal "out in the open". Det lyder synmpatisk og indebærer ideelt set, at der skal notering til, lige som på en børs. Men om det reelt bliver til noget, er nok mere end tvivlsomt.

Den internationale finansgruppe, International Services Group, har advaret politikerne om, at der pilles 3 pct af den mulige vækst de nærmeste år, hvis både disse og de på G20 mødet fremlagte forslag til regulering af finanssektoren gennemføres. Og det er argumenter, få politikere tør sidde overhørig! Mere afgørende er dog nok, at de stærkeste emerging economies (BRIK-landene) er imod for skrappe reguleringer, som vil ødelægge deres banksektorers muligheder for at gøre sig gældende i det gode globale finansselskab, hvor guldkuglerne støbes. G20 er ret beset ikke andet end en diskussionsklub, hvor "beslutningers" iværksættelse afventer national beslutning i de respektive parlamenter og regeringsorganer.

G20's lame-duck tilgang til løsning af de globale problemer har vist sig med al tydelighed denne gang. Beslutningen om øget finansiel regulering er reelt udskudt til næste topmøde i Sydkorea i november.

Den såkaldte Baselkomité, der sætter reguleringsstandarder for BIS og dermed det internationale banksystem, har arbejdet med udformning af en ny Basel-aftale om finanssektoren, hvor bl.a. spørgsmålet om størrelsen af bankernes egenkapital som andel af den samlede balance indgår. Dette spørgsmål er overordentlig centralt for at undgå en ny krise. Under pres fra banker og glade politikere var kravene til bankernes egenkapital blevet undermineret op igennem El Doradoårene fra sluthalvfemserne og begyndelsen af det nye århundrede. I en sådan grad, at nogle europæiske banker ikke havde meget mere egenkapitaldækning end lidt over 3 pct. Det var medvirkende til både finanskrise og bankpakker, fordi denne grad af finansiel polstring var alt for lidt til at undgå banknedbrud.
På dette afgørende punkt ser politikerne igen ud til at blive gidsler for bankkapitalen.

Op til vedtagelsen af loven i Kongressen i fredags havde den republikanske senator Susan Collins, der hjalp Demokraterne med at få lovpakken igennem Senatet, stillet forslag til ændring til loven, som ville kræve, at kun egentlig egenkapital (aktiekapital og overførte reserver) skulle kunne indgå i bankers grundkapital (Tier 1 kapital). Bankerne udførte voldsom lobbyvirksomhed for at undgå denne amendment til loven. Og Obamaadministrationen udtrykte bekymring for, at bestemmelsen kom ind i loven. Den ville i stedet foretrække, at det blev overladt til regulatorerne (og måske Baselkomitéerne) at fastsætte reglerne for grundkapital.

For Paul Krugman, kommentator på New York Times og Nobelprisvindende økonom, er det skriften på væggen for den tredje depression, som vi ser nu. Den første depression var panikken i 1873 og frem, den anden var i 1929-33, og nu altså den tredje, som viser sig med den double dip recession, som han mener vil gå i gang nu p.g.a. den uforstandige politik, han mener G20 lægger op til med deres koordinerede formindskelser af budgetunderskud fra 2013.

Den største fare for økonomien er ifølge Krugman ikke den inflation, der bliver en følge af underbudgettering på statsbudgetterne, men den deflation, der vil komme, hvis der ikke underbudgetteres. Krisen er udtryk for, at udbuddet er for stort. Det vil presse priserne. Hvad deflation kan føre til, så man i 1930'erne.

Krugman ser den samme finansielle ortodoksi, som prægede økonomer og ledende politikere i trediverne: Underbudgettering var af det onde. Markederne skulle overlades til sig selv.

Det er dog et spørgsmål, om de to perioder uden videre lader sig sammenligne. Verden ser meget anderledes ud i dag i forhold til 1930'erne. Globaliseringen er betydelig mere fremskreden i dag. Det er ikke i dag så let at styre nationale valutaer og nationernes statsbudgetter, herunder at finansiere statsgæld, som det var dengang, hvor en økonomi i højere grad kunne lukke af over for omverdenen.

En anden anderledes faktor i dag er de dynamiske økonomier i Asien. Det kan ikke uden videre tages for givet, at de ikke vil kunne trække resten af Verden med op i deres vækstkonjunkturer.

Men én ting har Krugman ret i. G20 har ikke ydet en specielt imponerende indsats m.h.t. at komme med konstruktive forslag til finansiel reform og overvindelse af recessionen (eller den tredje depression?, - hvis Krugman får ret).

Made in Washington?

(Kilde: Nationalbanken. Kvartalsberetning. Figuren viser dansk konkurrenceevneudvikling på centrale eksportmarkeder)

Ifølge New York Times er den store lånepakke på 750 mia euro, der indtil videre har skubbet den europæiske lånekrise i baggrunden, delvist made in Washington efter en telefonsamtale mellem præsident Obama og Angela Merkel. Amerikanerne er bange for smittefaren forbundet med den europæiske krise.

Det er ikke sikkert, at selv denne gigantiske lånepakke og andre remedier taget i anvendelse, kan løse krisen. Den egentlige årsag til krisen er, at eurozonen - og EU's økonomier i det hele taget - ikke fungerer som det, den amerikanske økonom Robert Mundell kalder et "optimalt valutaområde". Der er for store forskelle i teknologisk udviklingsniveau og konkurrenceevne, samt opfattelse af betydning af fiskal og budgetmæssig disciplin. Som sædvanlig er det tyskerne, der er the odd man out. Problemet i denne sammenhæng er imidlertid, at det er samme tyskere, der er toneangivende.

Figuren ovenover illustrerer problematikken. Man ser, hvordan dansk eksportindustri har tabt markedsandele i forhold til tysk i de senere år. Det er formentlig endnu værre for de endnu blødere sydeuropæiske økonomier. Derfor er problemerne ikke løst med lånepakkerne. De vil højst udskyde og formilde dem. Så længe tyskerne fortsætter deres omkostningsridt og vinder konkurrenceevne i forhold til de blødere økonomier, vil de betalingsbalancemæssige ubalancer, der ligger bag valutakriserne, fortsætte. Tidligere, dvs før euroens fødsel, blev de løst ved, at de blødere økonomier kunne devaluere deres valutaer.

Blandt andre remedier indgår valutaswaps mellem dollar og euro. Den amerikanske centralbank, The Federal Reserve, har genindført en ordning med valutaswaps, som gør, at de europæsieke økonomier ikke behøver at løbe tør for dollars. Endvidere får Den europæiske Centralbank, ECB, mulighed for at købe obligationer på markedet. I modsætning til Bank of England og Federal Reserve får ECB imidlertid ikke mulighed for at udvide pengemængde via obligationskøb. Obligationskøb, f.eks. at de svage landes statsobligationer, skal modsvares af likviditetsopsugning andre steder. Det er ret afgørende. Det er netop via pengeudpumpning ("quantitative easing"), at man i USA og Storbritannien har fået mulighed for en vidtgående keynesiansk pengepolitisk stimulanspolitik imod krisen. At det ikke har kunnet lade sig gøre at give ECB denne mulighed, skyldes igen tyskerne. Og i den sammenhæng nævnes ét navn: Axel Weber, chefen for den meget fiskalkonservative Bundesbank, - og i øvrigt kandidat til at efterfølge Trichet som chef for ECB.
Det er jo interessant at se, at både Storbritannien og USA kan køre med budgetunderskud, der liggger mellem det spanske, portugisiske og det græske. Og de to lande kan gøre det, uden det koster på renten. Markederne har tiltro til deres finanspolitik og valuta, fordi de kan devaluere valutaen og på den måde genoprette konkurrenceevne. De svage euro-lande er låst fast i en skruestik, hvor de ikke har denne mulighed.

Tyskerne vil have euroen som en stærk valuta, - koste hvad det vil. Det kunne muligvis være en farbar politik, hvis eurozonen kun omfattede det nordlige Europa.

Amerikanerne ansporede til, at der skulle laves noget, der virkelig var afgørende denne gang. Ellers kan finansmarkedernes "lemming-adfærd" ikke brydes, skriver New York Times. Problemet er imidlertid, at der er mere i det end "lemmingeadfærd". Der er nogle strukturelle ubalancer i den europæiske økonomi, der ikke løses ved at smide mia af euro efter disse problemer.

Selv om beløbet er stort, er det også et åbent spørgsmål, om man på længere sigt opnår ret meget. Der er jo ikke bygget en ny institution op med overnationale magtbeføjelser. Der er vedtaget en ambulanceudrykning, hvis et land som Spanien kommer i problemer, men det er op til de enkelte EU-lande at frigive pengene. De vil blive lånt ud til en relativt høj omkostning for landet, der låner pengene. Det vil ikke umiddelbart gøre det lettere for det pågældende land at løse sine budget- og betalingsbalanceproblemer. Man kan også spørge, om det egentlige formål ikke er at redde storbankerne. De ligger inde med betydelige beholdninger af "dårlige" obligationer, som potentielt kan føre til konkurs.

IMF står for ca. 1/3 af finansieringen (250 mia euro). IMF vil formentlig kun frigive lån til gengæld for "reformer" af økonomien. Hvad "reformer" er, kan man få et indtryk af ved at se på de krav om strukturtiltag, som IMF tidligere har stillet som betingelser for at give lån. IMF får øget indflydelse på den økonomiske politik og i det hele taget den økonomisk-politiske diskurs i Europa. Moody's og Standard&Poors kommer til at udpege taberne, og IMF kommer til at stille diagnosen og skrive recept på den rette medicin.

Finanskrisens statsbankerotfase?

Egentlig er det græske scenarie logisk nok. Det kommer oven på en boblekonjunktur, hvor renten fik lov til at falde alt for meget i forhold til den økonomiskie aktivitet på det græske marked. ECB-renten var for nogle af randøkonomierne kunstigt lav i årene inden finanskrisen.

Den truende statsbankerot er forårsaget af et underskud på statsbudgettet på over 12 pct, som nervøse investorer ikke længere tør finansiere. Den græske obligationsrente for toårige statslån er steget til over 20 pct i dag, og reelt er handelen med dem nærmest gået i stå efter, at Standard&Poors i går reducerede dem til junk bond status. Ifølge Bloomberg i dag risikerer ejerne af græske obligationer et samlet tab på over 265 mia $.

Det virkelige rædselsscenarie er en spredning af krisen til Portugal og Spanien, der har næsten lignende statsunderskud. Det er ikke sandsynligt, at Tyskland, de andre euro-medlemmer og IMF vil komme med de enorme redningspakker, der i givet fald vil være nødvendige for at undgå den eventualitet. Det antydes af analytikere, at Grækenlands reelle behov for tilførsel af penge ligger på 150 mia euro over tre år.
Det er langt mere end de hjælpepakker, der er på vej. Og hvis Portugal og Spanien har parallelle behov, drejer det sig om beløb, der er totalt urealistiske, - i hvert fald set med germanske øjne.

Hvis statsbankerotterne får lov til at rulle, kan det nemt føre til en slem double dip recession.

Det er vel intet mindre end finanskrisens statsbankerotfase, der står for døren? De globaliserede og forbundne økonomier medvirker til forværring af problemerne - når den fornødne internationale solidaritet og styringsformåen netop mangler - idet kapital kan flyde så let rundt, og investorer rundt omkring hidser hinanden op. Under II. Verdenskrig var der adskillige af krigsøkonomierne, der kunne køre med langt større statsbudgetunderskud end dem, CLub Medlandene kører med, men det kunne lade sig gøre, fordi økonomiernes styrinsmåde var anderledes dengang. Det sætter et spørgsmålstegn ved den keynesianske krisestyringsfilosofi, idet det viser dens begræsninger i en globaliseret økonomi - uden de fornødne overnationale styringspotentialer. Der er da også økonomer, der forventer, at det snart kan blive England og USA, der står for tur. De to lande har underskud, der ikke ligger langt under de nævnte landes. Det er ikke sikkert det hjælper at have reservevaluta, hvis kineserne klipper silkesnoren til dollaren.

Den græske gældskrise giver spekulanter store muligheder for lette gevinster. WSJ.com beskriver i en artikel, hvordan hedgefonde samlet til en middag på Manhattan udvekslede ideer om, hvordan man kan drage nytte af et fald i euroen til paritet med dollaren. Fondene hjælper nu kunder med investeringer i denne mulighed. Det drejer sig konkret om såkaldte put options, altså en ret til at sælge, i dette tilfælde euro futures, til en bestemt pris på et bestemt tidspunkt i fremtiden.